Hun analyserer politik på salg af sodavand og cigaretter: "Jeg kan mærke, når der skal ske noget stort i huset" 

Artiklen er oprindeligt bragt i Altinget: magasin. Foruden dette portræt indeholde månedens magasin også et interview med Enhedslistens frontkvinde Pernille Skipper og et sidste punktum fra den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter. Tegn et årsabonnement og få 11 magasiner spækket med politiske analyser, interview og portrætter direkte hjem i din postkasse.

En halvanden meter høj mur af lakrids, cigaretter, tyggegummi og champagneflasker afskærmer Susanne Klepter fra omverdenen. 

Her – i det selvskabte aflukke bagerst i Christiansborgs kiosk – har hun hjemme. Når man kaster et flygtigt blik mod kiosken fra hovedvejen, der fører mod Snapstinget, fristes man til at tro, at købmandsvarerne er alene hjemme. At ekspedienten er udvandret. 

Men på den anden side af skillevæggen er der tegn på liv. En sagte brummen fra fjernsynet afslører den 56-årige kioskdame. Et øje på genudsendelsen, et andet på de åbne regnskabsbøger.   

Det er ligesom med købmanden ude på landet. Man skal huske at handle der hver dag og ikke kun, når alt andet er lukket. Min hverdag uden Susanne ville ikke være den samme.

Inger Støjberg
Integrationsminister (V)

"Min far var folkemusiker og elskede at stå på scenen. Og de andre i min familie har også altid tiltrukket sig opmærksomhed. Men jeg er mere sky og har det bedst med at passe mig selv. At gå under radaren," forklarer Susanne Klepter, som i de sidste ni år har stået for den daglige drift af kiosken på Christiansborg. 

Og bedst som man tror, at man er klar til at pakke hende ned i kassen med pligtopfyldende enspændere, sker der noget, som vender op og ned på fortællingen. 

Alle kommer i kiosken. Der er ingen, der er for fine til at komme her. Lars Løkke Rasmussen (V) køber også sine egne cigaretter.

Susanne Klepter
Kioskdame, Folketinget

Normalt ville Inger Støjberg nøjes med at råbe bestillingen på tværs af cigaretmuren. Og sekundet senere selv fiske den halve liter Coca-Cola Zero ud af køleskabet. Dreje om på stilethælen. Og videre i det travle ministerprogram. 

Men i dag tager hun de sidste skridt helt op til disken. Og straks udveksler det umage venindepar kram og kindkys.  

Hvor andre toppolitikere dulmer nerverne med en smøg – ingen nævnt, ingen glemt – forkæler Støjberg sig selv med en Coca-Cola Zero. Og således kan man sige, at deres venskab er baseret på integrationsministerens kunstigt sødede tand. 

"Jeg er på vej til et rallystævne i Herning. Jeg ved ingenting om rally, men alligevel skal jeg på scenen lørdag og tale om motorsport. Det skal nok blive spændende," fortæller Støjberg over disken. 

Efter ti minutters snak om løst og fast – rally, skyr, raw bites (som Støjberg foragter og sværger aldrig at sætte tænderne i) og Susannes weekendplaner – sætter Støjberg kurs mod ministerbilen og Herning. 

Tilbage i kiosken slår Susanne et par streger på Ingers faste regning. En slags klods, som nogle vil kunne huske det fra fortidens lokale købmand. Og altid med samme transaktion: Cola, cola, cola. 

I foråret 2010 kom hun kortvarigt på danskernes læber, efter at en daværende pressemedarbejder i Venstre blev afskediget for at miskreditere hende i det digitale offentlige rum. Medierne stod dengang i kø for at få Susanne Klepters side af sagen: Men hun afviste alle. Helst ville hun blot passe sit arbejde fra den anonyme side af sit hjemmebyggede cigaretfort. 

