Hørt og set på Folkemødets dag to: Olsen Dyhr vil ikke lade rød uenighed bremse fælles vision

NEDSLAG: Mens Pernille Skipper stak til Radikale ved at kræve en ny økonomisk kurs, understregede Pia Olsen Dyhr, at de røde partier er mere enige end uenige. Få overblik over fredagen på Folkemødet.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Således begynder endnu en dag i Allinge at nærme sig sin ende i takt med, at der bliver skænket flere og flere øl rundt omkring i byen.

Hele dagen har igen budt på debatter og meningsudveksling. Som en Altinget-journalist, der er afsted til Folkemødet for første gang, meget rammende sagde over morgenmaden, så er Folkemødet er jo egentlig bare ligesom Twitter. Bare i virkeligheden.

Her får du et overblik over andendagen på virkelighedens Twitter.

Rød bloks uenigheder er ikke nok til at bremse S-regering
Som den sidste røde partileder på hovedscenen til dette års folkemøde gjorde SF's formand, Pia Olsen Dyhr, sit for at sprede optimisme omkring de igangværende regeringsforhandlinger.

Hun anerkender, at de røde partier har deres forskelligheder og uenigheder, men det skal ikke stå i vejen for den vision, de alle er enige om:

"Jeg ved godt, at vi alle sammen kommer med vores forskelligheder. Forhistorier. Politiske hjertebørn og smertebørn. Men vi er jo på de store træk enige om den vision, som jeg har beskrevet ovenfor," sagde hun og tilføjede

"Det skal vi holde fast i, når medierne vil finde hårene i suppen, og fronterne bliver trukket hårdt op. Så skal vi huske, at tusindvis af unge klimaaktivister har lagt deres fremtid i vores hænder."

Visionen handler ifølge Olsen Dyhr om blandt andet investeringer i velfærd, børn og klimaet.

Trold afbryder Mette Frederiksen

Pludselig under Mette Frederiksens partiledertale på hovedscenen blev hun afbrudt af en trold med en megafon. Det viste sig, at der er nogle kvinder, der har klædt sig ud som den bornholmske trold Krølle-Bølle for at skabe opmærksomhed omkring børnene på Sjælsmark.

Det var i øvrigt i selvsamme tale, hvor Mette Frederiksen skrev historie, da hun lovede at give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning som det første, hvis hun bliver statsminister.

Læs også

Kort folkemøde for rød blok
Det blev for en kort bemærkning, at Folkemødet fik lov til at forstyrre de igangværende regeringsforhandlinger. Folkemødet har meget belejligt sørget for, at alle forhandlingsparter har overstået deres partiledertale i løbet af torsdagen og fredagen, så de er klar til at mødes i Landstingssalen på Christiansborg igen i morgen. 

Liberal Alliance 2.0
Klokken ti fik Alex Vanopslagh taget sin mødom. Altså sin 'partiledertale-på-Folkemødet'-mødom.

Og i den tale fik den nykårede partileder anledning til at vende Liberal Alliances valgresultat, hvor partiet næsten strejfede spærregrænsen og mistede ni pladser i Folketinget.

"Derfor siger vi klart og tydeligt: Vi har hørt og forstået valgets tale. Nu ser vi fremad og er i fuld gang med at starte Liberal Alliance version 2.0," sagde Vanopslagh.

Det er dog ikke kun Liberal Alliance, der skal se indad ifølge ham. Resten af blå blok bør også tage valgresultatet til efterretning. Med hans egne ord er det nemlig hele det samlede borgerlige Danmark, der skal genopbygges.

"You're so wrong"
På Grønbechs Hotel har EU været på dagsordenen i dag med besøg fra både Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt, flere danske parlamentarikere og den britiske ambassadør, Dominic Schroeder.

Sidstnævnte afviste klart de få blandt publikum, der mener, at briterne nok skal ende med at blive i EU i den sidste ende.

Altingets politiske analytiker, Thomas Lauritzen, spurgte, hvem havde den overbevisning, at briterne aldrig forlader EU, og det var der omkring ti, som havde.

"You're so wrong," lød det korte og kontante svar fra den britiske ambassadør.

Dagens billede
Modsat torsdag skinnede solen allerede fra morgenstunden fredag, og kombineret med en temperaturstigning har naturomgivelserne i Allinge tiltrukket flere af Folkemødets deltagere. Vi har også noteret os, at der er flere, der burde have været en tur forbi Netto eller Superbrugsen efter en solcreme. Der bevæger sig nemlig mange flotte røde pander og næser rundt i bybilledet.

Foto: Arthur Joseph Cammelbeeck/Altinget

Dagens bedste citat
Allerede klokken 8.37 faldt der et citat ved en brunch hos Altinget og De Samvirkende Købmænd, som af en deltager blev fremhævet som et godt bud på dagens bedste citat:

Det blev sagt af journalist og tv-vært Niels Krause-Kjær, der var inviteret af købmændene i anledning af sin nye roman, Mørkeland.

Men Pernille Skipper fortjener også at få omtalt et citat, fordi hun har været flittig med sit billedsprog i sin partiledertale. Især da hun skulle beskrive, hvordan hun ser på Løkkes forslag til nye regeringskonstellationer, hvor han stadig kan være statsminister.

"Løkke har opført sig lidt som den sidste gæst til festen, som man ikke rigtigt kan få til at gå hjem. Man tror lige, man har sagt farvel, men så står han igen i entreen og er ved at tage sine sko af."

Det var alt, vi har valgt at bringe fra Folkemødets anden dag. Nu vil vi nyde sommervejret og håbe, at aftenen bliver lige så festlig, som den var i Tech-teltet i går.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00