Flemming Chr. Nielsen: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede

KOMMENTAR: En præst fra Jylland blev ikke tålt på det Nørrebro, der ellers bryster sig af sit frisind og sin pluralisme. Hvis bydelen fortsat skal være en oase i et mere og mere trangt København, må Nørrebro tage sig selv i nakken, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Af og til tænker jeg med lige dele glæde og længsel på min tidligere og nu afdøde chefredaktør Jørgen Schleimann på Jyllands-Posten.

Godt nok var han kun chef på avisen i tre måneder. Derefter blev han fyret, men i sin korte regeringstid i efteråret 1992 nåede han at indføje sit daglige motto som trykt epistel øverst på bladets lederside: "Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede."

Ikke længe efter Schleimanns afgang blev mottoet erstattet med anderledes skurrende slagord om, at "alle skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse". Men gad vide, om ikke Schleimanns ægte frisind i længden er mere holdbart end den hæse og monotone spot.

I hvert fald var det ordet "frisind", der igen faldt mig ind, da præsten Henrik Højlund efter halvandet år ved Kingos Kirke på Nørrebro måtte trække sig tilbage til det Jylland (også som et mentalt begreb), hvis missionske kredse han oprindeligt kom fra. Det nørrebroske frisind tålte ham ikke.

Han havde ellers regnet med, at Nørrebro levede op til sine idealer om at være åbent, grænseløst og pluralistisk, så der også var plads til en folkekirkepræst, der ikke vil vie homoseksuelle og fraskilte, ikke anerkender kvindelige præster og er modstander af fri abort plus så meget andet, der følger med ethvert ondsindet rygte.

Men frisind mødte han ikke meget af. Derimod masser af afgrænsninger. Han oplevede blandt andet, at der kom unge par til ham, som ville have deres barn døbt, men som efter den første samtale gik hjem og googlede Henrik Højlund og med frisindets hår rejst på hovedet af skræk besluttede, at hos ham skulle barnet i hvert fald ikke døbes.

Og omtrent lige så uventet: I et interview i Berlingske fortæller Henrik Højlund, at han havde svært ved at finde sine egne ben blandt kollegerne i Kingos Kirke – med den tilføjelse, at "mere vil jeg ikke sige om det".

Han blev også belært om, at i det lokale anarkistmiljø ville det være uklogt, hvis han insisterede på, at "vi er skabt som mand og kvinde".

Han risikerede en mærkat klistret på sig som gammeltestamentlig hadprædikant, for nok står sætningen i Den Hellige Skrifts Første Mosebogs første kapitel, men på Nørrebro anno 2019 er den en makaber vittighed.

Det lyder utroligt. På Nørrebro er der ellers plads til autonome, anarkister, fladjordstilhængere, gudløse, kostforagtere, småpushere, notoriske galninge og alle andre religiøse fundamentalister end Højlund. Til alt og alle, bortset fra de racistiske og fremmedhadske elementer a la Rasmus Paludan og konsorter, og hatten af for disrespekten for de sidste.

Men åbenbart er der ikke rum til en folkekirkepræst, der læner sig for kraftigt op ad den i de cirkler ellers højt respekterede apostel Paulus. Det var som bekendt ham, der forlangte, at kvinder skal tie stille i menigheder, og som fordømte "mænd, der ligger i med mænd".

Tør man altså vove den vurdering, at frisind næsten altid er blandet op med falskhed og forlorenhed? At frisind kan blive en tomhjernet vane, der ikke tåler at blive udfordret? At den med Jørgen Schleimanns ord "ikke uden nøje inspektion og kontrol tåler synet af ikke-ligesindede?" At du ikke per automatik skal fæste lid til enhver, der kalder sig frisindet?

Ja, det kan man roligt sværge på. At bydelen vender ryggen til en særlingepræst er en gratis gave til såkaldt borgerlige medmennesker, der nu kan sidde varmt og godt og hygge sig med, at "hvad sagde vi?" Nørrebro er fortabt. Der skal minsandten ryddes ud og op.

Men før de dansksindede frikadeller revner af selvglæde bør tilføjes, at de ikke selv er et klap bedre. Man kan forestille sig, at de i deres egen by eller landsdel blev udstyret ("belemret" hedder det) med en imam eller såmænd bare med en muslimsk flygtningefamilie ekstra.

De ville givetvis reagere præcis som deres påståede modpol på Nørrebro – og har allerede flere gange gjort det. Omkvædet vil igen være, at nu er frisindet da gået alt for vidt. Sådan nogen som muslimer vil vi ikke tåle. Og assisteret af Socialdemokratiet vil de såkaldt borgerlige partier igen fiske stemmer i de ophidsede vande.

Begrebet Nørrebro må selv tage affære, hvis bydelen fortsat skal være en oase i et København, der mere og mere omklamres og stjæles af arkitekter og ejendomsinvestorer. Lad imamerne tordne mod det falske frisind. Lad de lokale foreninger afvise den slags diskrimination. Lad sportsklubberne belære de unge om fair play - også uden for banen.

Væk med de frisindsforlorne, der kun tåler deres ligesindede. Ind med Jørgen Schleimanns glemte motto: "Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede."

-----

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende Næste artikel Jarl Cordua: Højere politikerløn kan udløse et tabloidt ramaskrig Jarl Cordua: Højere politikerløn kan udløse et tabloidt ramaskrig
Podcast: Klimakrisen er kun toppen af isbjerget

Podcast: Klimakrisen er kun toppen af isbjerget

AJOUR: I 2050 er der 9-10 milliarder mennesker på Jorden, og hvis klodens ressourcer skal dække de behov, det medfører, er der behov for at tænke på mere end kun klimaet. Det mener professor fra Københavns Universitet, Katherine Richardson.