Forsker om #MeToo: Mediekvinder tror, de taler på alle kvinders vegne. Det gør de ikke

KRONIK: Debatten om sexisme på mediearbejdspladser giver en oplevelse af at deltage i en krig, hvor man bliver mobiliseret som kvinde, uden at blive spurgt, skriver Marianne Forman, der er bekymret på demokratiets vegne. 

Af Marianne Forman
Civilingeniør, ph.d., seniorforsker, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet

Har den seneste debat om sexisme i mediebranchen synliggjort vor tids største dilemma?: At mediebranchen definerer ”virkeligheden”, og at demokratiets valgte repræsentanter tilsyneladende vælger at acceptere denne virkelighed, som grundlag for politiske dagsordener og beslutningsprocesser.

Hvis det er tilfældet, vil jeg mene, at demokratiet er udsat for alvorlige krænkelser.

Sexisme er alvorligt og kan have store konsekvenser for alle dens ofre. Sexisme har mange dimensioner og kræver samtaler med plads til alle de mangfoldige erfaringer og perspektiver, som sammenhænge mellem magt og undertrykkelse til enhver tid vil kræve.

Der kan ikke findes en form for strukturelle løsninger, som kan fjerne problemet en gang for alle på alle arbejdspladser. Sexisme er og vil på alle arbejdspladser nok altid være et vigtigt indsatsområde, som vil kræve en vedvarende opmærksomhed. Normer flytter sig på mange måder, og på samme måde vil oplevelsen af, hvad der er grænseoverskridende adfærd ændres.

Sexisme er blevet erobret af mediekvinder
Når jeg mærker en diffus magtudøvelse følges den typisk af en bekymring og handlingslammelse, da den er vanskelig at navigere i. Det er sådan, jeg har oplevet den sidste periode i relation til debatten om – eller måske snare den manglede debat om - sexisme på mediearbejdspladser.

Jeg har en oplevelse af at deltage i en krig, hvor jeg bliver mobiliseret som kvinde, uden at blive spurgt. Hvor fjenden er defineret, uden at jeg har mulighed for at tilkendegive, om jeg er enig i fjendebilledet og den etablerede front. Hvor politikere mobiliseres på et grundlag, jeg ikke troede var muligt, og hvor vores ligestillingsminister lader mediekvinder styre slagets gang på Christiansborg.

Jeg har valgt krigsterminologien, da jeg fra sidelinjen er blevet forundret over mobiliseringsprocessen af mediekvinder, så man som udenforstående kan forledes til at tro, at de taler med en stemme.

Samtidig er mobiliseringsprocessen, som beskrevet af Sørine Godfredsen sket på et meget diffust grundlag. Hvad har de enkelte kvinder egentlig skrevet under på?

Trods uklarheden har underskriftindsamlingen haft den effekt, at autoriteten er blevet styrket.

Den voldsomme og fordømmende retorik har betydet, at flere forsøg på nuancering er blevet opgivet. Bidrag er trukket tilbage, og undskyldninger er givet. Sexisme er et fænomen, der har eksisteret i mange år, men tilsyneladende er fænomenet blevet erobret af mediekvinder.

De passer som ny privilegeret gruppe godt på deres ret og bruger erobringen til at dømme fortidens synder - tilsyneladende uden ansvar for egne udsagn og med en blindhed overfor eksisterende regler, erfaringer og viden på området.

De repræsenterer ikke mig
Jeg har oplevet det som en bølge, der vokser som en tsunami og drukner alle, som ikke følger bølgens bevægelser og dermed bidrager til, at den kan vokse sig stor og stærk.

Min bekymring knytter sig til mobiliseringen til krig og dens undertrykkelse af alle andre synspunkter på sin vej, men også angsten for, hvad der står tilbage, når slagmarken ligger øde og stilheden breder sig.

Måske kan der spire lidt græs, måske kan der opstå mangfoldighed ud af revnerne, som mælkebøtter, der trods alt finder vej gennem asfalt. Jeg ved det ikke. Det tager mange år at opbygge relationer, og ganske få sekunder at skære alle bånd over.

Jeg har ikke tillid til autoriteter, der opstår som sæbebobler, og hvor det ikke er tydeligt, hvilke værdier, eller hvilken karakter de har. I de seneste meldinger fra mediekvinderne påtager de sig at tale på alle kvinders vegne, hvordan kan de det? 

Jeg tænker, det nok ikke gælder Pia Kjærsgaard, som jeg gerne vil pointere, aldrig har fået min stemme, men som jeg gerne vil lytte til på samme måde, som jeg gerne vil lytte til alle andre. Jeg vil bede gruppen, herunder deres talsperson i personificering af Sofie Linde, om at huske, at næste gang de udtaler sig på alle kvinders vegne, repræsenterer de ikke mig, og husker de ikke det, vil jeg føle mig krænket og misbrugt i en krig, jeg ikke ønsker at deltage i.

Erfaringer og viden er brugt som trædesten
Jeg oplever en journalistisk udvikling, hvor det for journalister handler om at definere virkeligheden mere end om at gengive virkeligheden på virkelighedens mangfoldige præmisser og sætte denne mangfoldighed til debat.

Virkeligheden er blevet reduceret til medieverdenens kampe, herunder identitetskampe. Jeg har stor respekt for mediekvinders behov for at sige nej. Men jeg bliver bekymret på demokratiets vegne, når de vælger at sætte sexisme på dagsorden med udgangspunkt i deres egen verden og gøre den til genstand for offentlig debat.

