Fl. Chr. Nielsen: Sjælsmarks beboere er ofre for magtens sproglige tyranni

Tidligt om morgenen mødte en større gruppe betjente forleden op på Sjælsmark Udrejsecenter. De kom for at hente en kurdisk børnefamilie, der skulle tvangsudsendes til Iran.

Men sådan gik det ikke, for midt under det politiske hanegal forsøgte moderen at tage sit eget liv. Hun blev indlagt, og tvangsudsendelsen er nu foreløbig udsat.

Det er det billede, der tegner sig, for den information, der slippes ud til offentligheden, er yderst begrænset. Nok lever vi i et folkestyre, men dets drejebog skrives af magthaverne. Derfor leder man forgæves efter reportager om, hvad der den morgen foregik på Sjælsmark.

For hvad stiller medierne op, når de ansvarlige holder munden sammensyet?

Bekvemmelighedsjournalister skriver det, som ikke irriterer de sammensyede munde: ”Beboere på udrejsecenter brugte kasteskyts mod politiet … protesten tog en voldsom drejning … der blev antændt flere bål.”

Sådan fremtrylles for læserne den illusion, at her har vi gadens hysterisk opgejlede parlament kontra de kyndige og besindige lovgivere.

De tvangsudviste i ingenmandsland på Sjælsmark er i lighed med krigsveteraner blevet til døde breve. 

Flemming Chr. Nielsen

Illusionen ligger smukt i forlængelse af integrationsministerens yndlings-genfortælling om dengang, hun ”blev forsøgt overfaldet” og af sine livvagter måtte evakueres fra Sjælsmark. Situationen udviklede sig voldsomt, og uden livvagterne kunne det være endt helt anderledes galt, informerede ministeren.

Hvad det lokale gadeparlament måtte have at sige om overklassens visitter, skrives der sjældent om, men parlamentet udgøres lige nu af blandt andre 125 mindreårige børn og deres forældre. De må ikke selv lave mad. De må ikke have et køleskab. De må ikke få lommepenge. De skal tilbringe deres tid med at glo ind i en væg, indtil selv væggen begynder at tale og fortæller dem, at de er skarn, der har at rejse ”hjem”.

Og bemærk, at også her er sproget en lakaj for magten. Forældrene kaldes ”gidseltagere,” tilmed af den specielt makabre type, der ikke viger tilbage for at tage ”deres egne børn som gidsler”. Lige så illusorisk er det hyggeord, der hedder ”hjem”. I dansk sammenhæng signalerer ”hjem” et sted, hvor radiatorer leverer varme, hvor vand kommer ud af haner, hvor børn sover trygt, og angst og rædsel kun er en film på Netflix.

Men vil man have et indtryk af, hvor lidt der skal til for at fjerne hyggens forhæng, kan man kaste et blik på de af vore landsmænd, der har oplevet blot en brøkdel af den gru, som en flygtning lever med i sit sind og sin sjæl. Og det er endda landsmænd, som sov i bevogtede bastioner og havde præster og psykologer, kanoner og bomber til egen rådighed.

Hvad skete der nemlig, da vore udsendte vendte ”hjem”? Nogle af krigsveteranerne søgte ud i skovene, andre blev fast klientel hos psykiatere, én slog sine forældre ihjel, nogle blev kriminelle, mange begik selvmord.

At være kommet ”hjem” gav ingen mening for dem.