Miseren ligger nu ni år tilbage i tiden. Hun er stadig ikke meget for at tale om det. Og et krav for hendes medvirken i artiklen er, at omtalte pressemedarbejder ikke nævnes ved navn. Den uønskede opmærksomhed genvakte en kamp med depressive tanker, som hun tidligere havde haft tæt på livet, men håbede at have lagt bag sig.  

Men heller ikke det skal vi tale om. Nej: Grunden til, at vi har sat os til rette i baglokalet under fjernsynets vægophæng skyldes, at kiosken har problemer. At dens eksistensgrundlag er truet. Og dermed også – som det skal vise sig – at Christiansborg risikerer at miste en vigtig motor i skabelsen af husets interne sammenhængskraft. 

"Vi har det, jeg plejer at kalde overlevelse. Alt, hvad man skal bruge for at kunne overleve 24 timer på Christiansborg. Gaver, cigaretter, slik, mælk, strømpebukser. Og hvis vi ikke var her, var der mange sekretærer og MF'er, der skulle bruge deres tid på at rende ud i byen og hente tingene," som Susanne Klepter siger. 

Ingen fjogede fnis i krogene 
Cigaretter, sodavand og slik dominerer salget. Og så det notoriske behov for sidste-øjebliks-gaver til Christiansborgs utallige receptionelle højtider. 

"Alle kommer i kiosken. Der er ingen, der er for fine til at komme her. Lars Løkke Rasmussen (V) køber også sine egne cigaretter. Og det siger jeg kun, fordi han ikke forsøger at holde sin rygning hemmelig. Ellers går jeg meget op i, at kiosken er neutralt område. At folk får lov at være i fred, når de handler. Jeg vil ikke have, at der bliver filmet eller fotograferet. Og hvis jeg kan se, at en politiker føler sig generet af en nysgerrig journalist, så beder jeg vedkommende gå." 

Hun hæver kortvarigt stemmen. Ikke som et retorisk greb. Men fordi hun oprigtigt mener det. 

"Rygerne skal have lov at købe deres smøger i fred uden at blive kigget over skulderen. Og kvinderne skal have lov at købe bind og tamponer, uden at der fnises fjoget i krogene. Det finder jeg mig ikke i." 

Og så er hun væk igen. Et sekund senere står hun bag disken. En kildevand og noget chokolade. Hvem der købte hvad, rager hverken Altinget eller nogen andre.  

"Jeg har flere gange måttet smide journalister ud af kiosken. Eksempelvis blev en fremtrædende politiker – jeg kan ikke fortælle dig hvem – fulgt af et kamerahold fra DR. Jeg beder dem holde op med at filme i kiosken, fordi jeg kan se, at det gjorde de andre kunder utrygge. Journalisten svarer så: "Ja, du har også så mange hemmeligheder". Og så sagde jeg 'UD!'. Bagefter takkede kunderne mig for, at jeg havde smidt journalisterne ud, så de kunne handle i fred." 

Diskretion er Susanne Klepters leveregel. Og selvom hun har anekdoter nok til at underholde et sent middagsselskab, er hun varsom med at dele dem med omverdenen. 

Hverdagen i kiosken er dog knap så eksotisk: Hver morgen klokken syv kører hun metalgitteret op bevæbnet med friskt brød fra et eksternt bageri. Aviserne til husets journalistiske redaktioner gøres klar. Brødet sættes på plads. Og så er hun klar til at tage imod dagens første kunder, som drysser ind fra morgenstunden efter brød, yoghurt og mælk. 

"Jeg kan godt lide morgenritualet herinde. At det går fra 0 til 100 og så tilbage til 20. Når jeg åbner, er de første kunder ofte vagter, som er på vej til eller fra arbejde og enten skal have cigaretter eller wienerbrød. Herefter kommer der liv i partiernes sekretariater, som typisk mangler mælk og brød. Jeg kan godt lide at være med til at starte folks morgen. Det skaber en helt speciel stemning." 

Efter det første rykind går formiddagen med bestilling og opfyldning af varer. Fakturaer der skal ordnes. Fra klokken 11 er der atter travlt nogle timer frem.  

