Historien bag Altinget: Brydningstid bød på vokseværk og springende gazeller

Året 2014 blev på flere måder skelsættende.

Der blev rusket op i ledelsesstrukturen, og virksomhedens vækst begyndte for alvor at tage fart. Egentlig kunne den gode, stabile, men lavere vækst være fortsat, hvis ikke Rasmus Nielsen var blevet påvirket udefra.

Det, der satte gang i lavinen, var i første omgang den åbenbaring, han modtog ved en ejerlederkonference hos PricewaterhouseCoopers.

På scenen stod, som han tydeligt husker det, "en lille væver dame med læderjakke", AU-professor Mette Neville, der fortalte om sin forskning i små og mellemstore virksomheder, der havde fået bestyrelser.

Rasmus Nielsen er normalt ikke til den slags, han bryder sig generelt ikke meget om at gå til konferencer, så han sad og så sig om for at finde en udvej. Emnet interesserede ham heller ikke synderligt.

Han følte sig helt og holdent som en selfmade man og ville ikke have indblanding i sine affærer. Ingen bestyrelse i hans gesjæft, tak. Den slags havde han været igennem. Fremover ville han bare have sit eget og styre det selv.

Rasmus tænder på risikoen og på at tage chancer. Det er sikkert også derfor, Altinget er, hvor Altinget er i dag. Fordi ejeren først og sidst har turdet satse og har haft risikovilligheden

Christian Peytz
Fhv. bestyrelsesmedlem

Men mens han alligevel sad der og lyttede med et halvt øre, sagde forskeren, at hun i sine undersøgelser kunne se, at de ejerledede virksomheder, der havde en bestyrelse, havde højere vækstrater og overskudsgrader end dem, der ikke havde.

Da tænkte Rasmus Nielsen: "Det var pokkers!"

"Jeg måtte bare konstatere, det var en vigtig information. Ud af mange ting, man hører og læser, var det lige den sætning, der satte gang i noget."

Væksthus-folk med grønne fingre
Det næste skridt i modningsprocessen var, da vækstkonsulent Kim Meyer-Karlsen fra Væksthus Hovedstadsregionen kontaktede ham. Fra Væksthusets side kunne man ved gennemgang af tallene se, at Altinget havde en sund, lille årlig vækst. Men konsulenterne mente, at Altinget nok ville kunne få mere. Og det ville man gerne hjælpe med.

I starten skulle Rasmus Nielsen dog alligevel overvinde sig selv, for han mente stadig så afgjort, at han var den, der kendte virksomheden bedst.

Men efter flere møder med de to vækstkonsulenter Kim Meyer-Karlsen og Max Damgaard forelskede han sig alligevel i tanken om at nedsætte et advisory board, der blandt andet kunne koncentrere sig om at hjælpe Altinget med vækst gennem øget fokus på salg. Og han ville gerne have de to konsulenter med ombord.

"Ligesom en massør kan få myoserne ud af kroppen, kunne de lige præcis gå ind og trykke der, hvor der var brug for det," fornemmede han.

Ledelsen må udvides
Et sidste medlem af advisory boardet fandt han i Christian Peytz, der selv er ejerleder i Peytz & Co.

Indrulleringen af de nye folk i virksomhedens inderste kabinet indledte en ny æra i Altingets historie, hvor virksomheden med rekordfart voksede og blev professionaliseret i alle led.

Det første møde i det nystartede advisory board i januar 2014 blev i særdeleshed skæbnesvangert, for allerede her skulle der tages stilling til, hvad der skulle ske med ledelsen af salgsafdelingen. Vicedirektør Mette Rosendahl var på barsel. Skulle man vente med en afklaring, til hun var tilbage?

Efter diskussion frem og tilbage var det sidste, Kim Meyer-Karlsen sagde, inden de atter forlod lokalet i Snapstinget:

"Vi skal altså have en salgschef. Vi går ud og finder en."

Så blev det beslutningen.

En hobbyvirksomhed
En omorganisering af salgsafdelingen skete dog ikke uden en vis skepsis fra Altinget-folkenes side. Ville alle de nye, dyre fuldtidssælgere overhovedet kunne tjene sig selv ind? Det gik jo fint med de studerende, der udgjorde salgsafdelingen. Det var lutter gode folk med studiejob. Ganske som da Mette Rosendahl selv indtrådte i virksomheden.

Fra Christian Peytz' perspektiv så tingene anderledes ud. Da han første gang fik indblik i forretningen Altinget, slog det ham, at virksomheden hverken havde en reel salgs- endsige økonomiafdeling.

"Man har noget administration, kaldte den sig."

Han begreb det knap nok.

"Det er utroligt, at man kunne bestå som en over ti år gammel virksomhed uden de to elementer. Det er mig stadigvæk den dag i dag en gåde."

Også Max Damgaard husker chokket over tingenes tilstand:

"Det var ikke en hobbyvirksomhed, men det blev drevet, som var det én. Salg var meget akademisk. Der var mange stud.polit.er, der sad og brugte halve timer på at snakke med kunderne om, hvor godt produktet var. Vi kunne med det samme se, at det var uholdbart. Vi sad og så på tocifrede vækstrater. 15 procent var ikke ualmindeligt for Altinget på det tidspunkt. Det var da meget godt. 

