Harun Demirtas: Sundhedsreformen mangler et vigtigt parameter – løn

Når man retter blikket på regionerne, får man at vide, at det er Sundhedsministeriet, og retter man blikket på Sundhedsministeriet, får man at vide, at det er regionerne, der ikke kan løse problemerne og sidder på hænderne. Den magtkamp bør hverken syge eller ansatte forholde sig til. 

Der er i dag en evig tvivl om, hvem der for eksempel ikke gør det godt nok. Det er ikke til at finde svaret på i dagens Danmark.

Derfor er det mest interessante i dette udspil ikke, hvad Løkke siger, men hvilket signal han sender til Danmark. For det er i signalet, han gemmer sit svar til danskerne.

Selvom Løkke ikke siger det direkte, er lukningen af regionsrådene en kvittering for den dårlige sundhedspolitik, vi har set i Danmark de seneste år. Ved at lukke regionerne fortæller han dermed danskerne, at de bagateller, danskerne mister livet af, og de besparelser, der har været årsagen til, at mange af mine kollegaer er blevet syge og har forladt faget, er regionernes skyld. Regeringen tager dermed afstand fra alt det, der er gået dårligt på sundhedsområdet i flere år. 

Spørgsmålet er så, om det nye system vil fungere godt? Det er det, som kommer til at dele danskere. For vi ved, hvad vi har, men ved ikke, hvad vi får.

Derudover fortalte statsministeren også, at regeringen vil gøre sundhed nært. Det er både nyt og genkendeligt. De sundhedscentre eller lægehuse, Løkke taler om, er en model, Sverige kører med i dag.

Som pårørende til en mor, der bor i Malmø og har flere kroniske sygdomme, kan jeg fortælle, at det fungerer fremragende. Ikke, at de ansatte ikke har nok at lave. Men fra et patientperspektiv er det en god idé og nærmest en gave, at man ikke skal på et hospital, men kan tale med en læge, en sygeplejerske og få taget blodprøver på et lokalt center, der ligner et mini-sygehus, hvor de har ansatte som læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, laboranter, jordemødre, psykologer og fysio- og ergoterapeuter. Disse små centre i Sverige hedder Vårdcentralen, og i eksempelvis Malmø ligger de meget tæt.

Men om det vil give mening i Danmark, er et stort spørgsmål. For naturligvis skal nogen også ville arbejde på disse små centre. Når kommuner og regioner nærmest slås om de sundhedsfaglige, vi har i dag, vil man skabe endnu større konkurrence ved at øge arbejdspladsmulighederne. Jeg kan som sygeplejerske glæde mig over, at sygeplejerskerne vil få flere arbejdspladser at vælge imellem, men jeg kan også være bekymret for de arbejdspladser, der vil stå tilbage som mindre attraktive og vil køre med færre normeringer.  

Derfor er det også afgørende at høre, hvor mange små sundhedscentre man har tænkt at bygge, og hvordan man har tænkt at rekruttere sundhedspersoner til disse stillinger.

Selvom statsministeren talte mest om læger og sygeplejersker, er det også nødvendigt at tale om andre sundhedsfaglige som fysioterapeuter, jordemødre og sundhedsplejersker, som vi også mangler meget i dag. Der skal også øges dimensionering på disse uddannelser.

Ligesom disse uddannelser og arbejdspladser i det hele taget skal gøres attraktive. Derfor bliver det nu spændende at høre, hvad regeringens udspil bliver i forhold til indhold som vilkår, ressourcer, kompetencer, kvalitet i uddannelserne og ikke mindst løn til de ansatte.

Men alt i alt går vi et folketingsvalg i møde, der bliver afgjort af velfærd. Hvis Løkkes ønske om at nedlægge regionsrådene ikke var med i hans reform, havde han måske bedre kort på hånden.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.