"Og i spidsbelastede perioder med konferencer og møder er der så mange kunder igennem butikken, at jeg slet ikke når at sidde ned." 

Men travlheden til trods er kiosken i vanskeligheder. Forretningen løber ganske enkelt ikke rundt.  

"Vi har mistet mange opgaver gennem årene. Før solgte vi aviser til hele huset. Nu sorterer jeg kun nogle få aviser til redaktionerne. Partierne har piccoliner ansat til at hente mælk, gaver og andre fornødenheder ude i byen. Der er godt gang i biksen, men avancen er for lav. Jeg tjener nærmest intet på at sælge smøger." 

Og så er der kunder igen. Prince light i hård pakke, en lighter, cigaretter, sodavand, Prince light i uspecificeret indpakning (blød er den billigste) og til sidst to pakker North State. 

Susanne sætter sig med et suk.  

"Jeg klandrer ikke Folketinget. Det er udviklingen. Problemet for os er bare, at vi modsat andre kiosker ikke kan udvide markedet. Der er de kunder, der er. Vi kan ikke åbne kiosken for resten af verden. Vi har prøvet at sælge sandwich, og det syntes folk var sjovt de første to uger. Men så holdt de op med at købe dem. Det krævede også meget arbejde at stå og smøre dem. Og så ryger avancen jo." 

Ikke ud i det pulserende erhvervsliv igen 
De økonomiske kvaler betyder, at Ubbes Vinhandel, der i 26 år har drevet kiosken på Christiansborg, er i løbende forhandlinger med Ledelsessekretariatet om en ny aftale. Den nuværende kontrakt blev 1. januar midlertidigt forlænget med et halvt år frem til 1. juli 2019. 

"Det er ikke skrevet ind i Grundloven, at der skal være en kiosk på Christiansborg. Jeg har en handelshøjskoleuddannelse og kan godt gå ud og lave noget andet. Men jeg kan lide at være her. Og i modsætning til jer andre har jeg fri, når jeg går hjem. Jeg er gået ned med stress tre gange og skal ikke ud i det pulserende erhvervsliv igen," siger Susanne. 

Men selvom kioskens eksistens ikke er rodfæstet i de juridiske annaler, hviler den stadig på et historisk grundlag.  

Da Folketingets Præsidium ved kontraktforlængelsen i 2015 skulle forholde sig til værdien af et kioskudsalg, pointerede man, at medlemmer og personale skal have let adgang til "småfornødenheder". Hermed forstås akutte behov som vand, brød, slik og cigaretter, som ikke skal tvinge hungrende sjæle på gaden. 

Hvad en sådan adgang til småfornødenheder fremover er værd, har præsidiet ifølge presseansvarlig i Folketinget Claus Brask ikke lagt sig fast på. Men sikkert er det, at der skal gunstigere vilkår på bordet, hvis det også efter sommerferien skal være attraktivt for Mads Ubbe at køre kiosken videre. 

Altinget finder ham bag disken hos Ubbes Vinhandel på hjørnet af Ny Vestergade og Frederiksholms Kanal få hundrede meter fra Christiansborg.  

"Min far startede forretningen i 1963. Da jeg var syv-otte år, løb jeg rundt på Christiansborg og leverede vand og øl til partierne. Så jeg plejer at sige, at jeg er den, der har været længst tid på Christiansborg. Det er også af historiske årsager, at vi gerne vil køre kiosken videre. Men jeg gider ikke arbejde uden at tjene penge på det." 

Tilbage i filialen på Christiansborg har vi forladt afskærmningen og bevæget os ud mellem varerne. 

Majoriteten af transaktionerne pakkes ind i cellofan. Gaveæsker med chokolade og vin: Folketingets egen champagne og masser af italiensk rødvin.  

To aktuelle modeluner dominerer sliksalget: de klassiske Super Flyers med syrligt lakridspulver i ny bite-sized udgave. Og Dracula – et stærkt lakridsbolsje i familie med Tyrkisk Peber – som SF's unge gruppeformand, Jacob Mark, har fået kæmpet tilbage på kioskhylderne. 

