Flemming Chr. Nielsen: Ubønhørligt falder integrationsøksen over thailandske børn

Kun folk med hjerteforsnævring kan uden at harmes se på de børn, som nu udvises, fordi de defineres som ikkeintegrerbare.

Deres forbrydelse er, at deres som regel thailandske mor har efterladt dem i hjemlandet og selv er rejst til Danmark i håb om et lykkeligt samliv med en dansk ægtemand. Efter nogle år kommer børnene, men gensynet er så kortvarigt som den tid, det tager for bureaukratiet at reagere.

Som ikkeintegrerbare nytter det dem ikke, at de under bureaukratiets karenstid har lært sig dansk, klarer sig fint i skolen og har fået danske vaner og veninder. Ubønhørligt falder integrationsøksen, og som en moderne guillotine skiller den mor fra barn.

Integrationsministeren forsøger ihærdigt at bagatellisere sit bøddelerhverv, med henvisning til at kampagnen mod udvisning er ”noget, som dagbladet B.T. fører sammen med venstrefløjen”.

For Folketingets flertal er barnet at sammenligne med en barbar. Noget udansk og fremmed, der uden adkomst har sneget sig ind i vort land.

Flemming Chr. Nielsen

Bemærk venligst den slangetungede tilføjelse om ”venstrefløjen”. Tilføjelsen er der for at ophidse de borgerlige hoveder, der har det med ordet venstrefløj som en missionsmand med kortspil.

Og slår venstrefløjen ikke til som bandbulle, henter ministeren sit supplerende argument fra de allerskarpeste knive i sin skuffe: ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det er mærkeligt at lade sit barn blive i hjemlandet.”

Man kan i sandhed undre sig over, at hverken integrationsministeren eller hendes politiske omgangskreds har ladet sig behandle for tunnelsyn, for faktisk er behandlingen såre enkel. Luk øjnene op.

Flemming Chr. Nielsen

Så er det, jeg kommer til at tænke på min fjerne slægtning Kirsten Andersdatter. Hun var blevet enke, og for næsten halvandet århundrede siden udvandrede hun til Amerika sammen med en ugift bror. Sin dreng på fire år og sin pige på fem efterlod hun indtil videre i Danmark. De blev sat i pleje hos familie, for hvem turde begive sig ud i en fremmed og farlig verden sammen med småbørn? Hvordan skulle det gå dem, hvis hun ikke sørgede for indtil videre at beskytte dem mod alle de farer, som kunne lure derovre? Hvad nu, hvis hun selv bukkede under af sult og nød? Det gjorde hun ikke, og hendes børn kom til Amerika nogle år derefter.

Mange andre fra de lavloftede husmandsstuer gjorde som Kirsten Andersdatter. Det var kvinder, som ikke fandt det spor ”mærkeligt” at beskytte deres børn. De satte sig heller ikke hen og affandt sig med udsigtsløse hjemlige forhold. Hvem tør i dag håne deres moderfølelse? Hvem tør kalde dem uansvarlige? Var de ikke ærkedanske og ærkemenneskelige?

Der var langt højere til loftet hos dem, end der er både inde og ude hos integrationsminister Inger Støjberg (V), som ”ærligt må indrømme, at jeg synes, det er mærkeligt …”.

Uden brug af en ordbog kan Kirsten Andersdatters situation oversættes til vor egen tid og de lige så stærke kvinder fra Østen. Men deres spirende sympati og måske kærlighed til en mand fra en anden verden kan være brolagt med faldgruber. Holder kærligheden, for dens veje kan jo være både blod og blomster? Havner de i et spind af menneskehandel og anden udnyttelse, eller går drømmen i opfyldelse?

Hvis den gør, så kommer det danske Folketing sammen med dets embedsmænd og sagkyndige og smadrer den lykke, der lige var nået. Nu skal barnet udvises, fordi barnet ikke kan integreres. Hvabehar? Barnet kan tale sproget som en hjemmefødning. Barnet kan synge sit potentielle fædrelands bedårende sange, men det hjælper ikke det mindste. For Folketingets flertal er barnet at sammenligne med en barbar. Noget udansk og fremmed, der uden adkomst har sneget sig ind i vort land.

Alene fordi barnets mor har tænkt sig om og vil undgå at ende i et baghold sammen med sit barn. Og slet ikke har overvejet, at den værste fælde kunne være politisk og stillet op bag høfligt smilende masker, der opfatter dig som ”mærkelig”.

Men er det da ondskabsfulde mennesker, der har vedtaget, at børn, som kommer hertil senere end deres forældre, skal ”integrationsvurderes”? Velsagtens ikke, men de formentlig ikke-ondskabsfulde lider af det tunnelsyn, der også kaldes for kikkertsyn eller af hjerneforskere karakteriseres som kognitiv blindhed. Det betyder, at ved synet af verden udenfor reagerer deres forstand ikke på andet end koranskoler og genopdragelse, burkaer og ramadaner. De er pavlovske hunde, der savler ved særlige stimuli.

Derfor har de pågældende i deres kognitive blindhed vedtaget en integrationsvurdering, hvad der ifølge Inger Støjbergs kommentar i B.T. hverken er et symptom på tunnelsyn eller andre kognitive mangler, men ”aldeles fornuftigt”.

Ja, præcis så fornuftig som en lov, der var rettet mod indbrudstyve, men for alle eventualiteters skyld også mistænkte låsesmede og andre, som har med døre og vinduer at gøre.

Man kan i sandhed undre sig over, at hverken integrationsministeren eller hendes politiske omgangskreds har ladet sig behandle for tunnelsyn, for faktisk er behandlingen såre enkel. Luk øjnene op. Se, hvor mangfoldig verden er, og hvor lidt dens mangfoldighed lader sig sætte på formel.

Men skynd jer. Der er familier, som er flygtet til Flensborg eller Malmø, fordi I har udvist deres børn fra Danmark.

-----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.