Flemming Chr. Nielsen: Ytringsfrihed er reduceret til hån og spot af mindretal

At en mand pakker en bog ind i bacon og sætter ild til kan ligne eventyret om kejserens nye klæder.

Selv om kejseren ikke havde noget på, lod han sig bedrage til at give det ikkeeksisterende ”vort allerhøjeste bifald”. Tilsvarende med den moderne ytringsfrihed, for reduceret til en bog- og baconrister har også det bedrag vort allerhøjeste bifald.

Hvis man vil opspore, hvordan ytringsfriheden på den måde blev til taskenspilleri, kan man gå tilbage til efteråret 2005, hvor Jyllands-Posten offentliggjorde de såkaldte Muhammedtegninger ledsaget af en tekst om, at alle skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Det var hensigten at følge tegningerne op med karikaturer af Holocaust-ofre, og kun besindige kræfter i avisens bestyrelse forhindrede, at den ultimative lidelse blev udsat for samme hån og spot. Endnu fandtes der anstændighed. Og at håneretten også havde andre begrænsninger, gik op for de fleste, da der var folk i Mellemøsten, som hittede på at svare igen og afbrænde Dannebrog.

Det regnedes bestemt ikke for en passende dåbsgave til den nyfødte ytringsfrihedsret.

Men at afbrænde koraner indsvøbt i bacon er åbenbart noget andet end at sætte ild til Dannebrog. Det sidste er en skændsel. Det første er en ytringsfrihed udtænkt af latterliggørelsens militante fraktion.

At afbrænde koraner indsvøbt i bacon er åbenbart noget andet end at sætte ild til dannebrog. Det sidste er en skændsel. Det første er en ytringsfrihed udtænkt af latterliggørelsens militante fraktion.

Flemming Chr. Nielsen

Skal vi da ikke indtil døden slå kreds om vore umistelige idealer, og er ytringsfriheden ikke den fremmeste af dem alle? Jo, bestemt, men et ideal er noget andet end illusionen derom. Ytringsfrihed er altid ordets kamp mod magthavere. Den er argumentets uimodsigelighed. Den er ånd imod dumhed, men undertiden skal den hviskes, som Galilei gjorde, da han over for magthaverne måtte afsværge, at Jorden drejer rundt om Solen.

Modsat retter vor nyvundne illusion om ytringsfrihed sig mod afvigere og mindretal. Den anvendes til at håne og spotte de mennesker, der i forvejen er korsfæstet som samfundets syndebukke og moderne jøder. Den ikke så meget som antyder, at magthavere er dens bytte, for i alle den slags tilfælde, i stort som i småt, bliver kravet om ytringsfrihed spredt og tilfældigt og istemmes alt andet end taktfast.

Det gælder, når offentligt ansatte ikke tør ytre sig af frygt for deres chefers reaktion. Det gælder, når whistleblowere ønsker sig beskyttet mod repressalier fra pengemagten. Samme politiske uvilje mod ytringsfrihed tvinger journalister til at nedtone fascister til islamkritikere og ikke stille spørgsmål om de angrebskrige, vi har deltaget i, og som har gjort hundredetusinder af familier til flygtninge eller døde.

Eller helt aktuelt: Det fremkalder ikke andet end forargelse og trusler om kollektiv afstraffelse, når elever og lærere på Ørestad Gymnasium bruger deres ytringsfrihed til at demonstrere mod en minister, der har sørget for, at otte af deres lærere er blevet afskediget.

Og når et folketingsmedlem henviser til et andet medlems racistiske udtalelser, sætter Folketingets formand omgående hans ytringsfrihed ud af kraft. Tilskuere, der råber homofobiske ukvemsord efter en populær fodboldspiller, kan godt opgive at henvise til deres ytringsfrihed.

En Politiken-tegning af integrationsministeren, der pynter et juletræ med en hængt flygtning, godtoges heller ikke som et udtryk for ytringsfrihed. Tegningen afstedkom tværtimod en chefredaktionel undskyldning, for den stillede en folkekær minister i et ubehageligt lys. Omvendt må en muslimsk hadprædikant, der bruger bibelen eller toraen, som bacon-manden bruger koranen, omgående se sig eskorteret ud af vort land.

Det er som med moral: Hvis én standard er godt, er en dobbeltstandard dobbelt så godt.

Mens den berømte bacon-mand (med det latiniserede efternavn oversat til dansk hedder han Rasmus fra Kæret) foretog sine afbrændinger og imens lod sig beskytte af politiet, havde klummeskriveren helt tilfældigt den oplevelse at læse den jødiske nobelpristager Isaac Bashevis Singers store roman Familien Moskat.

Den skildrer en jødisk familie i Polen før og i mellemkrigstiden og skal ikke refereres her, men romanen er fyldt med skarpsindige iagttagelser af et afvigende mindretals vilkår selv i fredstid. Og på side 549 i min danske udgave står der en kort bemærkning, som livagtigt udtrykker den sorte natside i vor tiljublede taskenspillerversion af ytringsfriheden.

Hvis du slår et menneske, skriger det. Derom kan alle være enige, men så kommer netop Singers klarhjernede iagttagelse af, at ”mennesker er nogle skiderikker”. Når du nemlig ser andre blive slået, sørger du lynhurtigt for at udforme en teori, der begrunder, hvorfor det er fuldt berettiget, at de skal slås.

En sådan begrundet teori er den ytringsfrihed, der blev lanceret med Muhammedtegningerne og deres makabre tekst om hån og spot. Først skulle de finde sig i at blive slået. Nu er de blevet slået i fjorten år eller mere, og det vil fortsætte under valgkampen. Og de skal fromt se til, mens deres hellige bog brændes i en uhellig indpakning. For herregud, det er jo bare en bog! Og er der noget galt med bacon, så længe sidste salgsdato ikke er overskredet?

Enten må de rejse, eller også må de forstå, at hos os har den selektive ytringsfrihed vort allerhøjeste bifald.

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1.000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.