Efter slikket finder man den gruppering af varer, som Susanne Klepter kalder "nødhjælp": Tampax, tandpasta, nylonstrømper, deodoranter. 

"Jeg har den holdning, at der skal være, hvad man har brug for. En travl MF fra Nordjylland, som ikke har tid til at lede efter et supermarked, skal kunne klare sig med varer fra kiosken." 

Hun smiler ved mindet om en kvindelig ansat, som mødte op en kold vinterdag i bare ben. Nylonstrømperne var røget på vej til arbejde, og hun var ved at komme for sent til et vigtigt møde. Problemet blev løst ved, at hun måtte en tur om bag skillevæggen – og få minutter senere var hun klar til arbejdsdagen.  

Der er også historien om en MF, der belastet af møder fra morgen til aften havde glemt at spise og nu skulle ud af huset. Midt i kiosken blev hun dårlig. Og så måtte Susanne ellers ekvipere hende med slik, kager, sodavand og frugt, så hun ikke gik helt ned. Regningen blev betalt dagen efter. 

"Jeg kunne se, at hun opførte sig anderledes, end hun plejede at gøre. Det er ikke for at pudse glorien, men sådan er det bare. Fordi jeg er her hver dag, kender jeg folk, og jeg kan lynhurtigt vurdere, om alt er o.k." 

Og så var der MF'en, som ventede 30 gæster til reception og ikke havde fået sine småkager leveret af Snapstinget. Her måtte Susanne træde til. 

"Og i løbet af et splitsekund havde jeg skaffet kurve og hældt småkager og chokolader op. Regningen kom først flere dage efter. Det er min holdning, at vi hjælper hinanden her i huset." 

Jeg ved, hvad alle ryger 
Næste kunde i biksen er Trine Torp fra SF. Endnu en gang understreges det, at vi ikke kan skrive, hvad hun køber. Men derfor kan vi godt stille spørgsmål til betydningen af en kiosk på Christiansborg. 

"Jeg er her nok tre gange om ugen. Jeg vil ikke have, at I skriver, hvad jeg køber, men det kan være, at nylonstrømperne lige pludselig er løbet, og man går i panik, men kan løse det ved at rende ned i kiosken. Og så er der mælken og al slikket, som får os igennem de lange mødedage. Jeg har også tit købt gaver hernede i sidste øjeblik," forklarer hun. 

"Og alt det ville vi jo skulle bruge ekstra tid på, hvis kiosken ikke var her. Og så er Susanne jo bare en dejlig og hyggelig person at snakke med."  

Trine Torp skal videre i dagens gøremål. Vi følger hende halvvejs ud gennem kiosken. Nu står vi foran to automater, som falbyder slik og sodavand til kunderne uden humane mellemmænd.  

Er automaterne ven eller fjende? 

"Det er os, der fylder dem op og tjener penge på dem, så dem er der ingen grund til at være bange for. Før i tiden var vi tvunget til at holde åbent, så længe der var møder i salen. Det betød, at man risikerede at være på arbejde til klokken fire om morgenen, hvis debatterne trak ud," forklarer Susanne.  

"Jeg husker især, hvordan der var en stribe megalange debatter i det sidste halve år op til valget i 2011. Det var i den periode, da S og SF skulle spore sig ind på hinanden. Og så pludselig som et lyn fra en klar himmel var der en aggressiv debat, som først sluttede klokken fire næste morgen. Den nat fik jeg ikke meget søvn, før jeg skulle møde igen klokken syv." 

Efterfølgende har Ubbes Vin fået lov at servicere de sene kunder med høflig selvbetjening fra automaterne. Men frygter hun, at hun måske en dag er helt erstattet af automater? 

"Jeg kan sætte ansigt på samtlige 179 MF'er. Jeg kender også alle de ansatte og journalisterne. Jeg ved også, hvem du er. Og baseret på din gang til og fra Snapstinget ved jeg, at du lige nu arbejder på Altingets redaktion på Ny Kongensgade, fordi jeg ikke ser dig til daglig. Jeg holder også styr på de interne rokader mellem aviserne."  

