Forfattere til islamofobirapport: Medier negligerede substans og budskab

Behov for at diskutere mediers ansvar
Netop dette viser, at der er behov for en diskussion af en af rapportens adresserede problematikker: Mediernes ansvar for at bidrage til nuanceringen i debatten.

Historien synes god til at overskygge de eksisterende politistatistikker, som bekræfter reelle problemer. Ligeledes synes den god til at fjerne fokus fra diskriminerende love. Blandt andet juraprofessor Kirsten Ketscher i DR's P1 Orientering bekræftede, at disse love henvender sig til muslimer igennem indirekte diskriminering.

Det var netop i henvisningen til en række love, at rapporten refererede til SOS Racismes tidskrift, som argumenterer for, at etnokratiet trænger sig på i form af forskelsbehandlende lovgivning.

Der stod hverken i rapporten om Danmark eller i tidsskriftet, at Danmark er etnokratisk, hvorfor man derfor kan undre sig over, hvorvidt overensstemmelse med god presseskik er overholdt.

Kritikkens vigtighed undlades
I rapporten henvises der til en analyse om manglen på nuancer i omtalen af muslimer og islam generelt af journalist og analytiker Bent Dahl Jensen. Denne tendentiøse og selektive dækning af muslimer synes at gentage sig med mediedækningen af rapporten.

Mediernes ukritiske gengivelse af de tendentiøse artikler i Jyllands-Posten henleder os til en episode tidligere i år, hvor Al Jazeera havde fremsat en påstand om, at Danmark er islamofobisk på baggrund af usande påstande fra et enkelt interview.

Redaktørerne hos P1 tog emnet op og kritiserede, at man som journalist ikke kan frembringe påstande som fakta uden at eftertjekke dem. Det er i hvert fald ikke, hvad man gør i Danmark, understregede de.

Men er det ikke akkurat det, som skete, da samtlige medier gengav Jyllands-Postens historie uden at eftertjekke påstande og fakta? Det klæder ikke danske journalister at advokere for kritikkens vigtighed og samtidig undlade selv at anvende den.

Islamofobiske tendenser er i vækst
Det har for nogle medier været kompliceret at aflæse rapportens konklusion, hvilket leder os hen til en simplificering af substansen: Danmark er ikke et islamofobisk land, men der eksisterer islamofobiske tendenser, som er i vækst.

Det er altså ikke enkelte episoder, som udgør beviset, men summen af en dokumentanalyse, der blandt andet indeholder forskellige juridiske love, politiske kampagner, danske politikeres udtalelser, den negative diskurs i mediedækningen af muslimer, som skaber islamofobiske tendenser i samfundet.

Det er med udgangspunkt i ovennævnte, at retorikken om muslimer har ændret sig. Grænsen for, hvad der er socialt acceptabelt og den ordentlige tone i den offentlige debat, har rykket sig og banet vejen for fremmedgørende termer på især politisk niveau, som har virket befordrende på den negative diskurs i samfundet.

I dokumentanalysen blev der lagt vægt på lovgivning og negativ retorik såvel som initiativer og individer, som modarbejder polariseringen og kæmper for positiv sameksistens.

Forsøg på at klandre muslimer sker konstant
I virkeligheden fremskriver rapporten ikke utænkelige resultater, men peger i samme retning, som man også ser i Mandag Morgen og Jørgen Goul Andersens nye undersøgelse.

Ligeledes konkluderer de, at medierne og især ledende politikere har et kæmpe ansvar i at bryde den onde dæmoniseringscirkel. Politikerne og mediernes afgørende rolle for islamofobiske tendenser i Danmark var også et af de vigtigste budskaber i 'European Islamophobia Report 2018'.

Det negative fokus har sat sit aftryk, og for nogle eksisterer der en vis tilbøjelighed til at undlade at forholde sig kildekritisk til facebookopslag, twitterposts og mediernes ukritiske gengivelse af fake news.

Ugens hysteri om "vinterbollen" i Føtex er endnu et eksempel på, hvordan man konstant forsøger at holde danske muslimer ansvarlige for fejlende sameksistens. Man griber den mindste mulighed og bygger en shitstorm op på grundlag af en falsk historie.

Den giver genlyd, og så ruller hadet derudad uden hverken baggrundstjek eller andre former for kritisk læsning. Stadig mener visse politikere, at rapportens indhold er ugyldigt og manipuleret propaganda skrevet af udanske forfattere. Vi mener til gengæld, at det er en nem måde at fralægge sig ansvaret på.

Dybt problematisk at trække Erdogan-kortet
Ikke blot er rapportens indhold blevet fordrejet og substansen mørklagt, men vi – forfatterne bag den danske rapport – er også blevet gjort til propagandaformidlere og erklæret etniske tyrkere.

Det er uhørt, at man på den måde kan fremsætte så skråsikre påstande uden på nogen måde at udføre baggrundstjek eller have dokumentationen på plads. Det er skandaløst, at man kan erklære os ganske danske forfattere som udanske på baggrund af vores navnes klang, når man ikke vil forholde sig objektivt til indholdet.

Det er dybt problematisk, når medieplatforme og politikere fremsætter falske påstande og trækker Erdogan-kortet, som i øvrigt ingen relevans har for rapportens indhold. I fællesskab har de skabt en paranoia i samfundet, som gør, at al substans, veldokumenteret data og budskab bliver negligeret.

I virkeligheden bidrager rapporten til sameksistens i Danmark ved at fremlægge gode og dårlige eksempler i vores samfund og til sidst fremskrive en række løsningsforslag. Var man ude på at skildre Danmark som islamofobisk uden andet formål, ville rapporten som udgangspunkt heller ikke blive udarbejdet til danske politikere, ngo'er og beslutningstagere.

Lad os slå dette fast: Når rapportens budskab og konklusion er dokumenteret og valid, så er forbindelserne og finansieringen underordnet. Man har naturligvis ret til at se kritisk på rapporten, hvis man stadig er overbevist om, at afsenderne har bias, men man er nødt til at forholde sig til indholdet.

Er man stadig utilfreds med, hvordan situationen med islamofobi i Danmark fremstår i rapporten, kan det være et tegn på, at man skal overveje at kigge indad.

Læs Jyllands-Postens svar på kritikken her