Forfatter svarer på kritik: Har Altingets kronikør overhovedet læst min bog?

Bedre bliver det ikke af, at Skov fremstiller et af Hørups vigtigste begreber, nemlig militarisme, som om det udelukkende handlede om krudt og kugler og riffelforeninger.

Men havde Skov faktisk læst min bog på dens egne præmisser, ville han vide, at militarisme ikke kun var et relevant begreb for datidens diskussioner af forsvar og fæstningsværker, men mere grundlæggende betegner den situation, hvor fornuften forlader den politiske debat, der i stedet overtages af oppiskede stemninger og mangel på realisme.

Dermed er militarisme et relevant begreb for nutidige diskussioner af demokrati, fordi også vores politikere har det med at tabe hovedet og sætte følelserne forrest.

Hvad kan Hørup lære os om demokratiet i dag?
Med de ovenstående punkter kunne der være lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang personlig polemik mellem Skov og jeg.

Men da den slags debatter har det med kun at være interessant for de implicerede, vil jeg lade den ligge, og i stedet forholde mig til det spørgsmål, som trods alt binder min bog og Skovs kronik sammen. I al sin enkelthed lyder det: Kan Hørup lære os, der lever i dag, noget om demokrati, som vi kunne have nytte af?

Mit svar er et klart ja. Det skyldes ikke, at Hørup i den politiske hverdag var særlig hellig eller uskyldsren, men at han var en filosofisk eller teoretisk politiker. Hørup tænkte faktisk over, hvordan folkestyret burde indrettes. Tankerne blev imidlertid aldrig skrevet ned i en bog, men stort set kun i dagsaktuelle avisartikler. Min opgave har derfor været at skrælle konteksten væk og afdække de demokratiske principper, som Hørup kæmpede for.

Derfor handler min bog om, hvordan man deler sig efter anskuelser, hvordan der skal være visdom i befolkningen, hvordan militarisme og vitterligt vås er demokratiets dødsfjender, hvordan der skabes lighed og selvfølelse så demokratisk engagement er muligt, ligesom den handler om, hvordan demokratiets opgave er at skabe en politik, der nytter – altså en politik, der løser de reelle problemer, folk står med.

I vores nutid, hvor selv politikere ødelægger den offentlige debat, hvor fake news florerer, og hvor befolkningen ikke altid er engageret i demokratiet, mener jeg, at Hørups demokratiforståelse har et budskab til os: Hvis vi vil beholde folkestyret, skal vi tage det meget mere alvorligt.

Men hele denne diskussion tager Skov ikke op i sin kronik. Som nævnt hæfter han sig i stedet ved, at Hørup lavede fejl som politiker, og at han var en stridbar person, der arbejdede for at tydeliggøre forskelle. Alt dette er rigtigt, men uanset hvordan man vurderer disse forhold, forhindrer det jo ikke, at vi kan lære en hel del af hans syn på demokrati.

På glat is
Denne holdning deler Skov tilsyneladende ikke. I stedet mener han, at vi burde interessere os mere for Venstrelederen Frede Bojsen. Det er selvfølgelig en helt legitim holdning, men der er grund til at gøre et kort ophold ved denne Bojsen, som Skov er så fascineret af.

For Bojsen og Hørup var som ild og vand, og når Skov således dokumenterer, noget Hørup muligvis har sagt med en henvisning til Bojsens erindringer, er han med det samme på glat is.

Hvor Bojsen var moderat, var Hørup radikal, og samtidig var de rygende uenige om, hvordan man skulle håndtere Estrups gentagende grundlovsbrud. Hørup ville ikke acceptere dem, det ville Bojsen derimod gerne, og han viste dermed en udstrakt villighed til at se bort fra (eller i hvert fald kraftigt bøje) demokratiske værdier.

Skov er ikke den eneste, der mener, at Bojsen var en bedre politiker end Hørup, fordi han opnåede realpolitiske resultater ved at søge kompromiset og magten på bekostning af værdierne.

Den målestok bruges i øvrigt også på nutidens politikere. Men måske burde man revurdere synspunktet og i stedet lytte til Hørup, der kaldte Bojsen og hans lige for sammensmeltere, fordi de tilpassede deres synspunkter efter magtens krav og ikke stod fast på demokrati og frihedsrettigheder.

Men uanset, om man er på Hørups eller Bojsens hold, gemmer der sig bag deres uenighed en diskussion af, hvad politik går ud på, og hvor langt man kan strække sine værdimæssige rødder uden at blive rodløs. Denne diskussion er interessant, og den ville ligge direkte i forlængelse af min bog.

Hørup deler vandene
Desværre er Skovs kronik ikke katalysator for den debat. I stedet er det hans ærinde at nuancere billedet af Hørup. Undervejs får han imidlertid udeladt lige så mange nuancer, som han giver, og dermed er vi lige vidt. Men – og det er vigtigt – det siger måske lige så meget om Hørup som om Skov.

For selv i dag, 120 år efter Hørups død, er han helt umulig at beskrive nøgternt og neutralt. Hans sprog, holdninger og virke i øvrigt står åbenbart så skarpt (eller kontroversielt), at man tvinges til at tage stilling til det.

Skov mener, at jeg giver et for positivt indtryk, hvorefter han skynder sig at bygge et negativt billede op. Og sådan har det altid været med Hørup. Han deler vandene – hvilket han selv ville være godt tilfreds med. Hans motto var trods alt: Del jer efter anskuelser!