Den viden betyder, at hun kan levere en service, som kiosken ville have svært ved at klare sig uden. Og så taler vi slet ikke om automater. 

"Jeg ved, hvad alle ryger. De behøver ikke sige navnet på cigaretterne. Jeg rækker automatisk ud efter den rigtige pakke." 

Al den akkumulerede viden in mente er det let at forestille sig kiosken som en uofficiel sladdercentral. Men det afviser hun. 

"Jeg elsker at snakke om løst og fast med kunderne. Men kiosken skal ikke være et sladdercenter. Jeg har tavshedspligt og går meget op i at efterleve den. Det kan sagtens være, at folk fortæller mig noget, men det bliver ikke sagt videre. Det bliver kun sagt videre, hvis jeg kan se, at det er fuldstændig ligegyldigt." 

Nu får jeg indtryk af, at du sidder på viden, som kunne udløse mindre politiske skandaler, hvis du en dag kom til at tale over dig? 

"Det mener jeg ikke, at jeg har. Men selv hvis jeg havde, ville jeg stadig sige, at det har jeg ikke. Men det har jeg ikke. Det har jeg vitterlig ikke." 

Vi bevæger os bort fra hemmelighederne og taler om Susannes evne til at fornemme, hvad der er på vej. Hvad den nærmeste fremtid bringer.  

"Jeg er meget følsom over for, hvad der foregår i huset. Jeg mærker den politiske stemning. Da Løkke stod over for at udskifte Birthe Rønn Hornbech, sagde alle journalisterne, at det kun ville blive en lille rokade. Men jeg kunne mærke, at der var noget større under opsejling." 

"Allerede fra klokken syv om morgenen var der så mange mennesker i kiosken, at jeg sagde, at det her drejer sig om mere end en enkelt minister; det er en rokade. Der var ikke nogen, der troede på mig." 

Hvordan kunne du mærke det? 

"Det er intensiteten af folk, der kommer her. Det er folk, der ikke plejer at komme om morgenen. Alle er vanemennesker om morgenen, så der er en helt bestemt rytme. Jeg tænkte på det så sent som den anden dag. Rengøringsfolkene og vagterne laver nogle bestemt lyde, som man vænner sig til at høre. Og når der så pludselig er en masse mennesker, som ikke plejer at være der, der løber febrilske rundt, ved man, at der er noget større i gang." 

De ubehagelige pensionister 
Man er ikke i tvivl om, at Susanne nærer en kærlighed til Christiansborg som få andre. Det er hendes hjemmebane. Her hører hun til. Hun elsker at stå til rådighed og hjælpe andre. Gøre sit for at få hverdagen i huset til at glide. 

Og som udgangspunkt er der kun én ting, som virkelig kan tænde hende af. Det er, hvis hun føler, at folk griner ad hende. 

"Vi er et af de få parlamenter, som stadig sælger alkohol. Gæsterne fra udlandet synes, at det er noget af det mest morsomme, at du kan købe smøger og alkohol. Men inden ugen er omme, er hylderne med nylonstrømper tomme, og de har alle været nede og købe en flaske af Folketingets champagne. Jeg er meget omgængelig og snakker med alle, men jeg kan ikke lide at blive grinet ad. Jeg griner ikke af deres arbejde som tjenende ånder for politikerne, men de føler, at det er okay for dem at grine ad mig." 

"Jeg har også et problem med pensionistgrupper. De er virkelig ikke behagelige. De står og glor og griner ad udvalget og kommer med åndssvage bemærkninger. Jeg kan ikke få dem ud. Er det toldfrit, spørger de. Er der en til, der siger det, bliver jeg aggressiv." 

Det handler med andre ord om respekten for håndværket. Respekten for kiosken og dens funktion i folkestyret. Og er der én, som ifølge Susanne Klepter forstår at udvise den nødvendige respekt, så er det Venstres Inger Støjberg. 

