Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer

KOMMENTAR: Det er afgørende, at forhandlingerne om tidlig pension ender med en så bred aftale som muligt. Og det bør ikke kun være finanssektoren, der holder for, når ordningen skal finansieres. Det vil være mere rimeligt at hente en del af pengene via indkomstskatten.

I 2005 vandt Helle Thorning-Schmidt en urafstemning om formandsvalget i Socialdemokratiet. I valgkampen havde hun modigt slået på, at hun ønskede en reform af efterlønnen. Af den grund, syntes det, indkaldte Fogh-regeringen til forhandlinger, og Helle betroede Mogens Lykketoft og mig opgaven som forhandlere på vegne af den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Kort fortalt gik forhandlingerne i Finansministeriet trægt. Den borgerlige regering ønskede at reducere længden af efterlønsperioden kraftigt, men S ville sikre, at de mest nedslidte stadig havde en mulighed for at kunne udtræde af arbejdsmarkedet med værdighed – det vil sige som en rettighed og ikke som en social option.

Alle vores tal viste, at langt den overvejende andel af folk, som brugte efterlønnen, netop var dem, som havde startet meget tidligt på arbejdsmarkedet og havde haft de hårdeste jobs.

For Socialdemokratiet var det særskilt relevant, at en eventuel aftale skulle havne et sted, der ikke kunne ende i et scenarie, hvor man igen kunne beskyldes for løftebrud, som man havde haft en rædsom oplevelse med ovenpå valget i 1998. Som bekendt måtte statsminister Nyrup rykke ud med en undskyldning, men sindene lod sig aldrig helt formilde hos de tidligere kernevælgere.

For at forstå vreden i det faglige bagland over efterlønsforringelser skal man forstå, hvad der historisk står på spil for den erhvervsfaglige og ufaglærte del af arbejdsmarkedet. Hvis man går tilbage til 1978/79, hvor efterlønnen blev vedtaget, var forholdene for mandlige faglærte arbejdere, at de kunne forvente at blive cirka 71 år gamle - folkepensionsalderen var på 67 år. Det var en udbredt anekdotisk antagelse i skurvognene, at det var en dårlig idé at gå på pension, for “så faldt man bare hen og døde hurtigt”.

Med indførslen af efterlønnen fik den danske arbejder muligheden for en tredje alder - et privilegie som kun havde været andre samfundsgrupper forundt. Med værdighed, og uden at blive social klient, kunne man nu få nogle restleveår, hvor man var sikret en hæderlig indkomst og med rette kunne pege på, at man havde gjort sit daglige slid i mange år og havde fortjent at leve bedre de sidste leveår.

Det er den helt grundlæggende følelse af frihed og fremskridt for de dårligst lønnede, som de føler man tramper på, når man fjerner, gør nar af eller på anden måde spotter den ordning, der for mange har været et lystårn i en ellers kedelig og slidsom hverdag.

Omvendt var der for mange i offentligheden, og på borgerlig/liberalistisk side, et indtryk af, at efterlønnen var alt for generøs, og at en uhindret fremtidig tilgang til efterlønnen ville dræne statens finanser i et urimeligt omfang, fordi folk faktisk blev sundere og levede længere. Forsørgerbyrden hos de resterende på arbejdsmarkedet ville ganske enkelt blive for tung og uretfærdig.

I 2006 forhandlede vi os frem til, at efterlønnen og perioden på 3+2 år skulle bestå for til gengæld at hæve arbejdstiden med den konstaterede merlevetid og i forholdet 1:1 med automatisk 5-års forsinkelse for en opjustering.

Jeg erindrer, at daværende finansminister, Thor Pedersen (V), i vanlig suveræn retorik påpegede, at den etablerede restlevetid efter pension skulle være 19,5 år (14,5 +5), og når vi så alle sammen blev 1000 år, så skulle vi arbejde, til vi blev 980,5 år.

Ergo, vi løste såvel den borgerlige kritik af ordningens lukrative og meget tidlige pensionsrettighed, og vi sørgede for, at loftet gradvis blev hævet i takt med, at vi levede længere. Omvendt sikrede vi også, at der stod et solidt tilbud om tidligere pension til de nedslidte, fordi det netop var dem, som i langt hovedparten af tilfældene anvendte ordningen.

