IT-fejl i centralt dataregister: Regioner har mistet overblik over ventetider

DATAMANGEL: Massive problemer med en ny version af Landspatientregisteret betyder, at regionerne i øjeblikket ikke kan følge med i, om sygehusene overholder ventetider på udredning og kræftpakker.

Overgangen til et nyt landspatientregister betyder, at datakvaliteten i sundhedsvæsenet er blevet svækket. 
Overgangen til et nyt landspatientregister betyder, at datakvaliteten i sundhedsvæsenet er blevet svækket. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Tekniske problemer med Landspatientregisteret har betydet, at ingen i øjeblikket har overblik over aktiviteterne på landets sygehuse.

Det orienterede Sundhedsdatastyrelsen fredag før efterårsferien sine samarbejdspartnere om i et brev.

Problemerne, som er opstået i forbindelse med implementeringen af et nyt landspatientregister, vedrører regionernes indberetning af data og er en delvis overraskelse for Sundhedsdatastyrelsen. 

"Det kommer ikke bag på os, at der er fejl i indberetningerne. Vi vidste, at der ville være en overgangsperiode, hvor den nye indberetningspraksis skulle på plads. Men de tekniske problemer, der er stødt til, har desværre gjort det svært for regionerne at rette fejlene," siger direktør Lisbeth Nielsen i et skriftligt citat i fortsætter:

"Derfor kommer det til at tage længere tid end først forventet, før datakvaliteten og -kompletheden er på et niveau, hvor vi kan lave opgørelser." 

Lisbeth Nielsen understreger, at selv om der aktuelt ikke findes tilgængelige opgørelser baseret på data fra 2019, er der data fra hele året i registret. Datakvaliteten er bare ikke høj nok til at give valide opgørelser. 

Læs også

Må ikke gå ud over patienterne
Dataproblemerne betyder, at regionerne lige nu har svært ved at planlægge og prioritere indsatserne på sygehusene.

Sundhedsdatastyrelsen kan for eksempel ikke levere de data, regionerne bruger til at holde øje med, om sygehusene overholder patientrettighederne.

Det skal løses hurtigst muligt, siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.

"Når vi snakker om udredningsretten og kræftpakkeforløb, kan det jo have store konsekvenser for patienterne," advarer han.

Morten Freil anerkender, at der kan opstå problemer i forbindelse med en stor it-omlægning, men slår fast, at sundhedsvæsenets aktører har en forpligtelse til at sikre, at det ikke går ud over patienterne.

"Selvom vi i øjeblikket mangler det nationale overblik, er det jo ikke sådan, at man ikke på det enkelte behandlingssted kan følge med i, hvordan det går."

Så situationen kræver en højere grad af selvjustits ude på sygehusene?

"Ja, det stiller større krav til, at de enkelte sygehusledelser selv følger med løbende. Derfor vil vi gerne komme med en klar opfordring til, at Danske Regioner indskærper over for behandlingsstederne, at det fortsat er vigtigt, at man lokalt følger op på, om man overholder rettighederne."

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Sundhed, hvor du får flere perspektiver og kommentarer. Du kan tegne et prøveabonnement her

Dokumentation

Landspatientregisteret 
Landspatientregisteret samler alle oplysninger om patienter, der er i kontakt med danske sygehuse.
Oplysninger fra Landspatientregisteret bruges blandt andet til forskning, til at opgøre sundhedsudgifter for regioner og kommuner og til at overvåge udviklingen i sygdomme og behandlinger, herunder kvaliteten.

Implementeringen af det nye landspatientregister (LPR3) er en stor omlægning. De offentlige sygehuse overgik til LPR3 i perioden februar til marts 2019. Indtil kvaliteten af data er tilfredsstillende, vil det ikke være muligt at få opdaterede data fra efter 2018 fra Landspatientregisteret. Sundhedsstyrelsen kan endnu ikke melde ud, hvornår leverancerne af LPR-data kan genoptages. 

Opgraderingen af Landspatientregisteret er den største gennemgribende modernisering siden 1994.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Nielsen

Medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1998)

Morten Freil

Direktør, Danske Patienter og Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet
cand.oecon. (Odense Uni. 1993)

Ulla Astman

Tiltrædende kontorchef, HK Nordjylland (1/4/2024), fhv. regionsrådsformand (S), Region Nordjylland
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00