Men når det var gjort på så uprofessionelt et grundlag, tænkte man bare: 'Wow, en usleben diamant!' Hvis de kan gøre det der uden at være professionelle, hvad kan de så ikke gøre, hvis de ansætter folk, der rent faktisk ved, hvad salg er."

Særligt bestyrtet blev Christian Peytz, da han blev introduceret til et for ham fuldstændig ukendt, uhørt begreb.

"Jeg glemmer aldrig dengang, jeg hørte, at den største kilde til salg var 'selvindtegninger'. Det var fantastisk. Det var første gang, jeg hørte det ord. Selvindtegninger. Jeg tænkte: 'Hvad fanden snakker I om?' Det er simpelthen folk, der insisterer på at købe et produkt.

Det er fuldstændig uhørt!

Alle andre medier bløder abonnenter, vi har nogle, der kommer og siger: 'Må vi ikke godt tegne et abonnement?' Helt af egen kraft – uden at vi skal bede om det! Jeg tror, de fleste vil sige, at de godt kan se, der er et potentiale, når man er i den privilegerede situation."

Uhørte væksttal
I løbet af foråret 2014 gik jagten ind på den mand, der kunne drive salget, og valget faldt på Jesper Skeel, der oprindelig er uddannet skolelærer, men som hos erhvervsnetværket Presidents Institute havde vist imponerende tæft for salg. Det tog ham ikke lang tid at se, hvor der skulle sættes ind.

"Han har haft verdens nemmeste sælgerjob," siger Christian Peytz, og Rasmus Nielsen supplerer:

"Han tog det, vi kaldte de lavthængende frugter, men han fik simpelthen fordoblet salget. Det var en rystende oplevelse for mig. Det er nok en af de vigtigste beslutninger ud over at nedsætte advisory boardet. Overnight fik vi fordoblet. Hvis du ser negativt på det, vil det sige, at Mette og jeg – og herunder først og fremmest jeg selv – har svigtet ved at komme i gang for sent."

"Hold nu kæft, man taber ikke penge, man ikke har tjent, som man siger. Lad nu være med det der," irettesætter Christian Peytz og fortsætter:

"Men man kan sige, at vi kom fra en situation, hvor salg betød, at vi sad i aggressiv positur og ventede på, at telefonen ringede – til at vi tog telefonen og ringede ud. Det er ikke underligt, at man så fordobler salget. Det er ikke engang en parodi, det var mere eller mindre dét, der skete."

Jesper Skeels første nøgletræk var trestrenget. Han fik løbende ansat og udskiftet sælgergruppen med fuldtidssælgere, han adskilte lead research fra salget, og han anbefalede en specialisering på annoncer og abonnement, hvorfor de to funktioner blev adskilt. Rasmus Nielsens søn, Oskar Herrik Nielsen, kunne dermed fokusere på annoncesalget gennem sit eget bureau, Nichehuset.

Medicinen virkede. Abonnementsudviklingen talte sit helt unikke, tydelige sprog. Skeels første take på professionaliseringen af salg fik det til at stige eksplosivt.

Gazellespring 
Omstruktureringen betød også en kulturændring i virksomheden. Ud gled det gamle sælgerhold, universitetsstuderende med uformel omgangstone, påklædning og mødetid, og ind kom de professionelle sælgere i pænt tøj med en helt anden agenda og en helt anden måde at gå til tingene på.

Jesper Skeel bragte også tanken om at lave professionelle netværk med sig ind i virksomheden.

"Det var på det tidspunkt helt nyt, at man var gået i gang med at afholde konferencer. Jeg sagde, at hvis vi skal lave konferencer i denne virksomhed, så er det ikke noget, vi kan lave hvert halve år, for så er det noget, nogen skal gøre ved siden af det, de egentlig er ansat til. Vi skal lave så mange konferencer, at vi har gentagelser af det. Så det bliver nogens primære ansvarsområde.

Da vi havde fået processerne omkring live-delen på plads, gav det mening, at vi lagde netværk oven på, fordi der er naturlig sammenhæng i det. Det var sjovt at være med til at skabe. Det, jeg gjorde, var at sætte det i system, men jeg kunne ikke have gjort det uden det hold af mennesker, der blev ansat omkring mig."

Med sig ind i virksomheden bragte han folk som Ricky Thomsen, Anders Krøyer og Rok Menhard, der efterfølgende hver især bidrog til de fortsat stigende årlige salgsrekorder.

I 2015 fik Altinget som vækstvirksomhed sin første gazellepris for at vokse hurtigt, samtidig med at virksomheden gav overskud. Det skulle blive et årligt tilbagevendende fænomen, og i 2019 kunne virksomheden indkassere sin femte og foreløbigt sidste gazelle i træk.

Ad andre veje end de åbenlyse
"Rasmus er altid på vej," har en tidligere ansat sagt om stifteren.