Det blev et bredt forlig, og vi præsenterede det som en historisk aftale. Og det var det også - volumen af de milliarder af kroner, der blev genoprettet, kan stadig imponere, når man måler de samlede reformer af arbejdsudbud op. Velfærdsforliget 2006 står for 85 procent af forbedringen.

I 2011 afskaffede et borgerligt flertal så reelt efterlønnen. De opsagde forliget og gik til valg herpå. Som bekendt kunne Socialdemokratiet og SF ikke samle flertal for at tilbagerulle forringelser, og man valgte at gå i regering med Radikale.

I forbindelse med valget i 2019 fremlagde Socialdemokratiet, at man ønskede en rettighedsbaseret reform, med Arne som prydelig frontfigur.

Og nu kommer den så.

Der skal nok blive diskuteret for og imod og findes huller og mangler.

Og nogen vil drømme om, at det hele slet ikke bliver til noget. Sidstnævnte vil jeg dog ikke anbefale nogen at sætte sin lid til, hvis man bare kender en anelse til statsministerens stålfasthed i denne sag.

For erhvervslivet synes det ikke så indlysende, at der er behov for denne pensionsudvidelse, men man noterer sig, at det er et udbredt ønske for såvel regering som fagbevægelse. Og det er vist svært at støve nogen op, som mener, at øgede afgifter oven på coronakrisen er nogen særlig god idé. Det bidrager snarere til mismod og skuffelse over sådan en morgengave midt i en hverdag, der i forvejen byder på drakoniske dispositioner med nedlæg af virksomheder og benhårde tab til følge.

Og det er jo rigtigt, at det alt sammen var bebudet før valget og pænt fremstillet i brochurer, men der havde man med garanti ikke regnet med en risiko for en coronavirus, kan jeg garantere.

Ved Nyrup/Lykketofts ændring af efterlønnen i 1998 – det var dét indgreb, hvor Nyrup måtte sige undskyld – pålagde man efterlønnerne et kontingent, der beløber sig i nutidens kroner til omkring 500 kroner om måneden.

Og da man må forudse, at efterlønnen - og dermed også kontingentet på 500 kroner - bliver erstattet af den nye "Arne-ordning", var det måske mere rimeligt, om man så i retning af indkomstskatten, når finansiering endelig skal tilrettelægges.

Og så bliver det afgørende for virksomhederne, at visse betingelser opfyldes:

  • at det bliver en bred aftale, som man kan stole på og
  • som samtidig igangsætter et arbejde for at sikre det tabte arbejdsudbud.

Og det sidste først: Virksomhederne stiller gerne op med konstruktive forslag til mere vækst og beskæftigelse - til en erhvervspolitisk offensiv oven på corona.

Men der bønfaldes også om, at man får en bred aftale. En aftale man kan stole på fra befolkningen, arbejdsmarkedets parter, pensionsselskaber etc. Det vil være maksimalt skadeligt for Danmark, hvis man fra valg til valg sætter politisk usikkerhed om folks pension og arbejdsliv.

Man har nu en historisk chance for at påtage sig den samfundsopgave. Få det nu ordnet og fikset en gang for alle - det ville klæde alle, der trådte ud af et forhandlingslokale med det budskab.

-------------

Henrik Sass Larsen er administrerende direktør for brancheforeningen for kapitalfonde i Danmark, DVCA. Han er tidligere erhvervs- og vækstminister under Helle Thorning-Schmidt og politisk ordfører fra 2006-11. Da han forlod Christiansborg, var han gruppeformand for Socialdemokratiet. Henrik Sass skriver kommentarer til Altinget hver anden uge. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Peter Skov-Jakobsen: Vores identitet må ikke blive en fæstning Peter Skov-Jakobsen: Vores identitet må ikke blive en fæstning Næste artikel Michael B. Klitgaard: Det er ledelse og ikke ideologi, der er de borgerliges problem Michael B. Klitgaard: Det er ledelse og ikke ideologi, der er de borgerliges problem