Debat: De uniformerede i Forsvaret er reduceret til marionetter

Af Klaus Kroll
Forfatter, officer af reserven og tidligere forsvarsordfører for Nye Borgerlige

Det rumler i Forsvarsministeriet. Nepotisme og indkøbsskandaler har sat lup på en negligeret del af staten, der siden Murens fald kun har været offentligt interessant i forbindelse med deltagelsen i vores krige rundt om på kloden.

I al ubemærkethed for de fleste har Forsvaret været igennem en markant omstrukturering og nedgradering siden jerntæppet faldt, hvor territorialforsvaret og mobiliseringsforvaret er skåret væk til fordel for et ekspeditionsforvar, målrettet udsendelse.

Samtidig er Forsvaret blevet civiliseret. Styrelser har overtaget for kommandoer, og uniformen er blevet skubbet ud til fordel for koncernstyringschefer, direktører og civile med henblik på at trække Forvaret tættere på ministeren og det politiske lag.

Faglighed er skubbet ud
Det var en kongstanke for tidligere socialdemokratiske forsvarsministre at få lukket ned for utidig militær indblanding i Forvaret gennem oprettelsen af styrelserne, hvilket i dag giver sig udtryk i en åbenlys dysfunktion.

Sagerne i Forsvarsministeriet er ikke problemet, de er symptomet. Departementschefen er ikke årsagen, blot symbolet.

Lad departementschefen servicere ministeren, og få forsvarschefen til at passe på sine soldater.

Klaus Kroll
Forfatter, officer af reserven og tidligere forsvarsordfører for Nye Borgerlige

Med den nuværende ordning sidder civilansatte på Forsvarets øverste ledelse, og de uniformerede er reduceret til marionetter i et system, der igennem en årrække har skubbet fagligheden ud til fordel for et politisk ønske om kontrol og detailstyring.

Men løsningen er ikke så langt væk, og den nuværende forsvarsminister, Trine Bramsen (S), har en gylden mulighed for at rette op på sine forgængeres fejl med en reform af Forsvarets top og generelle struktur.

Få forsvarschefen til at passe på sine soldater
Afliv styrelserne, læg dem tilbage under kommandoer, hvor der sidder en uniformeret chef, gerne tilsat et moderat antal civile specialister.

Sæt departementschef og forsvarschef i samme lønramme, og læg ansvaret ud til de fagpersoner, der selv er vokset op med alle de udfordringer, der nu engang vil være forbundet med et liv og en karriere i skiftende stillinger i Forsvaret.

Med andre ord: Lad departementschefen servicere ministeren, og få forsvarschefen til at passe på sine soldater.

Forsvaret er en speciel størrelse, og kaldet i at være soldat er helt specielt, ikke ulig sundhedsvæsenet, skolesystemet og retsvæsenet, der alle har deres særpræg og eget kodeks.

Det er en del nemmere at forstå soldaten på gulvet, når man selv har gravet et skyttehul i frostvejr, været udsendt til fjerne dele af verden eller selv på egen krop oplevet besværlighederne ved bureaukratiet, der har sneget sig ind i alle sprækker.

Fagligheden findes ikke i en teoretisk uddannelse
Med faglighed, viden og erfaring kommer også korpsånd og en loyalitet til opgaven, som kan tages med, når man en dag måske ender med at blive forsvarschef eller bestrider en anden uniformeret toppost i Forsvaret.

Den faglighed kan ikke findes gennem en teoretisk uddannelse uden mudder på støvlerne eller den lavpraktiske erfaring med at føre soldater under de vilkår, man nu engang har i krig.

Risikoen ved at lægge ansvaret tilbage til Forsvaret og holde politik og faglighed i hver sin kasse findes naturligvis, og det vil være en illusion at bilde sig selv ind, at der ikke kommer sager med en ny struktur. Der findes brodne kar i enhver organisation.

Risikoen minimeres dog betragteligt ved at have fagpersoner, der kender den direkte påvirkning af lagene under, hvis man negligerer sin tjeneste eller fifler med økonomien.

Bureaukratiet fører ikke til mere effektivitet
Det udbredte politiske krav om styring har medført en omsiggribende kontrol og dermed et bureaukrati, der hverken giver sig udtryk i et mere effektivt system eller på lang sigt billigere løsninger.

Det giver derimod mulighed for at ansvarsfritage sig, sende ansvaret videre og dermed skabe grobund for mistillid.

Meget få soldater vil fæste særlig stor tillid til en departementschef, der fralægger sig sit chefansvar ved at hævde, at "man ikke lige har set sin mail".

De ansatte vil derimod kunne forstå en general, der engang selv havde gennemført et patruljekursus, sejlet på Grønland eller være pilotuddannet, fordi den cheftype oftest har moral og korpsånd nok til at påtage sig sit chefansvar, særligt når det går galt.

Findes modet til at lave systemet om?
Det store spørgsmål er, om modet findes til at lave systemet om. Er ministeren villig til at gå skridtet videre og udfordre sit embedsværk og gennemføre en adskillelse af politik og faglighed og dermed lade detailreguleringen være en historie blot?

Er man villig til politisk at erkende, at styrelsesindretningen er et misfoster og ikke bringer Forvaret på ret køl, eller bliver det en blød landing, hvor man fyrer lidt ansatte, gerne uniformer, længere nede i systemet for at lade bureaukratiet bestå?

Tør ministeren lade sin departementschef ryge ud og dermed sætte standarden for chefansvaret i staten og det offentlige med alt, hvad det åbner af Pandoras æsker i andre afkroge af det offentlige?