"Han er i konstant bevægelse, og han har dette vilde iværksættersindelag, han læner sig ikke bare tilbage og siger, nu er det godt. Som nu med TV 2-kontrakten, her kunne andre måske finde på at sige, at 'nu er det lunt og godt, mere behøver vi ikke opnå'. Men ikke Rasmus. Straks gik han i gang med at udvikle og åbne nye portaler."

Christian Peytz fremhæver et supplerende karaktertræk. Han ynder at kalde Rasmus Nielsen for "den vildeste kasinospiller".

"Han tænder på risikoen og på at tage chancer. Det er sikkert også derfor, Altinget er, hvor Altinget er i dag. Fordi ejeren først og sidst har turdet satse og har haft risikovilligheden."

Gennem hele Altingets historie har Rasmus Nielsen også bestandigt været interesseret i at gå andre veje end de åbenlyse.

I 2007 investerede han i den gamle, fredede Lille Mølle ved Nyborg, som han lod sætte i stand med den hensigt at oprette et kursuscenter. I sidste ende blev det ved drømmen, og han afhændede den smukke gamle vandmølle igen året efter.

Inden da nåede han dog at afholde en for medarbejderne uforglemmelig julefrokost på stedet og et mindst lige så mindeværdigt grundlovsmøde med taler ved partilederne Bendtsen, Søvndal, Khader og Kjærsgaard.

Partiformand Pia Kjærsgaard (DF) på talerstolen ved Altingets grundlovsmøde på Lille Mølle, 2008 (Foto: Ole Toft/Altinget)

Et andet projekt, der i det lange løb heller ikke varede ved, var eventyret med avisen Kommunen, som Rasmus Nielsen købte og drev i et par år sammen med DK Nyts direktør og chefredaktør, Claus Theilgaard.

Såvel Lille Mølle som samarbejdet om Kommunen er dog for intet at regne i forhold til, hvilke projekter Rasmus Nielsen kastede sig ud i 2014.

Her købte han på tvangsauktion hotelruinen Grønbechs i folkemødebyen Allinge, og af resterne fra den svenske parlamentsavis 'Riksdag och Departement' skabte han sammen med chefredaktør Mattias Croneborg den svenske udgave af Altinget.

Og det uden at have den mindste erfaring med byggeproces eller hoteldrift endsige opstart af virksomhed og medie i et andet land.

Begge investeringer har da også kostet dyre lærepenge.

Det er ikke omkostningsfrit at genskabe et hotel og følgende få driften til at køre.

Det svenske søstersite viste sig heller ikke at være en nem størrelse at håndtere og lukrere på. Måske gik man fra start for meget på kompromis med det originale koncept og franchisen? Man måtte under alle omstændigheder sadle om ad flere omgange, og målet om opnåelse af svensk mediestøtte blev aldrig indfriet.

Men alle fejlkalkuleringer, frustrationer, økonomiske ørefigner og børnesygdomme til trods må man blot konstatere, at Altinget i skrivende stund råder over et af Allinges flotteste hoteller med en restaurant i særklasse og en gårdhave og et udendørsmiljø, der er et af Folkemødets helt store trækplastre.

Og i Stockholm er de røde tal endelig ved at antage sorte nuancer, ikke mindst takket være netværksafdelingens velsmurte maskineri.

Nielsen og Rasmussen taler om overdragelsen af et livsværk. (Foto Arthur Cammelbeeck)

I 2016 blev Rasmus Nielsen præsenteret for et tilbud, han ikke kunne afslå.

"En stjerne på Rasmus' himmel var Mandag Morgen," husker Jon Adelsten fra Altinget-redaktionens allerførste dage. "Det var kun journalister og beslutningstagere, der læste det. Vi læste det. Det var bare superfedt. Vi havde kæmpe respekt for Mandag Morgen. Jeg turde knap ringe til dem. Det var dette fornemme sted, som var alt det, man gerne ville være. Den lidt tørre udgave."

I december 2016 kunne Rasmus Nielsen opfylde én af sine gamle drømme og hente stjernen ned fra himlen, da han købte Erik Rasmussens livsværk.

En ikke uvæsentlig sidegevinst var, at han også fik sin højt skattede gamle praktikvejleder fra Berlingske, Lisbeth Knudsen, med ind i koncernen ved overtagelsen.

Siden er Altinget og Mandag Morgen flyttet sammen i domicilet i Ny Kongensgade. Hvert medie bevarer sin egenart, men nyder godt af de oplagte synergier, der er de to søstermedier imellem.

Per Mikaels indtog
"Det er første gang, jeg har arbejdet for en medievirksomhed, ingen hader. Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der gør. "

Ordene er Per Mikael Jensens, og de er sagt i oprigtig forundring.

"Der er folk, der ikke kender Altinget, folk, der ikke bruger det og ikke har nogen holdning til det. Det er fint nok, men jeg har aldrig mødt nogen, der hader det."

Per Mikael Jensen havde ellers set og prøvet det meste i sit liv, inden han blev en del af Altinget-universet, men han måtte hurtigt sande, at Altinget var noget særligt. Som tidligere TV 2-direktør og øverste chef for Metro International var han ikke ligefrem et ubeskrevet blad, da han i løbet af 2014 blev kontaktet af Rasmus Nielsen, der spurgte, om han kunne have interesse i at blive formand for Altingets nye bestyrelse.

