Flertal ønsker tidsplan for genåbning af grænserne

GENÅBNING: Statsministeren siger, det er for tidligt at sætte en dato for åbning af grænserne, men et politisk flertal ønsker nu en tidsplan for grænseåbning. Spørgsmålet om grænseåbning er tricky, fordi det også dækker over gamle politiske modsætninger, siger Altingets politiske kommentator.

Regeringen og partilederne forhandler torsdag på Marienborg om yderligere genåbning af Danmark.
Regeringen og partilederne forhandler torsdag på Marienborg om yderligere genåbning af Danmark.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Simon Engell KjøllerKarl Emil Frost

"Vi kommer ikke til at sætte en dato for grænsespørgsmålet i morgen, det er for tidligt," sagde Mette Frederiksen sent onsdag aften.

Men et flertal bestående af Venstre, Radikale, DF, Konservative og Liberal Alliance vil have et tidsperspektiv for grænselukningen.

“Vi skal se på grænserne. Det betyder meget for erhvervslivet, om der åbnes op til sommerferien,” siger Jakob Ellemann-Jensen (V) til pressen umiddelbart inden forhandlingerne på Marienborg.

Konservative og Liberal Alliance ønsker at lempe på reglerne med det samme, så eksempelvis nordmænd og tyskere, der kan bevise, at de har lejet et sommerhus i Danmark, kan få lov at rejse ind i landet.

“Jeg ser absolut intet i vejen for, at man vil kunne rejse ind i Danmark fra Norge og Tyskland, hvis blot man for eksempel medbringer bevis på, at man har booket et sommerhus. Det vil have enormt stor betydning for turismeerhvervet,” siger Alex Vanopslagh (LA) i en skriftlig kommentar.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, ønsker partiet som minimum en tidsplan for, hvornår grænserne kan åbne.

De Radikale mener også, at man skylder turistbranchen et klart svar på, om Danmark kan åbne grænserne hen over sommeren.

“Vi skal vide, om vi kan tage imod tyske og norske turister. Vi skylder at afklare det spørgsmål. Vi skal have en langsigtet plan,” siger Morten Østergaard til DR.

DF siger nej til grænseåbning, men ja til tidsplan
Dansk Folkeparti er skeptisk over for at åbne grænserne for udenlandske turister, men ønsker en tidsplan, så branchen kan indstille sig på forholdene.

“Det er en dårlig ide at åbne grænserne. Jeg vil hellere bruge det rum, vi har, til at åbne mere, på at lade danskerne få lov til flere ting end at lukke tyskere ind. Men turistbranchen har brug for en afklaring, så danskere eventuelt kan leje de sommerhuse, turister ellers havde booket,” siger Kristian Thulesen Dahl (DF) uden for porten ved Marienborg.

Mens De Radikale går op i tidsperspektivet for en grænseåbning, er det ikke vigtigt for regeringens to andre støttepartier, SF og Enhedslisten. 

SF prioriterer de ældste elever og efterskolerne højt og har ikke en åbning af grænsen øverst på prioriteringslisten.

“I Jylland er der mindre smittespredning end i København. Hvis vi åbner grænsen til Tyskland, så har vi ikke mulighed for at åbne for eksempel efterskoler,” siger Pia Olsen Dyhr til TV 2 News.

Hos Enhedslisten følger man en forsigtig linje og presser heller ikke på for en grænseåbning, oplyser partiet til Altinget.

Holstein: Intet tyder på, at Frederiksen vil sætte en dato
Trods politisk pres slog statsminister Mette Frederiksen allerede onsdag fast, at der ikke bliver sat dato på, hvornår grænserne kan åbne.

Og intet tyder på, at statsministeren på den korte bane vil bakke på spørgsmålet, når regeringen i løbet af i dag torsdag forventes at forhandle en aftale på plads med de øvrige partier, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”Regeringen har fra start haft en meget national tilgang til krisen. De europæiske lande har taklet krisen forskelligt, og med grænselukningen slår regeringen fast, at man ønsker at værne om den danske strategi gennem stærk kontrol med, hvem der kommer ind og ud af landet,” siger han.

