Holstein: Ellemann kan udfordre Mette Frederiksen

INTERVIEW: Hvis Jakob Ellemann-Jensen får dæmpet de interne uroligheder i Venstre og får styr på Vanopslagh og Vermund, kan han blive en trussel for Mette Frederiksen. Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

Jakob Ellemann-Jensen kan som ny formand for Venstre samle en borgerlig opposition, og dermed kan han blive en reel trussel for Mette Frederiksen, vurderer Altingets politiske kommentator.
Jakob Ellemann-Jensen kan som ny formand for Venstre samle en borgerlig opposition, og dermed kan han blive en reel trussel for Mette Frederiksen, vurderer Altingets politiske kommentator.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Martin Mauricio

Lars Løkke Rasmussens tid som formand for Venstre er ovre, og Kristian Jensen kommer ikke til at stå i spidsen for det parti, han i ti år har tjent som næstformand.

Tirsdag aften meddelte partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter flere dages spekulationer, at han er parat til at påtage sig formandsopgaven, og han pegede samtidig på tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) som et oplagt bud på en ny næstformand for Venstre.

Men hvilke udfordringer venter det politiske makkerpar, hvis det lykkes dem at samle opbakning fra de 850 delegerede på Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september i Herning?

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, giver dig et overblik over de opgaver, Jakob Ellemann-Jensen skal løfte, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en dag at fravriste Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet.

Jakob Ellemann appellerer til by-Venstre med den grønne profil, en midterlinje i udlændingepolitikken og ikke mindst hele sin stil, som er enormt flabet og charmerende.

Erik Holstein
Altingets politiske kommentator

Hvordan vurderer du et Venstre med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen?

"Det er en stærk løsning for Venstre. Ellemann kan hurtigt blive en trussel for Mette Frederiksen. Hun har helt sikkert heppet på Lars Løkke Rasmussen de her dage. Det havde været perfekt for S-regeringen, hvis det dysfunktionelle formandskab med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var fortsat. Men Jakob Ellemann står til at blive formand, og det betyder, at han allerede ved næste valg kan blive en seriøs trussel mod Mette Frederiksen."

Betyder formandsskiftet, at fløjkrigene i Venstre er ovre?

"Det er for tidligt at sige. Men Mette Frederiksen havde frem for alt krydset fingre for, at Løkke som person var fortsat med at stå i spidsen for Venstre. Han ville ikke have haft en chance over for hende ved næste valg, og han ville være en garanti for, at fløjkrigene ville fortsætte. Men nu kommer der en anderledes populær skikkelse i spidsen for Venstre, og dermed ser det ud til, at fløjkrigene vil blive bragt ned på et helt andet niveau," siger han.

Løsningen med Jakob Ellemann som formand og Inger Støjberg som næstformand er ifølge Erik Holstein en "fantastisk kombination i forhold til at dække bredt i partiet".

"Jakob Ellemann appellerer til By-Venstre med den grønne profil, en midterlinje i udlændingepolitikken og ikke mindst hele sin stil, som er enormt flabet og charmerende. Han er lidt københavnersmart – præcis som sin far. Inger Støjberg appellerer derimod til de jyske dele af partiet med sin meget hårdtslående udlændingeretorik og sin meget nede-på-jorden-måde at tale på. De to kan blive et dreamteam for Venstre."

Du vurderer, at Ellemann har en midterlinje i udlændingepolitikken. Men hvor placerer han sig i den økonomiske politik?

Han har ikke rigtig markeret sig med selvstændige holdninger i den økonomiske politik. Der er ikke noget, der tyder på, at han er yderligtgående liberalist eller noget, der ligner. Jeg tror, at han ligger på en klassisk Venstre-linje, så det bliver formentlig business as usual i Venstre. Det er heller ikke på den økonomiske politik, at der har været de store uenigheder i partiet. Lars Løkke Rasmussen er svinget frem og tilbage, alt efter hvad han vurderede, der var politisk-strategisk smart at gøre. Fra velfærds-Løkke til den ansvarlige nulvækst-Løkke og tilbage til velfærds-Løkke under valgkampen. Grundlæggende har fløjkrigen handlet om værdipolitik."

Et af de store stridspunkter under VLAK-regeringen var diskussionen om topskattelettelser mellem især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Hvordan skal Jakob Ellemann samle blå blok på den front, når de er så splittede?

"Det er klart, at der er et stort genopbygningsarbejde, og der er nogle tydelige politiske forskelle på de borgerlige partier, som man ikke bare kan trylle væk. Men Liberal Alliance spiller for det første en betydeligt mindre rolle, og de har lært ikke at stille ultimative krav. Dansk Folkeparti er også vendt tilbage til blokken, fordi de led et stort valgnederlag og nu føler sig pressede til at droppe store del af samarbejdet med Socialdemokratiet. Jeg anser det ikke som en umulig opgave at få samlet blå blok."

Jakob Ellemann sagde i går, at han ikke mener, at diskussionen om et SV-samarbejde er relevant, fordi Mette Frederiksen havde sparket døren i. Men hvad hvis hun ikke havde gjort det?

"Det er klogt af ham at komme med den melding. Han undgår at undsige Lars Løkke direkte ved at sige, at Mette Frederiksen har smækket døren i, men han gør det samtidig klart, at Venstre står i den borgerlige lejr. Der har aldrig for alvor været opbakning til et SV-samarbejde i Venstre. Det var et taktisk stunt i valgkampen. Det har været en diskussion i magtkampen mellem Lars Løkke og Kristian Jensen, men ikke mere end det. Ellemann har aflivet idéen, og det er vigtigt i forhold til igen at komme i omgangshøjde med de andre borgerlige partier."

Hvilke tre opgaver er de største, Ellemann står over for?

"Den første er at samle partiet og få klinket skårene. Der er dybe skår i Venstre efter det, der er sket. Det er førsteprioriteten. Dernæst er hans opgave at få samlet de borgerlige partier i en klassisk opposition. Han skal have lavet en fornuftig aftale med Liberal Alliance og Nye Borgerlige, så de ikke igen skaber umulige situationer med ultimative krav. Og endeligt bliver det tredje, at Jakob Ellemann-Jensen skal vokse i statsmandshøjde. Han skal i løbet af de næste par år have bygget mere tyngde på, før han kan matche Mette Frederiksen."

Læs også

Dokumentation

Jakob Ellemann-Jensen

Født 25. september 1973 i Hørsholm

Medlem af Folketinget for Venstre siden 2011

Miljø- og fødevareminister fra maj 2018 til juni 2019

Uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København

Har arbejdet som jurist og rådgiver i virksomhederne PriceWaterhouseCoopers, IBM og GN Store Nord

Havde i 1990'erne en karriere i militæret og var blandt andet kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.

Inger Støjberg

Født 16. marts 1973 i Hjerk, Sallingsund

Medlem af Folketinget for Venstre siden 2001

Beskæftigelses- og ligestillingsminister fra april 2009 til februar 2010

Beskæftigelsesminister fra februar 2010 til oktober 2011

Udlændinge-, integrations- og boligminister fra juni 2015 til november 2016

Udlændinge- og integrationsminister fra november 2016 til juni 2019

Uddannet MA i Business Administration fra Aalborg Universitet i 2013

Har arbejdet som redaktør på Viborg Bladet fra 1999 til 2001 og som freelancejournalist i Støjberg Kommunikation i 2001.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00