Det kunne Per Mikael Jensen nok have en interesse i, men inden han sagde endeligt ja, ville han danne sig sit eget billede ved at gå rundt og interviewe forskellige ansatte.

"Som jeg sagde til Rasmus: 'Inden jeg skal være formand for virksomheden, skal du have lov at se, hvad jeg egentlig mener om den.' Derfor lavede jeg en strategisk analyse – mod betaling. Den fik Rasmus, og den afskrækkede ham åbenbart ikke."

Rasmus Nielsen ændrede sit advisory board til en koncernbestyrelse, og endelig i marts 2015 kunne Per Mikael Jensen sætte sig i formandsstolen. Hans første tid på Altinget begyndte med mange og lange gåture med Rasmus Nielsen.

"Det var en kæmpe fordel, at vi var så tæt på hinanden, for tingene blev virkelig diskuteret grundigt igennem. Plus alle mulige andre hyggelige ting, man kunne tale om. Men vi var uhyggeligt meget tættere på hinanden, end en bestyrelsesformand og en direktør normalt er."

Vi gør det live!
Parløbet blev om muligt endnu mere tæt i opstartsfasen for konference- og netværksafdelingen Arena, som Per Mikael Jensen i vid udstrækning var den drivende kraft i udviklingen af. Udefra set var det måske nok en aparte konstellation.

Bestyrelsesformanden indsatte reelt sig selv som konsulent for denne gren af virksomheden og brugte den første sommer en del tid på at ansætte folk hertil.

"Der var nogle få netværk i gang, og jeg talte med Anders Krøyer og Mette Rosendahl om, hvordan vi kunne skalere det. Jeg bad dem komme med en plan om at lave nogle flere. De vendte tilbage med en plan om at lave måske seks. 'Det går sgu ikke! Vi skal lave tyve! Hvad skal der til, for at det kan lade sig gøre?' spurgte jeg dem. Det er en måde, jeg godt kan lide at arbejde på."

Per Mikael Jensen er berømt og berygtet for sine servietbudgetter, og den slags anvendte han i stor stil i konsulentrollen.

"PM mestrer volumen og hastighed – på et meget enkelt niveau," siger Arenas direktør, Anders Krøyer.

"Der er ingen tvivl om, at han i den periode fik mig til at se helt anderledes på det at skalere en forretning. For han havde ret. Han tog min plan og doblede den. Og så fik jeg travlt."

Alle involverede knoklede, og Arena blev og er en succeshistorie.

"Altinget oplevede et boom, fordi vi var nye på markedet. Krøyer holdt sammen på det hele og gjorde det skidegodt," siger Per Mikael Jensen.

Jensen og Nielsen bytter plads, sommeren 2017. (Foto: Sif Meincke)  

Bytte bytte købmand
Arena-succesen var også det projekt, der fik ham til at sige ja, da Rasmus Nielsen en dag spurgte, om de to skulle bytte plads.

"Det var inspirerende at arbejde så tæt sammen med mennesker igen. Det gør man normalt ikke som formand. Der er det primært ledergruppen eller direktøren, man har kontakt til. Men jeg var en atypisk formand," indrømmer han.

"Egentlig havde jeg ikke troet, jeg skulle have en tur mere i manegen som direktør. Jeg tænkte, at nu havde jeg fået fri. Men jeg kunne simpelthen mærke, det gjorde mig i godt humør.

Inden for rådgivning, som jeg lavede for Rasmus og andre, bliver man en del af det folkefærd, Hans Mortensen fra Weekendavisen kalder 'mødegængerne'. Det er dem, der lever af at vise hinanden Powerpoints. Det er ikke verdens mest sexede job. Derimod var jeg meget, meget glad for at være direkte involveret i Arena, og derfor var jeg motiveret for at tage en tur mere. Sådan førte det til, at vi i sidste ende byttede."

En chefredaktør fra Politiken
I den meget aktive rolle som bestyrelsesformand var Per Mikael Jensen også dybt engageret i ansættelsen af chefredaktør Jakob Nielsen.

I starten af februar 2017 fik Altingets medarbejdere besked om, at Altinget ville søge efter en ny ansvarshavende chefredaktør, for Rasmus Nielsen ønskede "at hellige sig arbejdet som udgiver og koncerndirektør med fortsat vækst herhjemme og i udlandet for øje".

I samme ombæring fik huset meldingen om, at Anders Jerking stod til at fratræde som redaktionschef ved månedens udgang, idet han havde fået en ny stilling som ansvarshavende chefredaktør og direktør i et nyt selskab i JP/Politikens Hus.

Aftenen før stillingen blev slået op, mødte redaktionschef for Politiken.dk, Jakob Nielsen, tilfældigt Rasmus Nielsen ved en sammenkomst hos David Trads. De faldt hurtigt i snak, og Jakob Nielsen fik inviteret sig selv på besøg ved førstgivne lejlighed. Rasmus Nielsen nævnte den aften intet om den endnu ikke offentliggjorte ledige redaktørstilling.

Den blev slået op dagen derpå, og det kom til at ændre præmissen for Jakob Nielsens besøg.

