Frederiksen forventer flere sager om krænkelser i Socialdemokratiet

METOO: Statsministeren vil bakke alle, der vil fortælle om oplevelser med krænkelser op, sagde hun til pressen tirsdag. Hun forventer flere sager om krænkelser, også i sit eget parti, og fastholder støtte til Jeppe Kofod.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Gav Mette Frederiksen (S) med et facebookopslag mandag en diskret henstilling til medierne om at skrue ned for dækningen af konkrete sager om krænkelser i politiske partier? Og opfordrede hun ofre for krænkelser til at holde deres historier internt?

Det var blandt de spørgsmål, statsministeren blev stillet, da hun tirsdag stillede op til et uformelt pressemøde på sin vej ind til første gruppemøde i Socialdemokratiet ovenpå Frank Jensens afgang mandag.

Det blev en klar afvisning fra Frederiksen:

"Hvis man vil stille sig frem, skal man gøre det, og vi kommer også til at bakke alle piger og kvinder op i Socialdemokratiet, der gør det. Det har vi også gjort her henover de seneste par dage. Jeg blander mig ikke i, hvor man tager diskussionen henne. Det kunne jeg ikke drømme om at gøre. Jeg synes sådan set også, der har været en ret sober tilgang til det her fra mediernes side," sagde Mette Frederiksen.

Jeg ærgrer mig over, at det er Sofie Linde, der skulle starte den her debat. Jeg ville hellere have truffet den beslutning, uden at Sofie Linde skulle skubbe hele det her tog i gang

Mette Frederiksen (S)

Spørgsmålene var affødt af den facebook-kommentar til Frank Jensens exit mandag, hvor Frederiksen sluttede med ordene:

"Metoo-bevægelsen har sat en vigtig og nødvendig diskussion i gang. Som alle andre diskussioner bør den foretages på et ordentligt grundlag. Det skal ikke være mediernes fremstilling, der afgør udkommet af en sag. Jeg vil kraftigt appellere til, at andre personsager afklares i et professionelt rum."

Hilser alle, der vil stå frem, velkommen
Tirsdag gjorde statsministeren det klart, at diskussionen om krænkelser, seksuel chikane og sexisme er "svær", "nødvendig" og "rigtig".

"Jeg vil gerne hilse velkommen både dem, der går ind i diskussionen, og de unge piger og kvinder, der har modet til at stå frem. Vi kan se, det koster at gøre det. Jeg er selv dybt bekymret over den diskussion, der er om dem på sociale medier, og den er der ikke plads til overhovedet i Socialdemokratiet. For dem, der har behov for at stille sig frem med deres konkrete sager, fordi de synes, det er det rigtige at gøre, eller fordi de ikke synes, vi andre har passet godt nok på dem, de skal ikke behandles dårligt," sagde Mette Frederiksen til medierne.

Hun uddybede sin facebook-kommentar om "et professionelt rum" med disse ord:

"Det, jeg siger, er, at når der er sager, hvad enten de kommer frem offentligt eller ikke kommer frem offentligt, skal de håndteres ordentligt og professionelt, for eksempel i regi af en advokatundersøgelse".

Vil ikke gå ind i Frank Jensen-sagen
Mette Frederiksen blev også spurgt, hvornår hun blev klar over, at der var så mange belastende sager om Frank Jensen, at han  burde trække sig som overborgmester.

Men det ville statsministeren ikke tale om. 

"Frank Jensen har trukket sig som næstformand og som overborgmester, og det mener jeg var den rigtige beslutning. Jeg har ikke behov for at gå yderligere ind i Frank Jensen-sagen. Jeg synes, den taler for sig selv."

Han har selv erkendt, at han gennem 30 år har haft krænkende adfærd. Hvornår blev du klar over det?

"Jeg har ikke behov for at gå nærmere ind i det."

Hvad er det du frygter, hvis den her slags sager ikke bliver afklaret i et professionelt rum?

"Jeg vil ikke blande mig i, hvordan man går ind i den her diskussion. Men det er jo personsager det her, og Socialdemokratiet er også en arbejdsplads, og jeg har også et arbejdsgiveransvar. Derfor er der jo behov for, når en sag skal afklares, at det foregår i en professionel ramme, for der er jo et retssikkerhedsspørgsmål for alle implicerede," sagde Mette Frederiksen.  

Læs også

Kender til flere sager
Hun ville også gerne på forhånd afstemme forventninger i forhold til, hvad hun kommer til at kommentere af eventuelle fremtidige sager i sit parti.

"Når det handler om konkrete sager, også hvis der måtte komme yderligere frem, så kommer jeg ikke som statsminister til at gå ind i konkrete sager."

Tror du, der kommer flere sager om krænkelser i Socialdemokratiet?

"...Ja, det gør jeg. Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere omfanget eller alvoren, men jeg kan i hvert fald ikke stå og sige, at det tror jeg ikke, der gør."

Kender du til flere sager?

"Jeg har fået kendskab til nogle konkrete forhold, og tror bestemt også, at noget af det vil møde offentligheden," sagde Mette Frederiksen.

Forsvarer Jeppe Kofod
Statsministeren forsvarede igen sin udenrigsminister Jeppe Kofod, som senest er blevet politianmeldt for sin gamle sag, hvor han som 34-årig gik i seng med en 15-årig pige ved en fest i Socialdemokratiets Ungdomsafdeling, hvor Kofod havde holdt oplæg.

"Der er tale om en fejl, der er begået for år tilbage. Jeppe Kofoed har undskyldt for det, og det havde også konsekvenser på det tidspunkt. Jeg ønsker ikke, at Socialdemokratiet eller Danmark skal udvikle sig til et sted, hvor man ikke - hvis man på et tidspunkt begår fejl, siger undskyld og oplever konsekvenser - senere kan have et arbejdsliv, herunder et liv som politiker," sagde Mette Frederiksen.

Ærgerligt at Sofie Linde skulle gøre det
Endelig erkendte statsministeren, at hun tidligere skulle have gjort noget ved problemerne med krænkelser og sexisme.

Har du som formand gjort nok ved sexisme i Socialdemokratiet?

"Nej, det synes jeg ikke, jeg har. Jeg ærgrer mig over, at det er Sofie Linde, der skulle starte den her debat. Jeg ville hellere have truffet den beslutning, uden at Sofie Linde skulle skubbe hele det her tog i gang," sluttede Mette Frederiksen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Jensen

Fhv. justits- og forskningsminister og MF (S), fhv. S-næstformand, fhv. overborgmester
cand.oecon. (Aalborg Uni. 1986)

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00