Holstein: Sagen om Støjberg er giftig for Jakob Ellemann

RIGSRETSSAG: Det står klart, at Inger Støjberg skal for Rigsretten. Men sagen er træls for både S og V, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein: "Hvis Støjberg smækker med døren i en situation, hvor Ellemann i forvejen er i knæ, kan nedturen komme helt ud af kontrol".

Kristine Korsgaard

Selv om det er tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der nu skal stilles for Rigsretten om sit ansvar for ulovlig adskillelse af unge asylpar, er sagen ligeså træls for partilederne i Venstre og Socialdemokratiet.

Begge partier har besluttet at støtte en rigsretssag, men det er ikke nogen vindersag for nogen af partierne, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.

Særligt for V-formand Jakob Ellemann-Jensen er hele sagen og forløbet omkring den potentielt skadeligt.

”For Jakob Ellemann er sagen rigtig giftig. En pæn del af Venstres bagland vil mene, Ellemann alt for hurtigt opgav at kæmpe for Støjberg, selvom hun var partiets næstformand. På plussiden er han sluppet af med en besværlig næstformand, men prisen kan vise sig at blive meget høj. Hvis Støjberg smækker med døren til Venstre i en situation, hvor Ellemann i forvejen er i knæ, kan nedturen komme helt ud af kontrol," siger Erik Holstein.

Kan blive svækket som leder
Det skal dog ikke forstås sådan, at Ellemanns lederpost akut er i fare.

"Men hvis Venstre fortsat dumper nedad i meningsmålingerne, og partiet får et elendigt kommunalvalg til efteråret, vil han være svækket i katastrofal grad," vurderer Holstein.

Umiddelbart efter torsdagens gruppemøde i Venstre, hvor det blev besluttet, at partiet stemmer for en rigsretssag, sagde Inger Støjberg til pressen, at hun var skuffet over, at hendes egen formand havde "inviteret gruppen til at stemme for en rigsretssag" imod sig.

Hun kaldte det "den største mistillidserklæring, man kan give en folketingskollega".

Hvad skal man lægge i Støjbergs kommentar om Ellemann?

”Støjberg er rasende over, hvad hun ser som et enormt svigt fra Ellemann og størstedelen af folketingsgruppen. Med sine udtalelser forstærker hun dramaet, og ingen kan længere blive overrasket, hvis det ender med en udmeldelse af Venstre. Sker det, tror jeg, Støjberg hurtigt melder sig over i et andet parti. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er de oplagte muligheder, begge steder vil hun blive modtaget som en rockstar," siger Erik Holstein.

Kan plage Venstre længe
Hvad betyder sagen for Venstre fremover? 

”Sagen kan komme til at plage Venstre i lang tid. Man kan ikke være sikker på, at Støjberg bliver dømt for andet end at give Folketinget urigtige oplysninger, og i så fald kommer Ellemann til at stå afpillet tilbage. Så vil han blive beskyldt at have overreageret og have solgt sin egen næstformand," vurderer den politiske kommentator.

Det er dog heller ikke nogen vindersag for Venstre, hvis Støjberg bliver dømt.

"Så kan partiet beskyldes for at holdt hånden over hende, så længe man havde regeringsmagten. Det er en af de berygtede loose/loose-situationer, hvor man kun kan håbe at begrænse tabet," siger Holstein.

Læs også

Også risici for S
Også for Socialdemokratiet har det krævet svære overvejelser at nå frem til beslutningen om at støtte en rigsretssag.

”Der er overhovedet ingen tvivl om, at det med største ulyst, S stemmer for en rigsretssag, og det er der flere grunde til," vurderer Erik Holstein.

"For det første kan Støjberg få held med at gøre sagen til et spørgsmål om for eller imod en stram udlændingepolitik. Og det sidste socialdemokraterne ønsker er at fremstå som slappere."

"For det andet er der den åbenlyse risiko, at barren for, hvornår man rejser rigsretssager, nu sænkes, og at muligheden dermed øges for, at Mette Frederiksen selv ender i en rigsret som følge af mink-sagen," siger Holstein.

Embedsmændenes magt
Og så peger han på en tredje faktor:

"Det er noget helt principielt, som er super vigtigt for Mette Frederiksen. Nemlig, at det er de folkevalgte – og ikke embedsmændene – der skal styre butikken, og at en minister derfor skal udfordre embedsmændene helt til grænsen. Det skal ikke føre til ulovligheder, men inden for lovens grænser skal en minister gøre alt for at presse på. Her er faren, at  embedsmændene igen får overhånden, som det skete efter tamilsagen," vurderer den politiske kommentator.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00