Efter lange samtaler med Per Mikael Jensen og Rasmus Nielsen søgte han jobbet og var gennem en for ham overraskende grundig proces med flere forskellige test.

"Men den egentlige jobsamtale foregik vel alligevel hjemme i Per Mikaels køkken i lejligheden i Kronprinsessegade, meget 'Per Mikael og Rasmus'-agtigt over et glas rødvin, hvor Per Mikael stod og røg inde under emhætten ude i køkkenet. Et lidt usædvanligt setup for en jobsamtale, men samtidig tog de det også meget alvorligt."

Det lidt bizarre i situationen var desuden, at Jerking i de første uger i sit nye job, indtil Politiken Skoleliv åbnede med egne kontorer, fik kontorplads på Politikens redaktion. Skæbnen ville, at det blev Jakob Nielsen, han skulle dele kontor med i den tid.

De ti bud
For Jakob Nielsen, der havde været sytten år på Politiken og en meget kort periode på Information, var Altinget en virkelig anderledes og meget speciel butik at komme ind i.

Til hans første møde med redaktionen i det store mødelokale, Stortinget, havde journalisterne forberedt et slideshow med ti gode råd og opfordringer til, hvordan den skulle grejes.

"Det var alt sammen både fornuftigt og velment. Jeg tog ikke anstød af det, men tænkte, det var virkelig fedt. Man fik straks et indtryk af en virksomhed, hvor folk har et enormt medejerskab til firmaet og til alt, der foregår her. Det var mest det, jeg udledte af det. Det var den første positive overraskelse blandt mange.

Reminiscensen af Rosendahl
Den anden var, da jeg opdagede, at der i virkeligheden var én person, som rigtig mange ting i dette firma turnerede rundt om, nemlig Mette Rosendahl. At det langt hen ad vejen var hende, der fik ting til at ske her, som eksekverede rigtig mange beslutninger og vidste alt. Der var stadig mange levn fra det tomandsdrevne firma, da jeg begyndte i 2017.

Min oplevelse var, at hun i virkeligheden lige så meget som Rasmus var den, der har æren for, at Altinget er blevet til det, det er.

Fordi hun altid havde nye idéer og havde så mange ambitioner på firmaets vegne. Hun var enormt god til at se muligheder og til at putte ting ind i et Excel-ark og på den måde få dem til at ske. Hele Altingets portalstruktur er jo bygget på et Excel-ark ved at sige, at hvis én medarbejder har x antal timer om ugen, så kan vedkommende nå at producere y antal nyhedsbreve.

Det er en af hemmelighederne bag Altingets succes, at man vendte forretningsmodellen på hovedet og startede med at sige, hvad har vi af ressourcer, og hvad kan vi lave for dem? Det har ført til en less is more-tankegang, som har vist sig at være ekstremt moderne og forud for sin tid. I dag kan vi se, hvordan folk er oversvømmet med indhold og er ved at drukne i nyheder.

Der kommer Altinget faktisk med et andet tilbud, der hedder: 'Vi giver dig ikke supermeget, du skal forholde dig til. Vi prøver at servicere dig med lidt mindre, men til gengæld væsentlig information, som du kan bruge i dit professionelle liv.'

Det er helt klart én af forklaringerne på Altingets succes. Mette Rosendahl fortjener virkelig at blive fremhævet for den kæmpe rolle, hun har spillet, og for mig var det i første omgang et forfærdeligt slag, da hun kom og sagde, hun havde skiftet job. For jeg opfattede hende som det tandhjul, virksomheden drejede om.

Jeg var faktisk bekymret, men set i bakspejlet var det kommet til et tidspunkt, hvor det var rigtigt både for hende og for Altinget at skifte. Hun trængte til at vise, hvad hun kunne i en anden setting, og Altinget var lige midt i en transformation fra den mom-and-pop-shop-agtige virksomhed til at blive en "rigtig" medievirksomhed."

Opgør med lillebrorkomplekset
Som et led i denne fortsatte transformation hører også et opgør med det, Jakob Nielsen betegner som Altingets lillebrorkompleks, der på flere niveauer har martret virksomheden.

"Vi er grundigt ved at lægge det af os, men det er ikke en proces, der er afsluttet. Det afspejler sig stadig i journalistikken, som kan have tendens til at være meget forsigtig. Det er udmærket, den skal blot også nogle gange være ikke så forsigtig. Men det er ikke nemt for journalisterne på Altinget at træde helt op på den store klinge og vinkle hårdt. Det ligger ikke rigtig i Altingets selvforståelse at gøre den slags. Vi er lidt mere underspillede."

Ikke desto mindre er der sket store forandringer de seneste to-tre år, der har styrket den kollektive selvtillid. Aldrig mere skal en journalist eksempelvis tage til takke med et kvarters interview med en minister til en coverhistorie i dugnakket resignation over, at man "kun er fra Altinget" og dermed implicit ikke kan få mere.

