Folk med lave indkomster betaler den højeste kommuneskat

SKÆVHED: Kommuneskatten er højest de steder i landet, hvor borgerne har de laveste indtægter. Og omvendt. Socialt skævvridende, lyder det fra borgmestre, der skyder skylden på "dysfunktionel" udligning.

Kommuner, hvor borgerne har de laveste indtægter, har ofte også de højeste kommunale indkomstskatter.
Kommuner, hvor borgerne har de laveste indtægter, har ofte også de højeste kommunale indkomstskatter.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Jo fattigere et område du bor i, jo større del af din indtægt skal du aflevere til din kommune.

Er dine naboer derimod blandt de rigeste i landet, vil du kunne slippe op til fem procentpoint billigere på den kommunale skattebillet.

Det viser en opgørelse af de kommunale skattesatser og borgernes indtægtsniveauer, som Altinget har lavet.

"Det skriger til himlen, at der er så store forskelle, og at det er dem med små indkomster, der skal betale mest," sige Tonni Hansen (SF), der er borgmester i Langelands Kommune.

Set ud fra et fordelingspolitisk synspunkt er det fuldstændig skævt, at der ikke er en mere ligelig fordeling mellem de danske kommuner.

Tonni Hansen (SF)
Borgmester i Langeland Kommune

Her har man både landets højeste skattesats og borgerne med de laveste indtægter.

I Lolland har man landets næsthøjeste skatteprocent, mens borgernes gennemsnitlige indtægter ligger på det tredjelaveste niveau i Danmark.

"Der er alt for stor forskel på den skat, en familie er nødt at betale her hos os, hvis vi skal kunne levere den velfærd, lovgivningen kræver af os," siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen.

Fattige slipper billigere i rige kommuner
I de 20 kommuner med de højeste skattesatser ligger borgernes gennemsnitligt indkomst under landsgennemsnittet. I kommuner som Langeland, Lolland, Bornholm og Guldborgsund er spændet på mellem 14 og 20 procent.

Til sammenligning er borgernes indtægtsniveau over landsgennemsnittet i 15 af de 20 kommuner med de laveste skattesatser.

Heriblandt tæller ikke mindst kommuner som Rudersdal, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm, hvor indtægterne ligger mellem 30 og helt op til over 80 procent over landssnittet.

"I de velhavende kommuner kan man holde satsen nede til gavn for både dem, der har mange penge, og dem, der har få penge. Og set ud fra et fordelingspolitisk synspunkt er det fuldstændig skævt, at der ikke er en mere ligelig fordeling mellem de danske kommuner," siger Tonni Hansen.

Han ser det som et udtryk for indbyggede skævheder og manglende retfærdighed i den kommunale udligningsordning.

Læs også

Topskattebetaler mærker mindre
Det samme gør en borgmesterkollega i en kommune i den helt anden ende af indkomstskalaen.

"Det er jo vanvittigt, at vi ser de høje skatteprocenter i kommuner med et meget lavt beskatningsgrundlag. Det skyldes et dysfunktionelt udligningssystem, der udligner kraftigt mellem stærke kommuner, men ikke kraftigt nok i forhold til svage kommuner," siger Jens Ive (V), borgmester i Rudersdal Kommune.

Og så peger han på, at den lavere udligning af selskabskatten også er en medvirkende faktor til, at skatten på indkomst bliver vredet skæv på tværs af landet.

Jens Ive har lige stået i spidsen for forhandlingerne om et budget for 2020, hvor kommuneskatten skal hæves med 0,3 procentpoint, så hans kommune nu må dele pladsen med den laveste kommuneskat med Frederiksberg.

Det er imidlertid ikke noget, som de borgere i hans kommune, der betaler topskat, kommer til at mærke.  

Betaler man topskat, vil det såkaldte skrå skatteloft nemlig udjævne hovedparten af forskellene i og ændringer af kommuneskatten ved at modregne i den statslige skat, så den reelle marginalskat ikke bliver højere end knap 53 procent.  