"Jeg er meget gode venner med Inger. Da jeg for nogle år siden ventede på svar på Rigshospitalet på, om canceren havde spredt sig, mødte jeg tilfældigvis Inger. Og hun ville ikke lade mig vente alene. Men insisterede på at blive der sammen med mig, selv om jeg fortalte hende, at min søster var på vej." 

"Jeg er heldigvis rask nu, men det var en heftig omgang. Og det siger noget om det forhold, som man kan opbygge på kryds og tværs af en arbejdsplads." 

Inger Støjberg husker også tydeligt det tilfældige møde en november i 2015 på Rigshospitalet. De to kvinder havde på det tidspunkt haft nogle år til at lære hinanden at kende. 

"Susanne er jo en institution på Christiansborg. Det er altid hyggeligt at komme ned til hende. Og så er det klart, at når man som jeg relativt tit er nede og købe en Coca-Cola Zero, så kommer man også til at lære hende godt at kende," forklarer hun. 

"På et tidspunkt bliver Susanne syg med kræft. Jeg havde samtidig noget knas med kroppen, og så pludselig støder vi på hinanden på Rigshospitalet. Det bragte os helt klart tættere på hinanden på den måde at mødes under andre rammer. Hun er et utroligt dejligt menneske at komme ned til. Generøs. Hun vil gerne snakke med alle, så jeg nyder bare at komme derned." 

I gamle dage kunne Støjberg komme forbi fem gange på en dag efter sodavand. I dag begrænser besøgene sig til nogle gange om ugen. 

Og fordi hun var Susannes bedste kunde, var det oplagt at indføre en klodsmodel, så hun kun behøvede at betale én gang om måneden.  

"Jeg sætter penge ind på en konto, som Susanne administrerer, og så går jeg bare ind og råber 'jeg tager en cola', og så sætter hun et kryds på skemaet. Og når der så er ved at være lavvande i kassen, betaler jeg lidt igen." 

"Der skal nok være nogle folk udefra, som undrer sig over, hvordan vores system virker. Jeg har i al fald modtaget nogle undrende blikke, når jeg bare har taget en cola i køleskabet og råbt noget hen over disken," griner integrationsministeren. 

Og selvom koblingen kan synes søgt, mener Støjberg faktisk, at kiosken er et eksempel på vellykket integration internt på Christiansborg. 

"Jeg elsker at komme derned. Kiosken er det uformelle samlingssted. Alle faggrupper kommer der. Man kan dele folk op i to segmenter: rygerne og coladrikkerne. Og det betyder, at der formes et specielt sammenhold mellem de to grupper." 

Nogle gange kan kiosken også fungere som byttebørs. Eksempelvis da Anders Samuelsen (LA) oven på februars ministerseminar på Marienborg kom for skade at slæbe Støjbergs briller med hjem og siden til Washington. Tilbage i København blev de afleveret til Susanne i kiosken, som så kunne give dem videre til Inger. 

Og af frygt for at miste sådanne privilegier opfordrer Støjberg sine kolleger til at huske at bruge kiosken, mens tid er. 

"Det er ligesom med købmanden ude på landet. Man skal huske at handle der hver dag og ikke kun, når alt andet er lukket. Så det nytter ikke noget, at folk render i 7-Eleven efter mælk og yoghurt. Min hverdag uden Susanne ville ikke være den samme." 

"Jeg havde et krus med Slotsholmen-logo, som jeg havde fået af DR. Men det kom jeg til at smadre. Og fordi vi ikke har et køkken, får vi ikke kopper af Folketinget. Så tænkte jeg, at med alle de partier og medier, som har deres egne krus med logoer stående, så kan det ikke passe, at jeg selv skal gå ud og købe krus. Det var sådan, at det startede. Og i dag er der gået sport i, at alle skal have deres krus stående fremme på hylden i kiosken. Det giver et godt billede af huset, at vi har kopperne stående hulter til bulter." (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)