Hvorfor har de ikke i stedet valgt en kritisk journalistisk tilgang, hvor de med deres position i medieverdenen havde kunne give stemmer til alle de undersøgelser, forskningsresultater, fagforeningsaktiviteter og så videre, der allerede eksisterede i det omgivende samfund.

Det havde kunnet give plads til flere stemmer og måske bidraget til en dialog med en bevægelse mod etablering af fælles forståelser i arbejdslivet og nye fælles normer. Udefra ser det ud til, at erfaringer og viden i samfundet blot er brugt som trædesten for positionering af indre magtkampe i medieverden, og den rolle, det omgivende samfund tildeles i magtkampen, er som måbende tilskuer, der mobiliseres til at forstærke frontlinjen i den interne kamp, da ingen jo kan sige at sexisme er i orden.

Jeg er ikke journalist, og jeg er derfor ikke en del af journalistfællesskabet. Jeg kan derfor af gode grunde ikke dømme, hvad der er god journalistisk praksis, men jeg kan udtale mig som kvinde, forbruger af nyhedsmedier, mor, kvalitativ forsker og borger i Danmark.

Frisættelse skaber undertrykkelse
Jeg læste Adams Holms bidrag til debatten på Altinget og tænkte, der var trods alt en deltager i medieverden, der bidrog med en analyse af erfaringerne fra #MeToo på en måde, hvor man blev klogere. Hvad er forskellen for mig?

I Adam Holms analyse blev historien ikke brugt til at dømme bagudrettet, men til i stedet at forstå nutiden perspektiveret i historiens bagklogskab. Jeg blev derfor også forundret, da jeg læste hans andet bidrag, hvor han undskylder, men dog fastholder sin pointe.

Adam Holm havde ikke i sit første bidrag skrevet, at effekten af det meget omtalte show var, at han var blevet nævnt i en formiddagsavis som mulig skyldig. Det fik vi så at vide i næste bidrag. Jeg vil ikke forholde mig til hans undskyldninger, men hæfter mig ved hans pointe om betydningen af effekterne, når diverse beskyldninger får lov til at hænge frit i luften.

Samtidig er hans historie et tydeligt eksempel på, hvordan frisættelse skaber undertrykkelse, hvorfor det netop er vigtigt, at frisættelse er kombineret med ansvar. Jeg er blevet forundret over, hvor mange der er blevet udskammet i denne bølge og har måtte trække stikket, og samtidig viser det for mig, hvor vanskeligt det er at skabe et grundlag for en samtale, når historien kan bruges ansvarsfrit til at dømme bagudrettet.

En hændelse vokser sig til en storm
Som borger i Danmark har jeg tillid til, at vi bor i et demokrati og et retssamfund. Jeg bliver derfor bekymret, når jeg oplever at en hændelse kan vokse sig til en storm.

Sexisme er et stort problem, men efterhånden tænker jeg, at i dagens Danmark er ”medieisme” blevet et endnu større problem. Medieverden definerer virkeligheden, og undertrykkelse af interviewpersoner og publikum hører til den kulturelle orden.

Man kan næsten spørge sig selv, om vi efterhånden er der, hvor medieverden har koloniseret det omgivne samfund med sin iboende rationalitet på godt og ondt og skaber orden i det omgivende samfund og ikke omvendt. Hvorfor har politikere ellers haft så travlt med at stemme i kor og lade sig mobilisere i denne krig?

Hvis vi ikke har politikere, der i stand til lave dagsordner, der tager udgangspunkt i den brede befolkning, vil jeg gerne have lov til at stille spørgsmålstegn ved demokratiet.

Demokratiet vil blive indholdstømt
Jeg blev bekymret, da Sofie Linde og kompagni som de første blev indkaldt til møde om sexisme med vores ligestillingsminister. Hvordan kan en underholdningsvært og journalister, som allerede har ufattelig meget taletid via deres arbejde få den position på grundlag af historiefortællinger om dem selv, deres nære kollegaer og chefer.

En indsats bør tage udgangspunkt i eksisterende forskning, rapporter og undersøgelser om sexisme. De er veldokumenterede og breder sig ud over andre fællesskaber end medieverdenen. Det kunne have givet grobund for en diskussion og politikudvikling, hvor mange ikke behøvede at føle sig ekskluderet før samtalen overhovedet begyndte.

For at sige det lige ud, jeg håber da ikke, I har tænkt jer at alle samfundsproblemer som klima, bæredygtighed, digitalisering og så videre skal løses på samme måde.

Er vi et sted, hvor medieverdenen og politikere i stedet for at blive klogere af historien, bruger historien til at dømme bagudrettet med det formål at kunne positionere sig. Hvis det er tilfældet, tror jeg, at effekterne kan blive uoverskuelige og demokratiet vil stille og roligt blive indholdstømt.

Samfundet vil bevæge sig fremad drevet af, hvem der råber højst om andres fejl i historien i stedet for fokus på, hvad historien kan lære os. Der er ikke nogen sandhedens vej, men jeg ved godt, hvilken vej jeg foretrækker.

Forrige artikel Venstre: Kofods idé om partipolitisk udenrigspolitik er stendød Venstre: Kofods idé om partipolitisk udenrigspolitik er stendød Næste artikel Krifa: Regeringen misbruger den danske model i coronatiltag Krifa: Regeringen misbruger den danske model i coronatiltag
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.