Frank Jensen fortsætter som spidskandidat efter krisemøde

METOO: ”Jeg har været en krænker”, lyder det fra en undskyldende Frank Jensen (S). Søndag fik han opbakning fra sit parti til at beholde sin position som spidskandidat i København efter sager om seksuelle krænkelser.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Kasper Kaasgaard

Efter et næsten fire timer langt krisemøde søndag aften er der fortsat opbakning i Socialdemokratiet til Frank Jensen (S) som overborgmester og spidskandidat ved næste års kommunalvalg.

Frank Jensen fortalte selv til pressen efter mødet, at en håndsoprækning havde vist ”overvældende flertal” for fortsat opbakning.

Med til mødet var de socialdemokratiske medlemmer af Borgerrepræsentationen, de ni kredsformænd fra partiets lokalforeninger i København og DSU.

”Jeg har haft brug for at se dem øjnene og sige, at jeg er utrolig ked af, at jeg har gjort mig skyldig i at krænke kvinder,” siger Frank Jensen.

Jeg ved godt, at med min historik er den sti meget smal.

Frank Jensen (S)
Overborgmester

Advokatundersøgelse venter
Det var en berørt Frank Jensen, der på pressemødet vedstod sig, at han ”har begået dumheder” og ”været en del af problemet”.

”Jeg vil gerne gå fra at være en af dem, der har været på den forkerte side. Jeg har været en krænker,” siger Frank Jensen og fortæller, at han fremover ønsker at være en positiv kraft i kampen mod sexisme.

Lørdag beskrev Jyllands-Posten to konkrete hændelser fra kvinder, der har oplevet krænkende adfærd fra overborgmesteren. En af kvinderne stod frem med navn, nemlig Maria Gudme, som er valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden for netop Socialdemokratiet.

Kort før søndagens krisemøde kunne Jyllands-Posten føje en række sager til listen. Formand for DSU København Cecilie Sværke Priess fortalte, at hun efter selv at have trukket sin støtte til Frank Jensen modtog otte henvendelser om konkrete oplevelser med krænkende adfærd fra Frank Jensen.

Da krænkelser i det politiske miljø fik opmærksomhed med et opråb fra 322 kvinder, etablerede Socialdemokratiet et samarbejde med advokatfirmaet Norrbom Vinding, der skal undersøge og håndtere eventuelle sager i partiet. De advokater fik lørdag også til opgave at gennemgå Frank Jensens sager.

”Derfor kommer jeg også i den kommende tid til at ransage mig selv, genbesøge de konkrete sager og forholde mig til dem,” siger Frank Jensen.

Mindre alkohol på Rådhuset
Hvis der i den undersøgelse skulle komme flere sager frem, stiller det ifølge Frank Jensen selv sagen ”i et helt andet lys”.

”Jeg ved godt, at med min historik er den sti meget smal,” sige Frank Jensen og understreger, at som tingene ligger nu, er han Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten.

”Jeg vil gå ud og gøre, hvad jeg kan, for at generobre overborgmesterposten i 2021. Jeg ved godt, at der er et genopretningsarbejde her på Rådhuset og i forhold til københavnerne. Det vil jeg bruge mine kræfter på.”

Overborgmesteren fortæller, at særligt forløbet omkring sagen med Marie Gudme har fået ham til at indse, hvordan hans adfærd er blevet opfattet, og at han har lært af det forløb.

Fælles for de krænkelsessager, som Frank Jensen vedstår sig, er, at de har fundet sted i festligt lag med indtagelse af alkohol. Det får ham også til at udpege netop alkohol som et område at sætte ind på for at komme kulturen, som han har indrømmet at have været en del af, til livs.

”Efter min mening skal vi her på Rådhuset have skåret væsentligt ned for indtaget af alkohol,” siger overborgesteren.

Der er kommunalvalg 16. november 2021.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Jensen

Fhv. justits- og forskningsminister og MF (S), fhv. S-næstformand, fhv. overborgmester
cand.oecon. (Aalborg Uni. 1986)

0:000:00