”Hvis regeringen for tidligt låser sig fast på en plan for genåbning af grænserne, risikerer det at svække den nationale strategi, som regeringen har fulgt,” siger Erik Holstein. 

Muligt kompromis om tidsplan for grænserne
Det kan dog ikke udelukkes, at regeringen må indgå et kompromis om, at der tegnes nogle langsigtede visioner for, hvornår Danmark igen kan åbne grænserne.

Men sker det, vil regeringen med stor sandsynlighed få lagt nogle klare forudsætninger ind i aftalen, så planerne til hver en tid kan afbrydes eller ændres, forudser Erik Holstein.

”Det kan bestemt ikke udelukkes, at regeringen går med til at fremlægge deres bud på en tidshorisont for grænselukningen. Men i det tilfælde må det forventes, at det bliver under klare forudsætninger af, hvordan den sundhedsmæssige situation udvikler sig i Danmark og resten af Europa,” siger han og tilføjer:

”Der er store interesser på spil fra både oppositionen og erhvervslivet. Mange presser på for at få et bud på, om det er sandsynligt at kunne rejse over sommeren. Regeringen kan komme med sit bud, men en grænseåbning i den her omgang er helt udelukket.”

Økonomer: Åbn grænsen, hvis naboer gør det
Den ekspertgruppe, der blev sat til at se på de økonomiske aspekter vedrørende genåbning af Danmark, kom med sin rapport onsdag. 

På baggrund af økonomirapporten og ekspertrapporten fra Statens Serum Institut forhandler regeringen og partilederne om, hvilke dele af samfundet der først skal genåbne.

Mens Seruminstituttet ikke har fundet det muligt at lave deciderede beregninger på de sundhedsmæssige konsekvenser af en grænseåbning, har økonomerne nogle overordnede bud på, hvad grænselukning betyder for samfundsøkonomien.

Eksperterne nævner blandt andet, at grænselukningen berører landbrugssektoren i forhold til at rekruttere sæsonarbejdere. Industri- og fremstillingsvirksomhederne vil blive udfordret af indskrænkede rejsemuligheder for tekniske medarbejdere og salgsmedarbejdere, og bortfald af messeaktiviteter og forretningsrejser kan påvirke mulighederne for at opretholde eller nyetablere eksportsalg.

Læs også

Dokumentation

Sagen kort: Lukkede grænser

Siden lørdag 14. marts har Danmark haft lukkede grænser.

Alle udlændinge, der ikke har et ”anerkendelsesværdigt formål” i Danmark, vil blive afvist ved de danske grænser og almindelige turister og rejsende vil blive afvist, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag 13. marts.

Regeringen lukkede grænserne med argumentet om, at det ville mindske spredningen af coronavirus fra udlandet.

Men det var en politisk beslutning, da det ikke har en dokumenteret sundhedsmæssigt effekt, lød det fra Sundhedsstyrelsen.

"Det er en politisk beslutning ud fra mange hensyn. Der findes ikke betydelig videnskabelig dokumentation for, hvor stor en effekt det vil have," sagde Søren Brostrøm den 14. marts.

De Radikales leder, Morten Østergaard, sagde efterfølgende, at han ønsker en redegørelse for beslutningen om at lukke grænserne.

“Jeg vil bede statsministeren redegøre mere grundigt for begrundelserne for beslutningen. Så vi kan have fuld tillid. Og så det står klart, hvad der skal til, for at vi kan normalisere forholdene ved grænserne igen,” sagde Morten Østergaard til Ritzau ifølge Politiken.

Åbning af grænsen er et af emnerne, som partierne diskuterer med regeringen på Marienborg torsdag.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00