Tværtom kan partiernes pressechefer nu finde på at ringe til Jakob Nielsen og spørge, om ikke det er ved at være længe siden, at én af deres topfolk har været på coveret af magasinet. Og i Løkkes tid lagde Statsministeriet af egen drift en interviewaftale med Ole Toft i kalenderen, da sundhedsudspillet skulle fremlægges. I erkendelse af, at de med Altingets sundhedspodcast ville kunne ramme den helt rigtige målgruppe.

Et synligt ansigt
Fra starten har Jakob Nielsen anskuet Altinget på en lidt anden måde end Anders Jerking og Rasmus Nielsen. Han har ændret nogle ting, men har samtidig også løbende ændret sin egen opfattelse af tingenes tilstand på en række punkter.

"En af de ting, vi gjorde meget bevidst, da jeg startede, var at prøve at sætte Altinget mere på dagsordenen. Dels ved, at jeg selv indtog en meget mere synlig rolle, end både Rasmus og Jerking havde gjort, i den offentlige debat. Og dels styrkede vi den gratis del af Altinget yderligere. Det var også en del af processen med at komme ud af lillebrorkomplekset og tro på, at man kunne noget selv. Samtidig var det en idé om og en tro på, at det ville styrke salget af vores betalte produkter, hvis vi har et stærkt brand på den del af Altinget, der er tilgængelig for alle."

Der gik et stykke tid, fra Jakob Nielsen startede ved Altinget, til det gik op for ham, at han i virkeligheden havde overtaget to job. Han var blevet ansat som chefredaktør og havde overtaget en stor del af Rasmus Nielsens funktioner, men reelt var han også blevet redaktionschef og havde dermed overtaget Anders Jerkings samlede portefølje.

Det var en uholdbar situation, og i starten led redaktionen under, at der lige pludselig manglede én i den ligning. Han fandt hurtigt ud af, at han og Altinget havde behov for en redaktionschef, og valget faldt på Cecilie Gormsen, som er dygtig og effektiv, men det var især hendes digitale forståelse, der var udslagsgivende.

Med sin fortid på Berlingske.dk og i kraft af, at hun sad på Altingets forside og var nyhedsstyrende, kunne han se, at hun bedre end de fleste forstod, hvad digitale medier er, og hvordan de fungerer.

Fra klods om benet til et kæmpe plus
Jakob Nielsen var kommet til Altinget med en forventning om, at han slap for den papiravis-tankegang, der har hersket på Politiken selv langt, langt ind i digitaliseringens tidsalder.

Og han havde været ved at falde bagover, da han fandt ud af, at det låste system med mere eller mindre faste udgivelsestidspunkter for nyhedsbrevene var en nærmest eksakt pendant til det, han troede, han var sluppet for. Siden har han dog fået et mere nuanceret billede af, hvilke parametre Altinget konkurrerer på, for det er ikke nødvendigvis hurtigheden og mængden, tværtom.

Konkurrencefordelen er, at folk forventer noget andet af Altinget.

Noget dybere, bedre kvalitet, og nyhedsbrevenes faste rytme har dermed også sin egen berettigelse i less is more-tankegangen.

Kort efter ansættelsen af Jakob Nielsen kom Per Mikael Jensen med meldingen om, at Altingets printmagasin skulle øge kadencen til at blive et reelt månedsmagasin. Jakob Nielsen korsede sig, han var lige kommet ud af papirkrigen på Politiken, og han vidste, hvor styrende print er for en produktion. Men med en anden tilgang til processen og produktionen er det faktisk lykkedes at vende ulempen til en fordel.

"Med Altingets magasin og især takket være Esben Schjørring, som er et af de største talenter, jeg har mødt, har vi formået at få vendt det på hovedet, så det er digitalt først, og så genbruger vi det på print. I modsætning til den klassiske tankegang, hvor man tænker papiravisen først."

I tilgift har magasinet ud over Schjørring også tilført huset store kapaciteter som designchef Annemarie Nordlyng og fotograf Arthur Cammelbeeck.

"Det har også haft den gode effekt, at der bliver produceret nogle store interview og featurehistorier. Det har givet øget arbejdspres, men vi har virkelig også givet hinanden et ekstra gear ved at have et magasin, journalisterne godt kan lide. Og som kilderne også godt kan lide at optræde i. Vi har fået en anden journalistisk tyngde af det."

Altinget i øret
I sin tid som redaktør for Politikens netavis havde Jakob Nielsen lært og dannet sig en skarp holdning til, at tv på nettet er en svær størrelse at få til at fungere.

Der var en periode, hvor alle på nettet i USA og derfor også i Danmark skulle lave tv, og det skulle styre omsætningsvæksten. Men selv i USA viste det sig, at det ikke holdt. Derfor ændrede Jakob Nielsen ved sin tiltræden Altingets tv-strategi og fik det lille, interimistiske tv-studie omdannet til et lydstudie i stedet.

Det skete ikke til Rasmus Nielsens udelte begejstring, for som gammel tv-mand var og er han meget optaget af det led af den journalistiske produktion.

"Vi måtte bare indse, at vi ikke bliver en tv-station. Det var en uholdbar strategi efter min mening. Det skruede vi helt ned for og begyndte i stedet at eksperimentere med podcast."

