Debat

Sikandar Siddique: Tilbagevenden til status quo efter krisen bliver fatal

DEBAT: Hvis vi ikke reagerer lige så markant på klimakrisen, som vi gør for at bremse covid-19, er det et hyklerisk generationssvigt, skriver Sikandar Siddique fra Frie Grønne Stemmer

Coronakrisen har afsløret, at vi uden de store problemer kan arbejde mindre, forbruge mindre og flyve mindre, skriver Sikandar Siddique fra Frie Grønne Stemmer.
Coronakrisen har afsløret, at vi uden de store problemer kan arbejde mindre, forbruge mindre og flyve mindre, skriver Sikandar Siddique fra Frie Grønne Stemmer.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sikandar Siddique
Medlem, Frie Grønne Stemmer

Jeg ved snart ikke, hvor mange gange jeg har hørt, at alt bliver forandret efter coronakrisen. At vores samfund aldrig bliver det samme igen.

Til det vil jeg bare sige: Hvor jeg dog håber, at det passer. Hvor jeg dog vil kæmpe for, at det bliver præcis sådan. 

Når regeringen genåbner Danmark, skal vi ikke tilbage til et samfund, hvor en syg kapitalisme hærger og ødelægger den planet, der holder os i live.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi skal ikke tilbage til et samfund, hvor mennesker bliver syge af stress af at gå på arbejde. Vi skal ikke tilbage til et samfund, hvor mennesket er blevet slave af økonomien i stedet for at være en del af den natur, som vi kommer fra.

Vi skal ikke tilbage til et samfund, hvor vi giver køb på fundamentale rettigheder i et misforstået forsvar af (en falsk) tryghed og verden, som den var engang.

Vi ser en regering, der er villig til hovedkulds at satse det meste for at undgå en virus, men omvendt nøler og nøler og nøler, når det gælder langt mere eksistentielle kriser. 

Sikandar Siddique
Medlem, Frie Grønne Stemmer

Strukturen er på randen af kollaps
Hvis vi i coronakrisens efterspil fra politisk side fokuserer på at genskabe Danmark af i går, så svigter vi kolossalt.

Danmark af i går, ja, verden før coronakrisen, er ikke noget af efterstræbe – særligt ikke, når vi nu har chancen for at reflektere over det, som vi har skabt.

For det var en samfundsstruktur på randen af kollaps. Et samfund, der var i gang med at tilintetgøre sig selv.

Det var historien om den nok mest intelligente art i verdenshistorien, der var ved at ødelægge det for sig selv og ikke mindst for fremtidige generationer. 

På den måde er og var coronakrisen et point of no return, der for alle politikere bør resultere i et klarsyn, som betyder en helt ny og langt mere grundlæggende forandringsvillighed. 

Regeringen nøler og nøler
Coronakrisen har nemlig afsløret, hvad regeringen og vi som samfund er i stand til.

Danmark, ja, staten, kan reagere konsekvent og omgående – og på tværs af alle partier – hvis det opleves som nødvendigt.

Og man kan samtidig få en meget stor del af befolkningen med på den. Nærmest uden at der stilles spørgsmålstegn – og med ofte ganske store konsekvenser for den enkelte, for fællesskaberne og få erhvervslivet. 

Coronakrisen har afsløret, at vi uden de store problemer kan arbejde hjemmefra og være mere sammen med vores familie, at vi kan arbejde mindre og forbruge mindre, at vi kan flyve mindre.

At vi kan omstille os til store forandringer hurtigere, end de fleste troede muligt. At nye fællesskaber hurtigt kan opstå. At samfundssindet står klar, og at vi rykker sammen, når krisen kradser. 

Coronakrisen har dermed også afsløret det etableredes hykleri, når vi eksempelvis ser en statsminister, der gentagne gange har kaldt klimakrisen den største udfordring, vi står over for som menneskehed, men samtidig nægter overhovedet at moderere retten til noget så grundlæggende ligegyldigt som kødsovs og årlige flyrejser.

Når vi ser en regering, der er villig til hovedkulds at satse det meste for at undgå en virus, men omvendt nøler og nøler og nøler, når det gælder langt mere eksistentielle kriser. 

Læs også

Samfundet skal være grundlæggende bæredygtigt
Det hykleri må stoppe omgående. Når vi kan forandre, når verden, mennesker, natur og fællesskaber skriger på forandring – ja, så skal vi forandre. Det er vores pligt. 

Jeg ser for mig et samfund, som tager udgangspunkt i en slags moderne grøn anarkistisk filosofi, hvor kodeordene er selvforvaltning, decentralisering og internationalisme.

Hvor den personlige frihed redefineres, hvor vi genskaber en kulturel og intellektuel radikalitet, hvor stats- og kapitalismekritikken føder en grundlæggende samfundsforandring og skaber en ny frihedsbevægelse og en grøn, demokratisk økonomi.

Et samfund, der helt grundlæggende er bæredygtigt – socialt, klima- og naturmæssigt og økonomisk.

Så derfor: Tiden efter coronakrisen må og skal blive en tid med dyb og grundlæggende forandring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

0:000:00