Fra Køge til Christiansborg: Se Henrik Sass Larsens politiske karriere i billeder

BILLEDSERIE: Henrik Sass Larsen stopper i Folketinget efter næsten tyve år i dansk politik. Se billeder fra hele karrieren her. 

Henrik Sass Larsen har været en fast skikkelse på Christiansborg siden før årtusindeskiftet.

Men nu er det slut.

Efter mere end tyve års medlemskab af Folketinget har Henrik Sass Larsen besluttet at nedlægge sit folkelige mandat.  

En karriere, der begyndte i DSU, da Sass Larsen blot var 16 år, slutter nu ved, at han tager et job som direktør i kapitalfondenes brancheforening DVCA.

Inden han sagde farvel til politik, nåede han både at blive DSU-formand, politisk ordfører, gruppeformand på Christiansborg og minister.

Her er Henrik Sass Larsens liv gennem et kvart århundrede i dansk politik.

 


1996: Henrik Sass er formand for DSU fra 1992 til 1996. Her er han fotograferet under sin beretning på ungdomspartiets årsmøde i Ringsted i 1996, hvor han langer voldsomt ud efter fløjen med traditionalister i Socialdemokratiet. "Tiden er løbet fra parolen om, at enighed gør stærk," siger Sass Larsen ifølge Aktuelt. Foto: Kurt Petersen/Ritzau Scanpix. 


2002: Efter at Sass Larsen bliver valgt ind i Folketinget i 2000, gør han lynkarriere. Fra 2001 til 2004 er han politisk-økonomisk ordfører. I den tid får bogen 'De overflødiges opgør' ham til at tænke over, hvordan Socialdemokratiet skal sammenskrue en politik, som passer til fremtidens samfund: "Vi har i Socialdemokratiet en forpligtigelse til at føre en politik, der skaber sammenhæng mellem de valgte løsningsmodeller og befolkningen," siger han til Information. "Og den eksisterer ikke i dag". Foto: Peter Elmholt/Ritzau Scanpix. 

2005: Helle Thorning-Schmidt ønsker i 2005 ikke at være partiformand. "Jeg har ikke engang fået et kontor endnu. Jeg er ikke kandidat til formandsposten," siger hun dengang. Men en række partifæller, heriblandt Sass Larsen, ønsker en kvinde på posten, og valget falder på Helle Thorning-Schmidt. Samme år bliver Sass Larsen næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Foto: David Høgsholt/Ritzau Scanpix. 


2006: Henrik Sass Larsen bliver udnævnt som ny politisk ordfører i Socialdemokratiet og fortsætter som næstformand. De næste mange år gennem hele Helle Thorning-Schmidts formandsperiode er Henrik Sass Larsen en af hendes nærmeste allierede. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix. 


2007: Det bliver ikke i første forsøg, at Helle Thorning-Schmidt lykkes med at slå Anders Fogh Rasmussen. De borgerlige opnår ved valget i 2007 et snævert flertal på 90 mandater og sætter sig på regeringsmagten. Men Henrik Sass Larsen støtter sin formand. "Helle Thorning-Schmidt har ført en fantastisk valgkamp. Det tror jeg, vi alle er enige om. Hun har vist, at hun er fuldt på højde med Anders Fogh," siger Henrik Sass Larsen til Politiken. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix. 

 


2011: Fire år senere lykkes det. Helle Thorning-Schmidt vinder folketingsvalget og præsenterer kort efter SRSF-regeringen. Henrik Sass Larsen er højst overraskende ikke blandt ministrene, fordi han ikke kan sikkerhedsgodkendes af PET. Det skyldes, at Sass sammen med sin ven og partifælle Tommy Kamp er mødtes med rockeren Torben Ohlsen Jensen, der er kendt som Suzuki-Torben, på en cafe i Køge. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix.

 


2012: Efter at Henrik Sass Larsen bliver forbigået som minister på grund af sagen om Suzuki-Torben, gør han i 2012 comeback og bliver Socialdemokratiets gruppeformand. "Der er ingen tvivl om, at dem ovre på den anden side af hegnet har haft det lidt for let," siger han til Børsen. "Så du skal flæske de borgerlige?" bliver han spurgt. "Hvis det kunne lykkes, så er det helt fint for mig," svarer han. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix. 

 


2013: Med to års forsinkelse bliver Henrik Sass Larsen for første gang minister. "Jeg er meget glad i dag. Jeg er meget stolt over at blive udpeget som minister," siger han som nyudpeget erhvervs- og vækstminister. Han kommenterer samtidig den manglende sikkerhedsgodkendelse: "For mig er det et lukket kapitel, men det kan folk slå op i og kigge på, hvis de har lyst." Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix. 

 


2015: Festen slutter, da Socialdemokratiet igen taber regeringsmagten. Sass Larsen optræder synligt beruset på direkte tv fra valgfesten på Christiansborg. "Vi havde ført valgkamp i tre uger, vi var stressede, havde ikke sovet og spiste hos mig. Vi var fire mennesker, og vi fik knap tre flasker vin og hver en øl. Vi opdagede ikke, at vi var berusede, men det gjorde andre," fortæller Sass Larsen til Fyens Stiftstidende i 2016. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix. 

 


2018: Henrik Sass får problemer med pressen, da han erklærer, at han kun vil stille op til interviews én gang i kvartalet. Kritikken bliver ikke mindre, da Socialdemokratiet på sociale medier deler videoer, hvor Reimer Bo Christensen med partiets ord interviewer Henrik Sass Larsen. Foto: Socialdemokratiet. 

 


2019: Henrik Sass Larsen føler sig forfulgt af pressen og fortæller i et stort interview med Politiken, at han har været ramt af en depression. "De har stået foran vores kontorer, jeg er kommet fra toilettet, jeg har stået nede i kantinen, hvor de også kommer hen. Det er generende," siger han til avisen. Interviewet følger en periode med afsløringer af, at Henrik Sass Larsen flere gange er udeblevet fra statsrevisormøder, som han årligt får 330.000 kroner for at deltage i. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. 

 


2019: Henrik Sass Larsen deltager i valgkampen op mod folketingsvalget grundlovsdag og anses af mange som det mest oplagte bud på en ny finansminister i en S-ledet regering. På billedet præsenterer han Socialdemokratiets 2025-plan sammen med Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. 

 

2019: Henrik Sass Larsen genvinder sit mandat i Folketinget trods et dårligt personligt valgresultat. Han deltager i de indledende regeringsforhandlinger sammen med den resterende ledelse i Socialdemokratiet, men må sygemelde sig, inden forhandlingerne lander, og trækker sig samtidig som ministerkandidat. Han nedlægger ikke sit mandat i Folketinget, men siger i begyndelsen af efteråret, at han i stedet for klassisk parlamentarisk arbejde vil bruge sin tid på at forske i Socialdemokratiets historie. Henrik Sass Larsen begynder fra årsskiftet som ny direktør i kapitalfondenes brancheforening DVCA. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

,

Forrige artikel R uenig med S om milliard til politiet: Spar på grænsekontrol og politiheste R uenig med S om milliard til politiet: Spar på grænsekontrol og politiheste Næste artikel Magnus Heunicke: En pakke cigaretter skal koste 50 kroner Magnus Heunicke: En pakke cigaretter skal koste 50 kroner
Eksperter: Kinas nye offensive stil er kommet til Danmark

Eksperter: Kinas nye offensive stil er kommet til Danmark

DIPLOMATI: Kravet fra den kinesiske ambassadør i Danmark om en officiel undskyldning fra Jyllands-Posten er en del af en international tendens, hvor kinesiske diplomater er blevet mere offensive, siger eksperter.