Til gengæld vil borgere med lidt lavere indtægter mærke forskellene og ændringer i de kommunale skattesatser.

Forskelle rammer LO-familien hårdest
Samme pointe har Cepos påvist i en analyse af marginalskatten for forskellige indkomstgrupper fra 2018.

I følge Cepos varierer  marginalskatten for en LO-familie med godt fem procentpoint på tværs af landets kommuner netop på grund af forskellene i kommuneskatten.

Det billede kender man udmærket på Lolland, fortæller Holger Schou Rasmussen.

"Vi har et generelt lavere indkomstniveau. Men det jo er stadig skolelæreren, social- og sundhedshjælperen, journalisten og LO-familien; folk, der passer deres arbejde hver eneste dag, som skal betale ekstra hos os," siger Holger Schou Rasmussen.

En ting er imidlertid borgernes indtægtsniveau og forskellen i, hvordan de beskattes på tværs af landets kommuner.

Noget andet er de samlede leveomkostninger, som også kan variere noget, alt efter hvor i landet man har råd til eller vælger at slå sig ned.

Leveomkostninger varierer også
Borgernes privatøkonomiske rådighedsbeløb er netop noget af det, som en række kommuner i hovedstadsområdet lægger stor vægt på i den aktuelle diskussion om den kommunale udligning.

Det gælder blandt andet i Albertslund, hvor både kommuneskat og grundskyld ligger lidt over landsgennemsnittet, mens indtægtsniveau ligger lidt under.

"En del af vores borgere oplever både, at det er dyrt at bo i kommunen, og at skatten også er høj," siger Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S).

For ham er skat dog først og fremmest en afvejning, hvor man skal finde den rette balance mellem velfærdens kvalitet, driftens effektivitet og det råderum, borgerne har brug for.

"Der er jo også borgere, som er villige til at betale en høj skat for på den måde at være med til at sikre, at den velfærd, man oplever i hverdagen, er i orden," siger Steen Christiansen.

 

10 kommuner med laveste kommuneskat

(Indkomstskat - 2019)
  Skattesats Gennemsnitlig indkomst
(1.000 kr. i 2018)
Indkomst over/under landsgennemsnit i procent
Rudersdal 22,5 569 +73,0
Gentofte   22,8 595  +82,5
Frederiksberg 22,8 395  +21,0
Tårnby 23,1 331  +1,5
Hørsholm 23,2 522  +60,5
Vejle 23,4 331  +1,7
Gladsaxe 23,6 345  +5,8
Glostrup 23,6 323  -1,0
Lyngby-Taarbæk   23,7 450  +38,0
Herlev  23,7 326  +0,1
Landsgennemsnit 24,9 326  

 SE HELE OPGØRELSEN HER

10 kommuner med højeste kommuneskat

(Indkomstskat – 2019)

   Skattesats Gennemsnitlig indkomst
(1.000 kr. –i 2018
Indkomst over/under landsgennemsnit i procent
Langeland 27,8 260 -20,5
Lolland  27,0 267 -18,1
Vesthimmerland  27,0 289 -11,3
Brønderslev  26,9 295 -9,6
Svendborg  26,8 296 -9,0
Norddjurs  26,7 284 -12,9
Ringsted  26,7 319 -2,3
Odsherred  26,6 285 -12,5
Læsø 26,5 266 -18,3
Nyborg 26,4 299 -8,5
Landsgennemsnit 24,9 326  
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Holger Schou Rasmussen

Borgmester (S), Lolland Kommune, formand, Femern Belt Development
lærer (Vordingborg Statsseminarium 1992)

Jens Ive

Fhv. borgmester (V), Rudersdal Kommune, bestyrelsesmedlem, KL
HH (Niels Brock 1974)

Steen Christiansen

Borgmester (S), Albertslund Kommune
lærer (Blaagaard Statsseminarium)

0:000:00