Forsker: "Det skal kunne betale sig at arbejde" mangler forskningsbelæg

Myten om de fattige
I forskningen kender vi denne antagelse som "myten om de fattige" – altså en fortælling om, at mennesker ender i fattigdom eller for den sags skyld på sociale ydelser, fordi de grundlæggende ikke er i stand til at træffe de rigtige og ansvarlige valg for deres eget liv på grund af moralske, psykologiske eller sociale problemer.

Det er en myte, for præcis som med antagelsen om, at meget lave sociale ydelser øger jobsøgningen, så er der heller ikke meget forskningsmæssigt belæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller på anden vis er dårligere rollemodeller for deres børn.

Ikke desto mindre lever myten i bedste velgående. Den stikker eksempelvis hovedet frem, når vi reducerer børnefattigdom til at handle om, at mor og far bare kan finde et arbejde. Eller i hvert fald som minimum at holde op med at bruge penge på cigaretter og kattemad, når nu familiens økonomi er trængt.

På den måde gør vi både fattigdom og arbejdsløshed til et valg, som den enkelte er fuldt ud herre over at træffe.

Myten bliver særlig problematisk
Myten underkender fuldstændig, at såvel arbejdsløshed som fattigdom i høj grad også afhænger af forhold, som den enkelte ikke har fuld kontrol over.

Eksempelvis efterspørgslen på arbejdskraft, helbred, kompetencer og uddannelse – forhold, der i høj grad påvirkes af de samfundsmæssige rammer og muligheder, der er rundt om den enkelte, og de forskellige opvækstvilkår og helbredsmæssige forudsætninger, som den enkelte har og har haft.

Myten bliver særlig problematisk, fordi den på den måde har været styrende for, hvilke politiske løsninger der tages i brug over for arbejdsløshed, og samtidig også i høj grad har vist sig at styre, hvordan der arbejdes med udsatte familier i praksis.

Fagprofessionelle får ikke øje på fattigdom
Mit eget netop afsluttede forskningsprojekt viser på linje med anden forskning blandt andet, at de fagprofessionelle, der arbejder med udsatte familier, og de, som møder børnene i dagligdagen, slet ikke får øje på fattigdommen eller er bevidste om, at fattigdom i sig selv kan gøre børn og familier udsatte.

Deres fokus rettes entydigt mod forældrenes evne til at være gode forældre og gode rollemodeller – og ikke imod de vilkår, som familien skal eksistere under.

Når et barn i en fattig familie mistrives, forklares det af socialrådgivere, lærere, pædagoger og sundhedsplejersker alene med forældrenes manglende forældreevne, deres relation til barnet og deres potentielle psykiske eller sociale problemer.

På den måde reproduceres myten om de fattige i høj grad også i praksis. Det betyder, at muligheden for at forebygge nogle af fattigdommens mange konsekvenser for børn ikke gribes.

Det betyder også, at familierne udsættes for en unødig stigmatisering, når den glemte madpakke kun adresseres som et resultat af, at forældrene ikke evner at hjælpe børnene godt afsted i skole og ikke som et resultat af et tomt køleskab og en tilsvarende tom bankkonto. 

Diskussion om 700 kroner til de fattigste er ikke nok
Skal man løse problemet med børnefattigdom, er det ikke nok at diskutere, hvorvidt der skal gives et økonomisk tilskud på 700 kroner til de allerfattigste.

Der skal i høj grad gøres op med myten om de fattige, så det politisk såvel som i praksis anerkendes, at familiers økonomiske situation i lige så høj grad er et produkt af samfundsstrukturer og forskelle i muligheder, som den er et resultat af forældrenes motivation og evne til at agere gode rollemodeller.

Når spørgsmålet om børnefattigdom reduceres til at handle om, hvor lave sociale ydelser skal være for at sikre arbejdsmotivation hos de arbejdsløse, bliver det svært at iværksætte politiske eller praktiske løsninger, der adresserer de strukturer, der er medskabende til, at familier bliver fattige.

På den måde fastholdes børn i en så trængt økonomisk situation, at det går ud over deres forudsætninger og muligheder for at klare sig bedre end deres forældre, når de selv bliver voksne.

Det er en dyr pris – økonomisk såvel som menneskeligt – at betale for et først og fremmest teoretisk argument om, at det skal kunne betale sig at arbejde.