Holstein: Mette Frederiksen kom bedst ud af slagsmålet med Østergaard

FORHANDLINGER: Socialdemokraterne kan forvente mere bøvl med Radikale efter det lille drama onsdag aften. Men grundlæggende var det klogt af de tre røde partier at melde ud om klimamålet, vurderer kommentator. Parterne forhandler videre torsdag eftermiddag.

Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Først var der en aftale, og der kunne ”sættes flueben” ved en bindende klimalov og et mål om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent. Så udeblev Radikale fra mødet, hvor aftalen med S, SF og Enhedslisten skulle offentliggøres, fordi partiet ikke ville være med til at melde delresultater af forhandlingerne ud, før den samlede aftale er på plads.

Senere sagde Mette Frederiksen, at det ikke er en aftale, men ”en fælles forståelse” om, hvad der skal ske med klimaet. Og Morten Østergaard (R) sagde, at tilliden til S-formanden er svækket, fordi hun har ”forsøgt at løbe om hjørner” med De Radikale. 

Alligevel er det Mette Frederiksen, der står tilbage som den styrkede af de to partiledere efter det mindre drama, der udspillede sig under regeringsforhandlingerne onsdag aften.

Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”Mette Frederiksen har taget et vigtigt stik hjem ved at melde det her ud til offentligheden. Det har selvfølgelig nogle omkostninger, for Radikale kan blive sværere at danse med efter det her, fordi de føler sig snydt. Men grundlæggende mener jeg, det er en rigtig klog forhandlingstaktik af socialdemokraterne at gøre det tydeligt for vælgerne, hvad en rød regering vil kunne opnå på klima, som var det altoverskyggende tema ved det her valg,” siger han.

Forhandlingerne fortsætter i dag torsdag med SF klokken 13.30, Radikale klokken 15 og Enhedslisten klokken 16.30, oplyser Socialdemokratiet.

Hvem skal have skylden for et sammenbrud?
Mette Frederiksen har hele tiden haft en oplagt interesse i først at få landet en aftale om klima. For Socialdemokraterne ved, at det vil være svært for Radikale at stå på mål for et sammenbrud i forhandlingerne, når der ligger en klimaaftale på bordet, som ovenikøbet er meldt ud til vælgerne.

Af de præcis modsatte grunde havde Morten Østergaard interesse i at få tiltvunget sig indrømmelser på økonomi og værdipolitik, før klima blev lukket.

”Der kører et spil, som handler om, hvem der skal stå tilbage som den skyldige, hvis forhandlingerne bryder sammen, og man ikke lykkes med at lande en aftale. Nu ligger der en klimaaftale, som Pernille Skipper står og roser, og som de grønne organisationer kalder historisk og tror på, vil gøre en betydelig forskel. Og Pia Olsen Dyhr siger, det er mærkeligt, Morten Østergaard ikke er der. Så bliver det svært for Østergaard en dag at stå og forklare sine vælgere, at det ikke blev til noget, fordi forholdene for børnene på Sjælsmark ikke blev gode nok, og han ikke kunne få lempet mulighederne for, at flygtninge kan få permanent ophold,” vurderer Erik Holstein.

”Morten Østergaard er udmærket klar over, at det her lægger pres på De Radikale. Det er også derfor, de er så sure over det,” siger den politiske analytiker.

Han bemærker samtidig, at det er ”logisk” og ”helt forståeligt”, at Radikale reagerer som de gør på Mette Frederiksens forhandlingstaktiske øvelse.

”Men omkostningen er, at Radikale nu mister medejerskabet til den store sejr, det er for de røde partier at få socialdemokraterne til at give sig på klimamålet. Det er her er den største sejr, som SF og Enhedslisten kommer til at bogføre,” siger Erik Holstein.

Læs også

Skader ikke Mette Frederiksen som forhandlingsleder
Man kunne måske få indtryk af et lidt kaotisk forløb onsdag aften.

Skader det her på nogen måde billedet af en kongelig undersøger, der har styr på forhandlingerne?

”Nej, der skal komme kriser undervejs. Det mest mærkelige er faktisk, at de ikke er kommet noget før. Man kan ikke forvente, at det hele går efter en snor. Der er nogle alvorlige uenigheder specielt i forhold til udlændingepolitikken, hvor Radikale måske har for høje forventninger til, hvad de kan få presset igennem,” vurderer Erik Holstein.

Har uenighederne om klimaudmeldingen ændret sandsynligheden for, at Mette Frederiksen ender med at blive statsminister?

”Det synes jeg ikke. Men det er ikke hundrede procent sikkert, at det vil lykkes. Hvis der ikke kommer en opblødning i løbet af få uger, kan alt jo ske,” siger Holstein.

Han vurderer, at især to personer vil få skylden, hvis planen om en rød regering falder på gulvet.  

”Det vil se skidt ud for både Østergaard og Frederiksen. Hvis der ligger et bud på en aftale med en udlændingepolitik, som Pernille Skipper kan nikke til, vil det se underligt ud, at Radikale – der nærmest står som symbolet på det samarbejdende folkestyre – ikke vil gå med. For Mette Frederiksen vil man sige, at det er usædvanligt, at en socialdemokratisk statsministerkandidat ikke kan få sit bagland på plads. På den anden side vil hun kunne sige til vælgerne: 'Jeg sagde før valget, at jeg ikke ville være statsminister for enhver pris. Jeg sagde, at jeg ikke ville give efter på udlændingepolitikken, og det har jeg stået fast på'.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00