Selv om det ligesom for de fleste andre podcast-udbydere gælder, at man står i et vadested, hvor den gyldne nøgle til fuld finansiering endnu er godt gemt, er Altinget fantastisk godt repræsenteret på markedet, og forhåbentlig er de forskellige tilbud kommet for at blive.

Med Henrik Axel Buchter og Esben Schjørrings populære, daglige politiske overblik, 'Altinget Ajour', Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsens EU-podcast, 'Parlamentet', Ole Tofts 'Politisk Stuegang' og Civilsamfunds-redaktionens nye satsning, 'Sektor 3', står Altinget efterhånden stærkt og godt som endnu en nichens niche, nu i det politiske lydunivers.

Og det er blot en af de nye tilgange for brugerne at komme Altinget nærmere.

Altinget i kød og blod
En anden er selve det fysiske møde, som i Jakob Nielsens optik er det allermest interessante, Altinget står med lige nu. Det var også mere end noget andet det, der dominerede dækningen af valgkampen i 2019. I alle dagene op til valget var den nyistandsatte gård i Ny Kongensgade i brug. Der var filmvisninger, partierne fik lov til at styre gården, der var debatmøder under alle tænkelige substantielle emner.

"Vi har udvidet vores medie til også at være et sted, man kan gå hen, et sted, man kan få en håndgribelig relation til. Det er noget, vi virkelig kan arbejde videre med og bruge. Det giver os en helt ny dimension som medie.

Til eksempel arrangerede vi Arena Summit i foråret. Hvornår har et dansk medie sidst samlet 700 netværksmedlemmer til en konference, hvor den forhenværende, den daværende og – skulle det vise sig – den kommende statsminister alle holdt tale? Jeg kan ikke huske, hvornår det er sket.

Vi var nervøse for, om vi nu kunne løse det, og selvfølgelig var der ting, der kunne gøres bedre. Men den dag trådte vi for alvor ud af vores egen skygge. Ud af lillebrorkomplekset. Det var en kæmpe præstation. En magtdemonstration."

Visionen om det fysiske møde med læserne er et af eksemplerne på, hvad Per Mikael Jensen nåede at tilføre butikken. Nok er han en sammensat person, som er god til at kaste mange bolde op i luften og har et ry for – ude i branchen – at være på grænsen til en fantast, men man skal ikke tage fejl af, at han med idéen om Altingets gård i sidste ende så helt rigtigt.

"Jeg kender ikke en medarbejder på Altinget, inklusive mig selv, som ikke har stået og rystet på hovedet, når man har set PM stå og instruere håndværkerne nede i gården i, hvordan de skulle slibe brædderne til. Eller da vi stod og så storskærmen, som ville kunne blæse hele Fælledparken op, blive hængt på plads i den gård, der har plads til 100 mennesker.

Hvis der er nogen, der siger, de ikke på et tidspunkt har tænkt, at det der er vanvid, så tror jeg, de lyver. Men nu, hvor det hele er på plads, og man kan se, hvad det er for en maskine, der er blevet skabt, så er det et fantastisk eksempel på, hvad han bidrog med. En rigtig satsning, som peger helt nye steder hen," siger Jakob Nielsen.

Ansættelse over skinkesalat
Det var midt under opbygningen af gården, at økonomidirektør Rune Vinther blev ansat, og han husker tydeligt, hvordan han, hver gang han var inde forbi på besøg, også efter han havde skrevet kontrakten under, fandt Per Mikael Jensen liggende i cowboyshorts i færd med at lægge gulvet.

"Folk kom ned og sagde: 'Du har vist nogle mails, du ikke har svaret på.' Uden at fortrække en mine eller blive stresset eller sur stod han bare og forholdt sig til det, der var. Hele det setup blev jeg med det samme meget forelsket i." Rune Vinther sad i en stilling som økonomichef for Telmore, da han i 2018 blev kontaktet af et bureau, der var på jagt efter en ny økonomidirektør til Altinget-koncernen.

Men nej, ellers tak, han skulle i hvert fald ikke ind i dagbladsbranchen.

Da han hørte, at Per Mikael Jensen var direktør, blev hans nysgerrighed alligevel vakt. En samtale med PM blev aflyst i sidste øjeblik, i stedet fik han et nummer, han skulle ringe til på en lørdag. Det gjorde han og fik fat i Per Mikael, der havde munden fuld. Han mumlede og vrøvlede og sagde:

"Jeg er lige ved at spise en skinkesalatmad," og tilføjede: "Den er nu for øvrigt god."

"Alt sådan noget er jeg bare vild med. Karisma og charme. Det fortæller noget om, hvordan det hele begyndte. Lidt rodet, kaotisk. Ikke efter planen. Men med masser af lune og ejendommelighed. Sådan noget kan jeg rigtig godt lide. Derfor var jeg i virkeligheden solgt fra starten af," fortæller Rune Vinther.

Alle løfter i flok
Hvad der for alvor overraskede ham, var oplevelsen af den pionerånd, der hersker i huset. Mødet med den ene ildsjæl efter den anden, der alle går op i deres arbejde, tager ejerskab og får løst konkrete, håndgribelige opgaver. Krydret med en fantastisk og sublim innovation.

