Debat

Hans Bonde: Europas regeringer favoriserer kvinder på bekostning af dygtigere mænd

KRONIK: Regeringer i Europa har en tendens til favorisering af kvinder til ministerposter. De pynter på regnskabet og skaber kønsbalance, men det sker på bekostning af dygtigere mænd og ydelser på et lavere kvalitetsniveau, skriver Hans Bonde.

De kvindelige socialdemokratiske folketingsmedlemmer har en større chance for at blive minister end de mandlige, skriver Hans Bonde.
De kvindelige socialdemokratiske folketingsmedlemmer har en større chance for at blive minister end de mandlige, skriver Hans Bonde.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil.

I min nye bog 'Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen' viser jeg, at der omkring år 2020 er tale om opstart af en hel bølge af favoriseringspolitik over for kvinder.

Fifty-fifty-princippet forsøges indført i forskning, kulturlivet, det offentlige, det private erhvervsliv, EU-politik og ved regeringsdannelser. Men det er kun toppen af isbjerget.

Ideologien er blevet så massivt indlejret i hverdagen, at det kan være svært at danne selv en mindre arbejdsgruppe eller en bedømmelseskomité uden hele tiden at skele til kønssammensætning.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I stedet for at kæmpe mod barrierer for kvinders karriere i udgangspunktet skal kvinder forlods sikres 50 procent af alle prestigegivende pladser. Rutinemæssigt anklages institutioner for "uligestilling" og undertrykkelse, hvis kønsbalancen er skæv – og det uanset kvindernes egen indsats og interesse.

Et tværpolitisk fænomen
Bogens kritik af fifty-fifty-kulturen forsøger at holde sig uden for partipolitikkens højre-venstrespaltning. Både venstre- og højrefløjen har markeret sig med former for kvindefavorisering.

De kvindelige socialdemokratiske folketingsmedlemmer har en større chance for at blive minister end de mandlige.

Hans Bonde
Professor, dr.phil.

Sidstnævnte via særprogrammer til fremme af kvinder inden for topforskning under VK-regeringen fra 2006 til 2009, statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) fifty-fifty-regering i 2010 samt valget af den konservativt-kristendemokratiske (CDU) EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og hendes nedsættelse af en kommission i 2019 baseret på kvindeandele.

Og både venstre- og højrefløjen viderefører ved regeringsdannelser altid Ligestillingsministeriet, der i realiteten er en trojansk hest, som med forhenværende ligestillingsminister Manu Sareens (2011 til 2014) rammende ord i hans selvbiografi er præget af et stærkt ideologisk feministisk embedsværk, der har sin egen inerti.

Skønt der er langt færre kvinder end mænd i toppolitik i de europæiske lande, er der en bølge i gang for at sikre kvinder 50 procent af ministerposterne ved regeringsdannelser. Det betyder, at mindre kvalificerede kvinder bliver valgt frem for mere kvalificerede mænd for at opnå kønsbalance.

Men kan det ikke være lige meget, at personer med lavere kvalifikationer ansættes som ministre? Nej, for lige som vi nødigt vil opereres af en hjernekirurg eller flyves af en pilot, der var ansat ud fra et måltal, vil det også betyde et generelt kvalitetstab i samfundet, hvis topstillinger generelt besættes via krav om kønsbalance, så halvdelen af stillingerne besættes uden åben konkurrence.

Dertil kommer, at mænd herved diskrimineres, og at kvinder valgt på særlige vilkår risikerer at blive betragtet som et b-hold.

Total balance
Poul Nyrup Rasmussen (S) havde indtil 2010 haft rekorden i at tildele kvinder ministerposter. I perioden 23. februar til 21. december 2000 havde han ni kvindelige ministre ud af 20 i sin regering, hvilket svarer til 45 procent.

Ved regeringsdannelsen i februar 2010 gennemførte Lars Løkke Rasmussen så en næsten total kønsbalance med hele 47,4 procent kvinder – ni kvindelige og ti mandlige ministre og herunder kvinder på posterne som forsvars- og udenrigsminister.

