Flemming Chr. Nielsen: Skats computersystemer er ramt af digital demens

Også hos denne klummeskriver indfandt juleglæden sig, for ganske uventet sendte Skat mig 805 kroner.

Godt nok betroede man mig for et par måneder siden, at de rare penge var undervejs, men jeg havde alligevel svært ved at tro på løftet. Det var tydeligvis en fejl, så jeg gættede på, at man ville opdage og rette den i tide.

Men nej. Og jeg vil nødig se mig mistænkt for at være en lille Sanjay Shah, der som bekendt fik udbetalt – var det 12 milliarder kroner? Derfor ringede jeg til Skat og forklarede en medarbejder, at jeg slet ikke kunne tilkomme de 805 kroner. Hun lukkede ørerne for mine indsigelser, hvad jeg ikke kan fortænke hende i, for hvad ville mandens næste trick så være?

Der er mange små Sanjay Shah'er i denne verden, så sad hun mon her over for en særlig udspekuleret variant? Hendes tavshed blev først brudt, da hun nervøst betroede mig, at hvis jeg ville klage over pengene, skulle det ske skriftligt, og dermed tog vi telefonisk afsked med hinanden.

Det er ikke som en harmløs anekdote, jeg nu refererer den lille oplevelse, for vi er mange skatteborgere, der uventet fik sådan en gavmild julegave fra Skat. Måske er der 100.000 af os. Eller en kvart million. De fleste ænsede det nok ikke, eller de tænkte, at her gælder det virkelig om at holde kæft og ikke forfalde til overdrevent og mistænkeligt forbrug.

Som mange andre tilhører jeg den befolkningsgruppe, der lidt nedladende omtales som folkepensionister. Af fast ejendom har jeg ikke så meget som en carport. Aktier og andet kompliceret kender jeg intet til.

At en skatteborger gør opmærksom på, at han uretmæssigt har fået en udbetaling, giver ikke Skat anledning til omgående handling, men til akut lammelse.

Flemming Chr. Nielsen

Min selvangivelse er såre simpel og kan stå på Danmarks mindste Excel-ark. Ud over min folkepension har jeg nogle skattepligtige indkomster, der svinger fra år til år. Skat sjusser sig altså frem til, hvad jeg vil tjene i løbet af et kommende år, og det betyder, at når året er omme, skal jeg enten tilbagebetale noget af min folkepension eller have lidt ekstra pension udbetalt. Det økonomiske mellemværende klarer jeg og det offentlige det følgende forår.

Når den sag er ordnet, sker der efterfølgende en skattemæssig regulering. Hvis jeg har skullet tilbagebetale for meget udbetalt folkepension, er min indkomst og dermed min skat blevet mindre, og Skat sender mig sidst på sommeren de skattepenge, jeg har betalt for meget. Omvendt, hvis jeg har fået for lille en folkepension. Så kommer det manglende beløb i foråret, og sidst på sommeren følger en skatteopkrævning af de ekstra penge.

Vist er det søvndyssende bogholdersnak, men nu kommer den makabre pointe: De 805 kroner fik jeg allerede udbetalt fra Skat sidst på sommeren, faktisk 11. september. Nu kom de så én gang til. Og hvis vi antager, at jeg er en gennemsnitlig folkepensionist blandt cirka en kvart million i samme situation, udgør den samlede julegave fra Skat 200 millioner kroner. Vi nærmer os en dobbelt Britta Nielsen, men er dog foreløbig et godt stykke fra en Sanjay Shah.

Hvad skyldes det kaos? At regeringer og skatteministre i årevis har skåret ned på medarbejderstaben og kontrollen. De imposante bygninger er reduceret til mennesketomme sale med skræmte spøgelser, der lever i frygt for mystiske opringninger. De fastnaglede it-systemer er blevet så gamle og affældige som – ja, som mange folkepensionister. De digitale hofter er ikke så smidige som engang. Det digitale hjerte flimrer. Vi kan heller ikke se bort fra en mindre digital hjerneblødning. Eller fra et anfald af digital demens.

Det er et udvalg af de diagnoser, der kan stilles, fordi Skats computere rent ud har glemt, at jeg og mange andre folkepensionister fik pengene i september, og nu syntes, at vi skulle have dem én gang til.

Skat er omtrent, som hvis man havde en ældre slægtning, der ikke kan hitte rede i alt det med julegaver og for at gardere sig hellere giver en gave for meget end én for lidt.

Men i lighed med ældre slægtninge kan også Skat få enkelte øjeblikke af klarsyn. Derfor blev min juleglæde alligevel kort og lunefuld. Da jeg havde foræret de 805 kroner til en velgørende institution, henvendte Skat sig igen til mig. Der var sket en fejl.

Vi folkepensionister med svingende indtægter skulle slet ikke have haft de julegaver. Man var kommet til – og det lyder som et uhyggeligt ekko af Sanjay Shah – at udbetale dem ved et uheld. Nu ville man have pengene tilbage, så jeg og alle andre ville snarest høre nærmere og modtage et indbetalingskort.

Af gode grunde var man så hensynsfuld ikke at afslutte den masseproducerede skrivelse med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår. Det kunne lyde for ondskabsfuldt og som en opfordring til folkepensionist-oprør.

Mine 805 kroner må jeg altså henvise Skat til at hente hos den velgørende institution, der nu står i fare for at få ordet hæler hægtet på sig. Andre pensionister har måske bestilt en afbudsrejse til sydens sol og risikerer intetanende at blive tilbageholdt i lufthavnen.

I stedet kan man vælge at more sig over de mange fejlagtigt bortkastede millioner, men et bare rimelig retfærdigt samfund kan ikke opretholdes, når dets økonomiske center er blevet en digital olding, og dets plejepersonale i skikkelse af de tilbageværende medarbejdere i Skat er så nervøse, at de ikke tør gribe ind ved synet af et system, der åbenlyst malker sig selv.

Det sidste er det billede, som julen vil efterlade på min nethinde. At en skatteborger gør opmærksom på, at han uretmæssigt har fået en udbetaling, giver ikke Skat anledning til omgående handling, men til akut lammelse.

-----

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.