Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

KOMMENTAR: Hvor længe går der, inden du har en AI-diæt og apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten, spørger Louise Opprud Jakobsen.

Globale teknologivirksomheder vil flytte mange af sundhedsvæsenets nuværende funktioner direkte ud i din håndflade på din smartphone, skriver Louise Opprud Jakobsen.
Globale teknologivirksomheder vil flytte mange af sundhedsvæsenets nuværende funktioner direkte ud i din håndflade på din smartphone, skriver Louise Opprud Jakobsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Louise Opprud Jakobsen
Foredragsholder, forfatter og ejer af New Ways of Working 

"Software is eating the world, but AI is going to eat software."

Sådan sagde Jensen Huang, der er direktør i Nvidia, som en opfølger til det meget anvendte credo "software is eating the world".

Og hvad betyder det egentlig, når kunstig intelligens (AI) æder sig ind på sundhed og pharma i et tempo, der allerede har gjort nogle af de nye spillere til unicorns (iværksættervirksomhed vurderet til over en milliard dollar) og fremadstormende datakometer, som de gamle i branchen næsten kun tør at samarbejde med?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og hvad betyder det for os som brugere, datacontainere og mennesker, der gerne vil leve længe?  

AI kan designe bedre medicin – og hurtigere. Én af pionervirksomhederne på feltet hedder Atomwise, og de bruger deep learning til at afkorte det dyreste og mest tidskrævende led i Research & Development-processen: at finde de mest lovende kemiske forbindelser, der kan blive til nye medikamenter.

Pharmabranchens store fokus på AI kommer nu, fordi teknologien er her, og konkurrencen er for stor til at lade være. 

Louise Opprud Jakobsen
Foredragsholder, forfatter og ejer af New Ways of Working 

Deres software simulerer dagligt mere end ti millioner molekylære forbindelser og analyserer herefter, hvordan de som medicin vil reagere i en menneskekrop.

Fire ud af de ti største amerikanske pharmavirksomheder og mere end 40 universiteter bruger i dag systemerne, som ud over radikalt at ændre, hvor hurtigt medicin vil kunne udvikles, bruges til at forbedre eksisterende medicin og til at vise, hvordan man bruger medicin på nye måder og til nye sygdomme. 

Pharmabranchens store fokus på AI kommer nu, fordi teknologien er her, og konkurrencen er for stor til at lade være. Det er alt for langsomt og dyrt at udvikle medikamenter i dag. Det tager i gennemsnit ti år, fra medicin udvikles i laboratoriet, til det kan testes på mennesker.

Research & Development-processen til at udvikle et nyt medikament koster ofte mellem 12 og 18 milliarder kroner, og succesraten i branchen er mindre end ti procent.  

Vi har behov for nye løsninger, for der bliver flere ældre. Og jo ældre vi bliver, desto flere sygdomme risikerer vi at få i løbet af vores levetid.

Globale teknologivirksomheder vil flytte mange af sundhedsvæsenets nuværende funktioner direkte ud i din håndflade på din smartphone, som når appen Skinvision med AI kan analysere et billede af et modermærke for hudkræft på mindre end 30 sekunder.

Og sammen med strømmen af data, der vil blive ført tilbage til privat forskning og diagnosticerings-avancementer, vil de virksomheder blive bedre end offentlige alternativer.  

Googles sundhedsarm Verily er med sit projekt Baseline i færd med at indsamle data fra 10.000 personer over fem år for at forstå, hvordan overgangen fra at være rask til at blive syg finder sted.

Algoritmen kan vurdere din risiko for et hjerteanfald med et enkelt blik ind i dine øjne, når den scanner din retinalinse.

Det kan den, fordi den er blevet fodret med mere end 300.000 tidligere analyser, så oven i hatten fortæller den også, hvor gammel du er, om du ryger, og hvad dit blodtryk er. Data, der med 70 procents sikkerhed kan forudsige hjerteanfald sammenlignet med lægebranchens 72 procents sikkerhed i dag.

Bliver resultaterne bedre over tid? Mon ikke det kommer til at gå præcis samme vej, som når analysen handler om diabetes 2. Her er algoritmen i dag bedre end eksperterne på området. 

De personlige algoritmer, der fortæller dig om præcist dit helbred, vil du få mange af. Er du nysgerrig på det hele og gerne vil gå foran sundhedsvæsenet allerede, kunne du overveje at gøre ligesom mig. 

Læs også

Jeg har bestilt en dna-analyse af mit mikrobiota hos amerikanske Ubiome, der kan fortælle mig en hel del om de op til to kilo bakterier, der lever i og på mig – hvordan de (og hele mit mikrobiom) styrer min mentale kapacitet og mit fysiske helbred.

Forskningen viser allerede nu, at mikrobiomet er styrende for mentale egenskaber som din nysgerrighed, dit humør og dit søvnmønster – og at bakteriekompositioner, der er dårlige, kan lede til depression.

Så hvor længe går der, inden du har en AI-diæt – og en samling apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00