Genoplev 2020: Årets mest læste kommentarer måned for måned

ÅRETS GANG: Snakkede vi egentlig om andet end corona-pandemien i 2020? Hvad var det nu med den eskimo-is, og var #Metoo ved at gå over gevind? Genoplev året, der gik, med den mest læste kommentar måned for for måned.

Pressemødet 11. marts varslede et år, der skulle stå i coronaens tegn. Det afspejler sig også i debatspalterne. 
Pressemødet 11. marts varslede et år, der skulle stå i coronaens tegn. Det afspejler sig også i debatspalterne. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kiki Qvistgaard

Coronakrise, #Metoo, et amerikansk valg og krise i blå blok. 

Det er temaer, som har stjålet dagsordenen i det politiske 2020, og som derfor også har præget Altingets debatspalter. 

Vi tager jer, kære læsere, gennem det snart forgangne år og giver jer den mest læste kommentar måned for måned. 

Genoplev året herunder:

Jarl CorduaJanuar: Jarl Cordua: Hvornår tager Ellemann opgøret med Støjberg?
"Internt i Venstre er der en stigende irritation over Støjbergs tydelige mangel på vilje til at koordinere sine egne synspunkter og udmeldinger med resten af Venstres ledelse."

Sådan skrev Jarl Cordua i januar måneds mest læste kommentar. Venstre-formanden og næstformandens interne uenigheder har præget den politiske dækning i 2020, og med Instrukskommissionens delberetning 14. december tyder det på at kunne forsætte ind i 2021.

Læs hele indlægget her.

Johanne DalgaardFebruar: Johanne Dalgaard: Fjendtlig arkitektur i København er topmålet af smålighed
I vinterens sidste måned fik såkaldt dark design Johanne Dalgaard til tasterne. 

"Er det ikke topmålet af smålighed at mene, at det er bedre ikke at have bænke, end det er at skulle dele bænkene med de hjemløse?," skrev hun i det, der skulle blive februars mest læste kommentar.

Læs hele indlægget her.

Lars Trier MogensenMarts: Lars Trier Mogensen: Statsministeren spiller hasard med folkestyret under coronakrisen
Og så kom coronakrisen. Sådan for alvor. 11. marts holdt statsministeren det berømte pressemøde, der lukkede Danmark ned, og resten af året har Danmark været domineret af pandemien. 

"Hvis offentligheden i almindelighed og de folkevalgte i særdeleshed ikke kan vide sig sikre på, at regeringens beslutninger hviler på et velovervejet, sagligt og gennemdiskuteret grundlag, åbnes ikke alene en ladeport for lovsjusk og lemfældighed, men også for en form for magtfuldkommenhed, som Danmark ikke har kendt til i vores snart lange demokratiske historie," skrev Lars Trier Mogensen få dage senere. 

Læs hele indlægget her.

Lars Trier MogensenApril: Lars Trier Mogensen: Trump-provokation fra dronningen genopliver 100-årigt spøgelse
Også i april tager Lars Trier Mogensen førstepladsen for det mest læste indlæg. Denne gang stod dronning Margrethe og hendes udtalelser om klimaforandringerne i Politiken for skud.

Ifølge Trier Mogensen gjorde regenten med sine ytringer sig selv til en brik i det politiske spil på Christiansborg og formåede  "at formøble sit neutrale eftermæle med én Trump-agtig udtalelse, der virker både kontroversiel, upassende og ja, decideret ubegavet og i hvert fald højpolitisk."

Læs hele indlægget her.

Jarl CorduaMaj: Jarl Cordua: Venstres formand drukner i dårlige sager
Jarl Corduas anden førsteplads indtager han med en analyse af venstreformandens bunke af problemer. Heriblandt Instrukskommissionen og næstformand Støjbergs stædige forsøg på at dreje sagen over på de såkaldte barnebrude. 

"Støjbergs analyse hviler måske på en formodning om, at hun nok har tabt slaget om det juridiske, men i det mindste politisk kan redde sig i land, hvis tilpas mange vælgere bakker hende op," skrev han.

Læs hele indlægget her.

