Gillesberg, Pinki og Wagner: Sådan gik det valgets 13 løsgængere

RESULTAT: Modstand mod djævletilbedelse, fusionsenergi på månen og fiskerlussinger. Sådan lød flere af mærkesagerne fra det overståede valgs løsgængere. Men hvordan gik det dem? Her får du hele listen over valgets solokandidater og deres mærkesager.

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Kun to gange i danmarkshistorien er det lykkedes en løsgænger at blive valgt ind i Folketinget.

Mange husker måske komikeren Jacob Haugaard, der med valgløfter som "mere medvind på cykelstierne" og "større julegaver til alle" formåede at blive valgt ind ved folketingsvalget i 1994 med mere end 23.000 stemmer.

Før det blev Hans Schmidt ved valget i 1953 valgt ind som repræsentant for det tyske mindretal. Han fortsatte sidenhen i Folketinget frem til 1964.

Men de få succeseksempler afholdt ikke 13 løsgængere fra at stille op til det netop overståede folketingsvalg.

I alt 13 løsgængere valgte at stille op – fem i Københavns Storkreds, tre i Østjyllands Storkreds, to i Københavns Omegns Storkreds, to i Nordsjællands Storkreds og en enkelt i Sjællands Storkreds.

For at blive valgt ind som løsgænger har man brug for et stemmetal svarende til et kredsmandat, hvilket ligger et sted mellem 15.000 og 20.000 stemmer, alt efter hvor i landet man stiller op. Tilsammen fik løsgængerne ved dette valg dog blot 2.774 stemmer.

Djævletilbedelse og 5G-stråling
Mads Palsvig fra Københavns Omegns Storkreds blev løsgængernes topscorer med 826 stemmer. Når han ikke er løsgænger, gør han sig bemærket som medlem af partiet Jorden Frihed Kundskab (også kendt som JFK21), som blandt andet mener, at verden kontrolleres af djævletilbedere. 

Som nummer to kommer århusianeren Chresten H. Ibsen med 489 stemmer, som gik til valg på at få styr på finansbranchen. Efter ham lander Pierre Tavares fra Københavns Storkreds med 305 stemmer.

På fjerdepladsen kommer Michael Thomsen fra Sydjylland med 289 stemmer. Én af hans helt store mærkesager i valgkampen var at gøre befolkningen mere opmærksom på bestrålingsfare ved det kommende 5G-mobilnetværk, som skal dække Danmark.

Herefter kommer tøjbutiksindehaver Gert Lassen, som i Nordsjællands Storkreds hev 259 stemmer hjem. Ligesom Mads Palsvig er han til dagligt medlem af Jorden Frihed Kundskab.

Læs også

Måneambitioner fra Gillesberg
Næste løsgænger på listen er en velkendt herre i Københavns Storkreds. Der er her tale om formand for Schiller Instituttets Venner, Tom Gillesberg, som må tage til takke med 167 personlige stemmer.

Tom Gillesberg har været aktiv i politik siden 80'erne og stiller som regel op til både folketingsvalget, europaparlamentsvalget og kommunalvalget. Én af hans mærkesager ved dette valg var blandt andet at udvikle fusionsenergi på månen.  

Med blot fem stemmer mindre end Tom Gillesberg finder man Pinki Karin Yvonne Jensen, som stillede op i Sjællands Storkreds. Som navnet måske antyder, kan hun genkendes på sit lyserøde hår. Hendes altoverskyggende mærkesag var at afskaffe den gensidige forsørgelsespligt.

Efter hende kommer den 54-årige vestjyde John Jørgensen med 80 stemmer. Han blev landskendt i januar, da han i en video på Facebook advarede Dansk Folkeparti om, at de ville "rende ind i en fiskerlussing" på baggrund af deres kampagne om at smide tørklædet.

Gensyn med den nøgne cowboy
Derefter kommer ingeniøren Hans Schultz fra Aarhus, som formåede at hente 60 personlige stemmer. Han var ved kommunalvalget i 2017 spidskandidat for Schiller Instituttets Venner.

Med blot én stemme mindre finder man Christian B. Olesen fra Københavns Omegn Storkreds. Han formår dog alligevel at slå københavneren John Erik Wagner, som på trods af sloganet "Wagner, det gavner" blot fik 33 stemmer.

John Erik Wagner stillede også op ved folketingsvalget i 2015, hvor han gjorde sig bemærket ved kun at være iført cowboyhat og pistolbælte på sin valgplakat. Denne gang var valgplakaten mere ordinær i udtrykket med en John Erik Wagner i sort jakkesæt.

Under ham på resultatlisten for valgets løsgængere finder man Hans Frederik Brobjerg fra Nordsjællands Storkreds med 23 stemmer.

Nederst på listen over løsgængere finder man førstegangskandidaten Tommy Schou Christensen, der blot formåede at hente 22 stemmer i Københavns Storkreds. Ud over at have været folketingskandidat er han til daglig en aktiv del af LGBT-miljøet og Aids-Fondet.

Dokumentation

Sådan gik det valgets 13 løsgængere:

  • Mads Palsvig opstillet i Københavns Omegns Storkreds fik 826 stemmer.
  • Chresten H. Ibsen opstillet i Østjyllands Storkreds fik 489 stemmer.
  • Pierre Tavares opstillet i Københavns Storkreds fik 305 stemmer.
  • Michael Thomsen opstillet i Sydjyllands Storkreds fik 289 stemmer.
  • Gert Lassen opstillet i Nordsjællands Storkreds fik 259 stemmer.
  • Tom Gillesberg opstillet i Københavns Storkreds fik 167 stemmer.
  • Pinki Karin Yvonne Jensen opstillet i Sjællands Storkreds fik 162 stemmer.
  • John Jørgensen opstillet i Københavns Storkreds fik 80 stemmer.
  • Hans Schultz opstillet i Østjyllands Storkreds fik 60 stemmer.
  • Christian B. Olesen opstillet i Københavns Omegns Storkreds fik 59 stemmer.
  • John Erik Wagner opstillet i Københavns Storkreds fik 33 stemmer.
  • Hans Frederik Brobjerg opstillet i Nordsjællands Storkreds fik 23 stemmer.
  • Tommy Schou Christensen opstillet i Københavns Storkreds fik 22 stemmer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00