"Jeg kan ikke beskrive, hvor fascineret jeg er af den evne, som jeg ikke har set ret mange andre steder: 'Nu springer vi bare ud i det her. Vi får det til at ske. Det lykkes.'"

Han nævner brætspillet Quizminister som et godt eksempel på den tilgang. Spillet opstod som en flygtig idé og blev udviklet og skabt af gode folk på tværs af huset. Det blev produceret, hentet hjem fra Kina, og hurtigt blev en webshop stablet på benene, så der i dag er faste procedurer for hele det salgsled.

"Det er helt vildt. Det er den holdning, der kendetegner huset, at der ikke er noget, der ikke kan lade sig gøre. Der er ikke noget sted, vandet er for dybt. Vi går bare ud i det. Det inspirerer mig, for sådan er jeg egentlig ikke selv."

Der, hvor han til gengæld føler, han har kunnet bidrage med noget, er ved at have skabt ro på økonomien på den korte bane og ikke mindst at have sikret en bedre og mere velfunderet grundstruktur. For lige så meget som han virkelig holder af pionerånden, friheden og fraværet af rigide systemer, skal det helt grundlæggende administrative fundament være på plads, for at det andet får lov at flyde og være frit.

"På Altinget kommer man ind i lidt af et rodehus. Man må selv famle sig frem. Men hvis man løser det, kan man se effekten af det. Uanset om man er studentermedarbejder eller fuldtidsansat på redaktionen, i Arena, i salgsafdelingen, kan man gøre en forskel.

Man kan se, at hvis der ikke er nogen, der tager den bold, er der ingen, der gør det. Det er fantastisk motiverende. Det er vigtigt, at vi bibeholder kreativiteten og den kultur, hvor alle medarbejdere løfter. Vi skal vedblivende være en lille hurtigløber. Det må vi aldrig ændre på."

Tredje akt slutter med et farvel
Altingets historie falder groft sagt i tre akter.

Den første, svære start fra 2000 til 2003, mellemperioden med de stabile år fra 2004 til 2014 og senest det vilde væksteventyr med jagten på glamour og gazeller fra 2015 til 2019. Det gik for alvor stærkt, da Rasmus Nielsen fik sat sit første advisory board, og endnu vildere gik det for sig, da Per Mikael Jensen blev indrulleret. Først som bestyrelsesformand og siden som koncerndirektør.

"PM har haft en stor betydning, for han har tændt noget i mig med vækst og idérigdom, så sammen har vi givet den gas. Han har hjulpet mig med at tjene flere penge, som også har muliggjort væksten. Det har han en stor del af æren for," siger Rasmus Nielsen.

Men vækst er ikke omkostningsfrit, og allerede i efteråret 2018 var der tegn på, at stifteren var på vej med en kursændring af de større.

Med egne ord skiftede han i bestyrelsen en angrebsspiller i Max Damgaard ud med en forsvarsspiller i Torben Laustsen. Og i august 2019 var eventyret med væksthvirvelvinden Per Mikael Jensen definitivt forbi. Efter uoverensstemmelser om virksomhedens retning blev koncerndirektøren afskediget og fratrådte straks.

"Rasmus vil gerne have større fokus på optimering af bundlinjen og mindre på vækst, og han mener, at min bedste udskæring handler om at rekruttere store talenter og skabe vækst, og det er nok ikke helt forkert," forklarede Per Mikael Jensen selv i et opslag på Facebook. Han ønskede fuld åbenhed om afskedigelsen på baggrund af strategisk uenighed om virksomhedens videre udvikling.

"Det er sandheden. Rasmus vil ét med selskabet, jeg ville noget andet. Intet ondt i det."

Humlebiens himmelflugt
Efter en begivenhedsrig og hæsblæsende tredje akt af Altingets historie har Rasmus Nielsen således nu med en ny direktør, Christoph Nørgaard, i spidsen for koncernen sat kursen mod roligere vande.

Til trods for de seneste års forandringer og eventyrlige fremgang med hjorden af springende gazeller er det alligevel, når Rasmus Nielsen ser tilbage, starten med de allerførste svære år, der fylder mest i hans sind.

"Det er klart, at første akt er og bliver den vigtigste. Det vil jeg have lov at sige," slår han fast.

"Man kan diskutere, om anden akt kunne have været kortere. Om vi kunne have været mere offensive. Det vil jeg nok sige. Hvis man skal se tilbage, skulle vi have haft mere kul på i anden akt og knap så meget kul på i tredje."

Efter en tænkepause tilføjer han:

"Nu får vi så også fjerde akt. Mon ikke det bliver den gyldne middelvej?"

Humlebien er Altinget blevet kaldt. Og her, hvor de første tyve år er tilendebragt, står det klart, at den lille publicistiske humlebi, der ikke burde kunne løfte sig fra jordens overflade, alligevel fik luft under vingerne og stak afsted i himmelflugt.

En tanke satte sig, da Jakob Nielsen rådede sin bror til at kaste sig over den nye internetteknologi, og hvad der startede som en stædig enmandshær, har med årene vokset sig til et anerkendt, internationalt mediehus. Altingets historie slutter ikke her.

Tværtom er den kun lige begyndt.