Fl. Chr. Nielsen: Ve den, der trækker nazikortet

Mere fast end alle kirkens dogmer tilsammen står det dogme, at den, som trækker nazikortet, har fortjent den absolutte udskamning. Vi lever sågar med det paradoks, at mens vi fra skolealderen indprentes, hvordan nazismens forbrydelser aldrig må glemmes, så belæres vi i samme åndedrag om, at det, vi for alt i verden ikke må glemme, må vi for Guds skyld ikke sammenligne med noget som helst aktuelt.

Ingen andre verdenshistoriske begivenheder fastholdes i sådan en skruestik. Tværtimod opmuntres vi til altid at tage ved lære af historien, så vi ikke gentager dens fejltagelser.

Men ve den elev i livets skole, der trækker nazikortet. Den formastelige må end ikke advare sig selv og andre mod blot et strejf fra nazisme.

Det gik galt, da Mona Striib som formand for FOA forleden sammenlignede regeringens såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken med Tyskland i 1930'erne. Og heller ikke Alternativets Uffe Elbæk høstede andet end tidsler, da han trak det beslægtede fascismekort.

Paradoksalt er det. Også fordi det modsat regnes for aldeles legitimt at trække Stalin-kortet og hævde, at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Og fordi der er enighed om, at det 20. århundredes to store dødsideologier var lige afsindige og blodigt vanvittige. Nazisme og stalinisme var fælles om folkemord. Under agitationens støvletramp kvaste de humanisme og menneskerettigheder.

Ingen tager altså synderlig anstød af, at nogen giver sig til at kalde et stærkt venstreorienteret parti for stalinistisk. Træk også gerne Saddam Hussein-kortet, Kim Jong-un-kortet, Mao-kortet eller IS-kortet (brug for eksempel det sidste, hvis du vil tilsmudse en verdensreligion, men hold dig endelig fra det næstsidste, hvis du vil gøre forretninger med Kina).

Skønt du aldrig må glemme nazismen, skal du altid huske at bortjage enhver nok så lille aktuel association.

Fl. Chr. Nielsen

Derimod ingen pardon med den debattør, der smider nazikortet.

Det går ikke engang an at give upassende tanker indpas hos sig selv, mens man fredeligt sidder og ser på én af de endeløse tv-serier om nazismen og dens ugerninger. Hvis bare en kvart scene forekommer svagt genkendelig, skal du omgående fortrænge det genkendelige.

For skønt du aldrig må glemme nazismen, skal du altid huske at bortjage enhver nok så lille aktuel association.

Derfor gjorde en undtagelse fra reglen så stort et indtryk på mig, at jeg før har omtalt den her i Altinget. Det er slutreplikken i en undertiden genudsendt filmreportage fra 1962 om retssagen i Israel mod nazismens loyale embedsmand Adolf Eichmann:

”Vi har selv stået på den tærskel, hvor Adolf Eichmann stod. Da vi lod andres hudfarve eller måden, hvorpå de tilbeder deres Gud, forgifte vores opfattelse af dem, kendte vi den mangel på fornuft, der udløste Eichmanns vanvid. Det var sådan, det begyndte for dem, der gjorde disse ting."

Det chokerende er ikke vanviddet. Det er udtrykket ”det begyndte,” og det er ordet tærskel. Når man står på den eller bare i dens nærhed, skal man hurtigst muligt vende om og løbe baglæns.

Hermed er vi ad omveje nået frem til den aktuelle anledning til de udraderede associationer. En meget omtalt rektor i Nyborg lader som bekendt to somaliske piger fortsætte deres undervisning i 10. klasse, og deres tre mindre søskende er blevet undervist af frivillige, indtil de nu efter vinterferien er startet på Refsvindinge Friskole.

Ingen af de involverede bryder nogen lov. Ikke en loppe havde årsag til at gø.

Men bemærk igen den gift, der omgående blev pumpet ud fra Dansk Folkeparti og fra integrationsminister Inger Støjberg (V).

Dansk Folkeparti fremsatte som sit evergreen det usleste af alle usle argumenter imod et menneske, der blot følger sin samvittighed og fastholder sin elevliste: ”Fyr ham.” Og ifølge integrationsministerens lige så evige omkvæd har han ”sat sig ud over den udlændingepolitik, der er vedtaget af Folketinget.” Selv inden for lovens rammer måtte denne rektor ikke agere som en fri og ansvarlig borger.

Det var ondsindet politisk tale om et menneske, der samvittighedsfuldt passer sit job. Og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen supplerede med den hadske diagnose, at rektoren er ”en selvgod og selvretfærdig farisæer, der har levet godt og skjult i sin egen lille beskyttede verden, men verden er ikke sød og rar og slet ikke, når man selv byder op til dans.”

Men rektor Stokholm bød ikke nogen op til dans. Det var tre magtfulde politikere, der ville kryste rektoren i deres egen dødedans. Som en forhørsdomstol ville de underkaste ham den vilkårlige inkvisition, udmatte ham med deres propaganda og med deres tommelskruer lokke en slags tilståelse ud af ham, så han offentligt kunne undermineres og udstødes.

Kun fordi han var en dansker, der rakte hånden frem. Ikke til et tomt håndtryk, men til menneskevarme fra nogen i trit ved ens side.

De tre politikere og dermed deres partier nærmede sig søvngængeragtigt og endnu engang den omtalte tærskel, hvor hudfarve og religion gøres til en diskvalifikation, og fejret af bagstrævets jubelkor bliver de hypnotisk ved: ”Vi skal nok lære den rektor at bøje nakken.”

Men hold jer og jeres partier langt væk fra den tærskel, hvor ”det begynder,” og stik ikke snuden i, hvem der må stå på en rektors elevliste frem for at skulle henslæbe et desperat nul-liv i en asyllejr.

Løb omgående baglæns, så I ikke bare et kort øjeblik forleder nogen til at tænke på en berømt amerikansk filminstruktørs lige så berømte film og i Stokholms liste ane det allersvageste skyggebillede af – nå ja, af den film, der hedder ”Schindlers liste”. 

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1.000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.