Forsker: Konsulenter bør ikke belønnes økonomisk på handicapområdet

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

18. december kunne jeg på Altinget.dk læse, hvordan KL blåstempler anvendelsen af resultatlønnede konsulenter på handicapområdet med den begrundelse, at kommunerne og konsulenterne altid skal vægte det socialfaglige højst.

Der blev med andre ord ikke reflekteret videre over de utilsigtede virkninger, som resultatløn og økonomiske incitamenter kan have på menneskers adfærd.

Lignende styringsinstrumenter anvendes da også på en lang række af de centrale og store velfærdsområder.

Fælles for alle disse områder er, at indførelsen af markedsmekanismer og økonomiske incitamenter bygger på en række antagelser om menneskelig og organisatorisk adfærd, som har udgangspunkt i den såkaldte ”økonomiske standardmodel”.

Denne model bygger på den grundlæggende antagelse, at individet er rationelt egennyttemaksimerende med tidskonsistente præferencer, og som træffer sine valg på baggrund af fuld information.

Hvordan kan mennesker med handicap være sikre på, at de ikke får ringere hjælp og støtte, når konsulenten alene belønnes efter, hvorvidt vedkommende finder en besparelse i deres sag? 

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Bedste tilbud for færrest penge
I relation hertil kan sagen om resultatlønnede konsulenter perspektiveres gennem den såkaldte principal-agent teori, der ofte anvendes til at analysere og forstå den relation, hvor en principal - i dette tilfælde kommunen - vil have en agent - i dette tilfælde konsulenten - til at udføre en bestemt opgave.

Her handler det i sin enkelthed om at opstille en incitamentsstruktur, der får agenten til at udføre opgaven på den mest tilfredsstillende måde. Det vil betyde, at borgeren får den bedste indsats/tilbud for færrest mulige penge.

Da begge parter antages at agere rationelt egennyttemaksimerende, bliver en incitamentskontrakt derfor løsningen.

Denne kontrakt muliggør en relation, hvor agenten alene aflønnes efter de resultater, som er målelige/synlige for principalen.

En resultatkontrakt skal således tilskynde agenten til en adfærd, som er i principalens interesse.

”No cure – no pay”-kontrakt
Det lyder alt sammen meget godt. Men det er alment kendt, at anvendelsen af økonomiske incitamenter kan have utilsigtede virkninger på menneskers adfærd.

I den eksisterende forskning tales der eksempelvis om såkaldt skævvridning.

Med andre ord: når agenten belønnes gennem et økonomisk incitament, der i dette tilfælde er forankret i en ”no cure – no pay”-kontrakt, fokuserer agenten ensidigt på den løsning, der resulterer i belønning, frem for det som egentlig ønskes.

Her er problemet, at den overordnede målsætning om at det socialfaglige skal vægtes højst ikke prioriteres af agenten i samme omfang som det mål, der resulterer i belønningen.

Den utilsigtede virkning i form af skrævvridning er et delelement i den kritik, som rettes mod de kommuner, der anvender resultatlønnede konsulenter.

For hvordan kan mennesker med handicap være sikre på, at de ikke får ringere hjælp og støtte, når konsulenten alene belønnes efter, hvorvidt vedkommende finder en besparelse i deres sag?