Faktisk kunne Lars Løkke bryste sig af at have gennemført total balance i udpegningen af sit ministerhold. For hvis man ser bort fra ham selv, udpegede han nøjagtig lige mange kvindelige og mandlige ministre.

Med hans egne ord, da han præsenterede sit nye ministerhold foran Amalienborg: "Det er de facto en helt ny regering, der står her. Udenrigsministeren og jeg har lagt vægt på at sætte det stærkeste hold. Der er perfekt balance og harmoni – både i alder og køn."

Det kommer dog an på, hvordan man ser på "stærkeste hold", for kvindeandelen i regeringspartiernes folketingsgrupper var 34 procent, altså langtfra oppe på de kvindelige ministres andel i den daværende regering.

Thorning-Schmidt-regeringen
Tendensen til kønsbalancerede regeringer er led i en generel europæisk bølge. Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland var ekstremt tidligt ude, da hun i 1986 kunne præsentere sin såkaldte "kvinderegering", hvor otte ud af 18 ministre var kvinder.

De to venstrefløjspartier i Thorning-Schmidts regering fra oktober 2011 (Socialdemokratiet og SF) udpegede otte kvindelige og ni mandlige ministre til den nye regering, hvorimod det tredje parti i regeringsalliancen, Radikale Venstre, næsten demonstrativt undsagde idéen og udpegede fem mandlige og kun én kvindelig minister i form af partiets leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Sammenlagt kom regeringen til at bestå af 22 ministre, 14 mandlige og 8 kvindelige (henholdsvis 64 og 36 procent).

På spørgsmålet, om der ville blive en kvote for antallet af ministre i Helle Thorning-Schmidts (S) nye regering i 2011, svarede hun i overensstemmelse med også Radikales holdning, at "jeg kan ikke forestille mig en regering uden reel ligestilling. Jeg så også meget gerne, vi fik flere synlige indvandrerpolitikere, også gerne som ministre" (Redington, 2007). Det lykkedes som bekendt i tilfældet Manu Sareen, der blev ligestillings- og kirkeminister – dog ikke uden sværdslag.

I tiden op til Thorning-regeringens dannelse var netop denne post i ugevis spået at tilgå teologen og den tidligere ligestillingsordfører for SF, Pernille Vigsø Bagge, der i øvrigt sammen med Lone Dybkjær (R) havde markeret sig som en ivrig forkæmper for kønskvoter for eksempel til aktieselskabsbestyrelser.

Hun reagerede ikke just med forståelse på udnævnelsen af Manu Sareen, idet hun skabte mediestorm ved at kalde den nye regering "et flop" og fortsatte på Facebook ved at skrive: "Kirken gik til en, der ikke er med i foreningen og formentlig ikke aner noget om den, ligestillingen ditto (...) tror måske ikke jeg er SF’er dagen ud".

En europæisk bølge
Allerede i 2007 blev den nye finske regering sammensat med 12 kvindelige ud af 20 ministre. Erna Solbergs norske regering fra 2013 og Matteo Renzis nye italienske regering fra 2014 byggede på princippet om lige mange mænd og kvinder.

Det samme gjaldt Stefan Löfvens svenske regering fra 2014, der bestod af 12 kvinder og 12 mænd. Mest overraskende var det, at den tidligere tv-kendis og leder for Disneyklubben på SVT, den 42-årige Alice Bah Kuhnke (MP), blev udnævnt til kultur- og demokratiminister.

I Angela Merkels tyske regeringskoalition fra 2013 fik SPD's partiformand, Sigmar Gabriel, indfriet sit krav om tre kvinder og tre mænd på SPD's seks ministerposter.

Merkel selv er imidlertid en kvinde, der har kvalificeret sig den slagne vej til den absolutte toppost som kansler via massive erfaringer som politiker eksempelvis som minister for kvinder og unge og senere minister for miljø og atomsikkerhed.

