Partier presser minister for hjælpepakker til kulturen: "Nu er vi desperate"

HJÆLPEPAKKER: Flere partier kræver nu en særskilt hjælpepakke til kulturen, eftersom de eksisterende hjælpepakker har ladt flere i stikken. "Vi er blevet holdt hen i 14 dage og har forsøgt at bevare den gode stemning. Nu er vi desperate," siger Zenia Stampe (R).

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Selvom mange kulturaktører og medievirksomheder ikke er dækket af regeringens nuværende hjælpepakker, afviser kulturminister Joy Mogensen (S), at der skal laves en særskilt hjælpepakke til området.

Hun vil i stedet arbejde for, at de store hjælpepakker også kommer til at omfatte medie- og kultursektoren.

Det er ellers godt på vej til at blive et krav fra de øvrige partiers kultur- og medieordførere, der mødes med ministeren på mandag.

”Jeg håber, at ministeren snart fatter rorpinden og sparker døren ind til statsministeren og får sat kulturen på dagsordenen,” siger De Konservatives kulturordfører Birgitte Bergman.

Om det skyldes, at Kulturministeriet ikke er klar over forholdene i kulturlivet, eller om det er, fordi Erhvervsministeriet og Finansministeriet er ligeglade, det ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at der ikke sker noget.

Zenia Stampe
Kulturordfører, De Radikale

Kulturen falder mellem to stole
Hun tror ikke på, at det kan lykkes for ministeren at få kulturlivet omfattet af de hjælpepakker, der indtil videre er blevet præsenteret.

”Jeg tror, man bliver nødt til at se særskilt på kulturområdet. Det er komplekst, og mange kulturinstitutioner og medievirksomheder falder mellem to stole i de her hjælpepakker,” siger ordføreren.

Også Enhedslisten og Dansk Folkeparti har i løbet af ugen ytret ønske om, at man ser særskilt på kulturområdet i forhold til en hjælpepakke.

Problematikken lige nu er i særdeleshed de statsstøttede museer, der ikke kan få lønkompensation, fordi de modtager mere end halvdelen af deres driftsudgifter i offentlige tilskud.

Minister kalder kultursnak ”upassende”
Kulturminister Joy Mogensen har tidligere på ugen udtalt til flere medier, at hun ikke ønsker en selvstændig hjælpepakke til kulturen.

Til Berlingske sagde hun blandt andet i går aftes, at ”jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu”.

Tidligere har hun over for Altinget understreget, at vi ”først og fremmest befinder os i en sundhedskrise”, hvorfor kulturlivet burde ”udvise samfundssind”.

I dag henviser Kulturministeriet til, at ministeren mødes med ordførerne på mandag, hvorfra der arbejdes videre på en løsning.

Radikale har mistet tilliden
Men det møde har De Radikales kulturordfører ikke de store forhåbninger til.

”Det vil efterhånden komme bag på mig, hvis der kommer noget fra Kulturministeriet i næste uge. Vi har efterhånden lært, at vi skal rette vores opmærksomhed på andre i regeringen, hvis vi vil have, at der sker noget,” siger Zenia Stampe (R).

Hun påpeger blandt andet, at hjælpepakken med lønkompensation eksplicit undtager kulturinstitutioner på grund af dets krav om, at man ikke må modtage over 50 procent i offentlig støtte, mens hjælpepakken til de selvstændige også lader mange kunstnere i stikken, da der er et indtægtskrav på minimum 180.000 kroner for 2019, som flere kunstnere ikke kan leve op til.

”Om det skyldes, at Kulturministeriet ikke er klar over forholdene i kulturlivet, eller om det er, fordi Erhvervsministeriet og Finansministeriet er ligeglade, det ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at der ikke sker noget. Nu er vi blevet holdt hen i 14 dage og har forsøgt at bevare den gode stemning. Nu er vi ved at blive desperate. Lige nu har jeg mistet troen på, at der kommer til at ske noget,” siger Zenia Stampe.

Hvad bliver konsekvensen, hvis du ikke får noget ud af mødet på mandag? Vil du fortsat have tillid til, at kulturministeren gør sit arbejde?

”Vi ved jo ikke, om det er kulturministerens manglende kendskab til sit område, eller om det er en manglende vilje til at hjælpe kulturlivet højere oppe i regeringen, der er problemet. Det er for så vidt også lige meget. Der er én regering. Og den har ingen plan for kulturen. Vi har arbejdet konstruktivt de seneste 14 dage, men i takt med at situationen bliver mere desperat, så bliver vi nødt til at hæve stemmen udadtil. Det håber jeg så, regeringen vil lytte til," siger Zenia Stampe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Bergman

Fhv. MF (K)
Bachelor of International Branding & Communication, Copenhagen Business Academy, bestyrelsesuddannelsen, CBS

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

Zenia Stampe

MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00