David TradsJuni: David Trads: Nu taber selv USA's bedste venner den sidste tro på Trump
Det amerikanske valg i november trak allerede i læserne i juni måned, hvor David Trads skrev om præsident Trump: "Det naturlige og accepterede lederskab af verden, som skiftende amerikanske præsidenter har haft i årtier, er åbenlyst ved at fordufte."

Læs hele indlægget her

David TradsJuli: David Trads: Så hold dog op med al den racisme
En is stjal dagsordenen i løbet af sommeren. Nærmere bestemt eskimo-isen, som is-producenten Hansen ville omdøbe til 'O'Payo.

"For mig er det hele i virkeligheden meget simpelt: De fleste sorte bryder sig ikke om at blive kaldt "neger" – og de fleste grønlændere bryder sig ikke om at blive kaldt "eskimo"," skrev David Trads om sagen.

Læs hele indlægget her.

Johanne DalgaardAugust: Johanne Dalgaard: Jeg har mistet tilliden til, at Sundhedsstyrelsen handler rettidigt
Coronakrisen var ikke ovre endnu, og i august anbefalede sundhedsmyndighederne brug af mundbind i offentlig transport. Det fik månedens mest læste kommentarskribent, Johanne Dalgaard, til at sammenligne sundhedsmyndighedernes kommunikationsstrategi under coronakrisen med Komiske Ali  - "ligegyldig hvor indlysende det bliver for offentligheden, at en bestemt udvikling var både nødvendig og under opsejling, indrømmer man det først, når det allerede var sket eller i bedste fald lige inden," skrev hun.

Læs hele indlægget her.

Adam HolmSeptember: Adam Holm: Jeg frygter, at Sofie Linde har gjort mere skade end gavn for #MeToo-kampen 
Flere år efter #Metoo slog igennem internationalt, fik dagsordenen rigtig fat i Danmark. Det skete, da tv-vært Sofie Linde i en tale berettede om seksuel grænseoverskridende adfærd fra en "stor tv-kanon", da hun var 18 år og nyansat i DR. 

Adam Holm frygtede dog, at Linde gjorde mere skade end gavn for #MeToo-kampen. "Det virker som om Linde mest af alt vil forarge, ikke forandre," skrev han i sin kommentar.

Fjorten dage senere tog Holm genmæle over for den kritik, som hans #Metoo-kommentar havde rejst. "Måske er der et gran af sandhed i den gamle talemåde "med ondt skal ondt fordrives". Det gjorde i hvert fald ondt at konstatere, at jeg var på afveje," skrev Adam Holm.

Carolina Magdalene MaierOktober: Carolina M. Maier: Vi bliver nødt til at skelne mellem dårlig dømmekraft og krænkende adfærd
Tidligere MF for Alternativet Carolina M. Maier indtog førstepladsen over mest læste kommentarer i oktober måned, men blev også hele årets mest læste. Carolina M. Maiers indlæg blev faktisk den andenmest læste kommentar i Altingets historie. 

I kølvandet på den radikale leder Morten Østergaards fald skrev hun: "Hvis det er op til os kvinder at bestemme, hvornår mænds adfærd er krænkende, så udvander vi denne vigtige bevægelse (#Metoo-bevægelsen, red.) imod et opgør med netop alvorlige krænkelser. Og vi risikerer også at glemme eller underspille vores eget ansvar i en flirt eller interesse i en given mand."

Læs hele indlægget her.

Lars OlsenNovember: Lars Olsen: Borgerlig coronakritik sejler under bekvemmelighedsflag
"Allerede i april startede heppekoret af erhvervslobbyister og toneangivende borgerlige: genåbning."

Lars Olsen tog fat om de borgerliges corona-kritik i sin kommentar, der blev november måneds mest læste. 

Læs hele indlægget her

Lars Trier MogensenDecember: Lars Trier Mogensen: Alt går galt for blå blok
Som den eneste har Lars Trier Mogensen taget hele tre førstepladser over mest læste indlæg i 2020. 8. december skrev Trier Mogensen om den borgerlige krise, hvor end ikke mink-skandalen kunne få meningsmålingerne til vise blå fremskridt.

"Man fristes til at sige: De kan ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele," skrev han. 

Læs hele indlægget her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00