Ved parlamentsvalget i Frankrig i 2017 besluttede den franske præsident, Emmanuel Macron, at halvdelen af hans partis kandidater skulle være kvinder, og at halvdelen ikke skulle have forudgående politisk erfaring.

Begge dele passede fint til frontfiguren, den kendte tyrefægter og politiske novice Marie Sara. Senere samme år blev også Macrons regering sammensat på fifty-fifty-basis.

Det er vist mere tegn på fransk galanteri end reel ligestilling. Ud fra fifty-fifty-tanken vil selve det, at kvinder er stærkt repræsenteret dog blive set som et udtryk for ligestilling, da det forventes, at disse politisk uerfarne kvinder med stor hast vil tilegne sig den fornødne politiske viden og via deres køn og deres friske syn på sagerne kunne gøre op med korruption og indspisthed i det gamle politiske system.

Heroverfor kan det indvendes, at politisk repræsentation bør afhænge af egen indsats, og at ligestilling er defineret ved, at alle har ret til at stille op i fri konkurrence.

Er der i virkeligheden tale om en form for paternalisme, hvor Macron skaffer sig en masse stemmekvæg, der ovenikøbet havde forpligtet sig til ikke at gå imod hans politiske linje?

Ved sammensætningen af Macrons nye regering i juni 2020 udgjorde kvinder halvdelen af de i alt 22 nye ministre, og størstedelen af dem havde aldrig været folkevalgte eller førhen besat vægtige politiske poster.

I december 2019 kunne finnerne dog tage prisen med en 34-årig kvinde, Sanna Marin, som ny statsminister for ti kvindelige og fem mandlige ministre og som leder af en koalition på fem partier, der alle ledes af kvinder, hvoraf kun én er over 35 år.

Læs også

Den halve verden for kvart indsats
Efter indsættelsen af Mette Frederiksens (S) regering i 2019 blev kønsfordelingen kritiseret fra feministisk hold som et udtryk for, at statsministeren "blæste på ligestillingen".

Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, fik sit første gennembrud i medierne, da hun i februar 2020 med et fifty-fifty-argument kritiserede fraværet af 50 procent kvindelige ministre i Mette Frederiksens regering.

Med et argument, der tager prisen for det mest konsekvente fifty-fifty-synspunkt, sagde hun: "Hvis ikke der er 50 procent kvinder i hvilken som helst ledelse, så har man ikke ansat de bedst kvalificerede".

Sammen med min statistikkyndige makker på bogen, ph.d. i epidemiologi Torsten Skov, har jeg set nærmere på det. Man skal erindre, at kun 13 ud af de 48 nyvalgte folketingsmedlemmer fra liste A var kvinder.

Hvis man tager det som udgangspunkt, er det faktisk de mandlige folketingsmedlemmer, der er underrepræsenterede, for kvindeandelen blandt folketingsmedlemmerne var 13/48 = 27 procent, men blandt ministrene 7/20 = 35 procent.

Kort sagt: De kvindelige socialdemokratiske folketingsmedlemmer har en større chance for at blive ministre end de mandlige. Samira Nawa vil altså have en 50 procents kvinderepræsentation på baggrund af en 27 procents talentmasse.

Vi kan altså konstatere, at selv en regering, der proportionalt udpeger en høj andel kvindelige ministre i forhold til antal folketingsmedlemmer, bliver beskyldt for at være kvindediskriminerende af folk, der vil have den halve verden for den kvarte indsats.

At flere kvinder kvalificerer sig i politik, stiller op til folketingsvalg, bliver valgt og en dag bliver ministre, er pragtfuldt. Men begynder vi at vælge kvinder, fordi de pynter på regnskabet og skaber kønsbalance, bliver dygtigere mænd forbigået, kvindelige ledere risikerer at blive rangeret lavere, og samfundet får ydelser på et lavere kvalitetsniveau.

-----

'Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen' af Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov) udkom 4. oktober på Gyldendal.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Bonde

Professor, Institut for Idræt og Enæring, Københavns Universitet
dr.phil. (2002)

0:000:00