Flot portrætbog om USA's præsidenter mangler overblik og analyse

Hvert portræt ledsages af en faktaside med oplysninger om stemmetal, vicepræsident og modstandere. Nederst på disse sider fremgår en vurdering af de enkelte præsidenter udtrykt på en skala fra 1-5.

Her anvender redaktørerne resultaterne af tv-kanalen CSPAN’s undersøgelse blandt amerikanske historikere med præsidentembedet som forskningsområde og tilpasser en udarbejdet rangliste (som har rigtig mange parametre) og lander på fire kategorier (”gennemslagskraft”, ”politiske visioner”, ”forholdet til Kongressen” og ”internationale relationer”).

Herudover findes en femte kategori, nemlig ”ikonstatus i dag”, som redaktørerne finder frem til gennem analyseinstituttet Rasmussen Reports vurdering af præsidenters approval ratings. Metodisk kan man stille spørgsmål ved denne hierarkiske måde at anskue historiske aktører. Man kan også stille spørgsmål ved redaktørernes tilpasning af forskellige modeller uden redegørelse for, hvilket grundlag tilpasningen finder sted på.

Slutteligt virker det altså lidt underligt, at man medtager denne vurdering på faktasiden, men fuldstændig undlader at henvise til den i de egentlige opslag. Bevares, kategorierne nævnes, men historikernes vurdering og analyse er faldet bort.

Irriterende gentagelser
Bogen er skrevet af et større forfatterkollegium, der givetvis har ændret sig undervejs i de fire udgaver, og i en bog på 700 sider kan det være vanskeligt at undgå gentagelser.

Men der er problemer, der relaterer sig til bogens struktur som portrætbog. For eksempel hører vi om det skelsættende præsidentvalg i 1824 i hele tre portrætter (John Quincy Adams, Andrew Jackson og Martin Van Buren), men på hver sin måde, og 1912-valget dukker ligeledes op hos både Teddy Roosevelt, William Howard Taft og Woodrow Wilson.

Irriterende gentagelser kunne være undgået, hvis man havde grupperet præsidenterne efter historiske perioder (hvilket naturligvis heller ikke er helt uproblematisk). Endnu vigtigere havde det også givet en helt anden fornemmelse for historiens sammenhæng.

Fejl og fejltolkninger 
Faktuelle fejl og fejltolkninger er også irriterende. For eksempel irriterer det lidt, at John F. Kennedys militære oprustning først ses som en konsekvens af den fejlslagne Svinebugt-invasion i april 1961 og herefter gøres til årsag til, at Sovjetunionen og Østtyskland opførte Berlinmuren i august samme år.

Begge dele er forkerte, idet Kennedys oprustning dels var et valgløfte og dels handlede om at øge offentligt forbrug for at få landet ud af en mindre økonomisk krise. Berlinmurens opførsel handlede mindre om USA og mere om den interne situation i Østtyskland, hvor håndværkere, ingeniører og læger i stor stil flygtede til Vesten og truede landets fortsatte eksistens.

Ligeledes kan det irritere, at Gerald Fords præsidentperiode (1974-77) reduceres til ”aldrig andet end et intermezzo”. Hvad med menneskerettighederne, der med accepten af Helsinki-aftalen tog et afgørende skridt fremad?

Og hvad med nedrustningsaftalen i Vladivostok i 1974? Unøjagtigheder, fejl og omdiskuterede tolkninger findes spredt ud over bogens mange sider, dog uden at nå et problematisk niveau. Dog er det ærgerligt, at der hverken er noter eller litteraturliste, så læseren enten kan fordybe sig videre inden for emnet eller tjekke påstandene efter.

Bogen vil uden tvivl tilfredsstille eller endog begejstre den alment historieinteresserede læser, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med USA's historie. For mange USA-entusiaster vil store dele af bogen være kendt stof. Begge grupper vil få en stor visuel oplevelse. Bogens mangel på overblik og analyse forhindrer en samlet forståelse af præsidenternes rolle i amerikansk historie.  

Rasmus Dahlberg og Philip Chr. Ulrich (red.): 'Præsidenter. Fra Washington til Trump', 720 sider, Lindhardt og Ringhof. Bogen er en opdateret udgave af forlaget Aschehougs version fra 2001.