Hvad sker der, når May taber EU-skilsmisseaftalen på gulvet?

BRUXELLES: Det er efterhånden ikke til at støve nogen op, som tror på, at Theresa May lykkes med at få det britiske underhus til at stemme ja til den udtrædelsesaftale med EU, som hun lægger foran det britiske parlament tirsdag aften. Det leder os direkte ind på totalt ukendt terræn, hvor alle mulige og umulige scenarier er i spil. Vi ser nærmere på dem her.

Skal vi så til at forhandle aftalen igen?
Det er nok ikke det første, der kommer til at ske. Der er nul vilje til at åbne den 585 sider lange skilsmisseaftale fra EU-hold, efter at det tog halvandet år og intense forhandlinger at få den på plads. Linjen har været benhård fra EU-siden, at det er den her aftale eller ingenting. Men jo tættere vi kommer på Brexit-dag, 29. marts, jo større vaklen i geledderne kan der opstå.

Hvis nu det bare er et lille bitte nederlag? Skal de så stemme igen?
Det var længe den klare forventning. At May ville tabe en første afstemning. Så ville tidspresset begynde at kunne mærkes for alvor, markederne ville straffe politikerne for at skabe usikkerhed, May ville tage til Bruxelles og bede om nogle nye forsikringer – specielt om de nødforanstaltninger for at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland, som gør rigtig mange sure. Det samlede pres plus indrømmelser fra EU ville så få stemningen til at vende nok i Underhuset til at få aftalen igennem. Det er stadig det scenarie, som mange i Bruxelles håber på. Det er dog mest sandsynligt, hvis May kun taber smalt. Hvis hun får 100 eller 200 stemmer imod sig, som mange spår nu, er det svært at forestille sig, at det er nok til at vende stemningen.

Hvad skal briterne have for at stemme for?
Det er jo det, ingen ved! May har haft nogle idéer – blandt andet om en tidsbegrænsning på det såkaldte backstop, der skal sikre den åbne irske grænse ved at holde Nordirland i dele af det indre marked og resten af Storbritannien i et snævert toldsamarbejde med Unionen. Problemet set fra EU-siden er, at backstoppet netop er det sikkerhedsnet, der skal foldes ud, hvis der ikke er fundet en anden måde at undgå kontrollere på grænsen, og som skal hænge der, til der er fundet en anden løsning. Hvis man trækker det væk, før den anden løsning er fundet, mister det sin funktion. Desuden er der ingen garanti for, at det er noget, der vil kunne få aftalen over stregen i Underhuset.

Men de skal vel give hende et eller andet?
Det vil de muligvis også gerne, hvis hun kommer og beder om noget konkret. Men det optimale ville være, hvis hun samtidig kunne stille EU-siden i udsigt, at det var noget, der rent faktisk betød, at hun kunne få aftalen over stregen. For eksempel ved at have forsikringer med hjemmefra om, at det var noget, som også for eksempel oppositionen i Labour, hendes eget bagland og hendes nordirske støtteparti, DUP, kunne bakke op om. Det ser dog ret usandsynligt ud i det nuværende giftige politiske klima i Westminster.

Hvad hvis hun taber rigtig stort?
Så er der endnu flere muligheder, der åbner sig. Det kan være, at hun vælger at gå af, selv om de fleste ikke kan forestille sig, at det passer med hendes politiske personlighed som en slags politisk tumling, der efterhånden er vant til at blive slået ned og komme op igen. Efter at hun vandt en mistillidsafstemning i sit eget parti i december, er hun fredet for mytterier i sit eget bagland i et år. Labour har godt nok bebudet, at de vil stille et mistillidsvotum i parlamentet, hvis hun taber Brexit-afstemningen. Men de færreste tror på, at hendes eget parti og støtteparti frivilligt vil åbne op for muligheden for et valg i utide.

Men er der mulighed for en helt anden plan B?
Måske. Det kan være, at hun bliver nødt til at ryste posen og komme med et helt andet bud. Der spekuleres i, om det er muligt at komme dele af Labour i møde ved at gå efter en mindre hård Brexit. Samtidig er der forsøg i Underhuset på at tilføje ændringsforslag til tirsdagens afstemning, der i praksis vil lægge ansvaret for at finde en ny løsning i hænderne på et tværgående udvalg af parlamentarikere, hvis Mays aftale falder, og hun ikke umiddelbart kan finde en løsning. Under alle omstændigheder er hun blevet pålagt af Underhuset at vende tilbage med en ny plan inden for tre arbejdsdage. Derfor burde vi være klogere i starten af næste uge.

Er vi ikke ved at have lidt travlt nu?
Jo! Der er 73 dage til den britiske exit. Selv hvis May fik den over stregen tirsdag, ville vi have travlt. Den britiske regering har beregnet, at den har brug for omkring tre måneder for at få aftalen plus al følgelovgivningen omkring Brexit gennem systemet. Det har hun som bekendt ikke selv i det bedste scenarie. Dertil kommer, at der også er en proces på EU-siden, hvor både Europa-Parlamentet og EU's ministre skal nikke til aftalen. Selv om begge er indstillet på at gøre det så hurtigt som muligt, kræver det jo, at der er sagt ja til noget fra London først.

Kan Brexit udsættes?
Ja. EU's udmeldelsesparagraf, artikel 50, giver mulighed for det. Det kræver, at briterne beder om det, og at der er enstemmighed blandt EU-landene. Men både diplomater i Bruxelles og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understreger, at der skal være noget at komme efter, der kan være en gamechanger, for eksempel et nyvalg eller folkeafstemning. Mere tid på at tærske langhalm på det samme er der ingen appetit på.

Samtidig skal det være noget, der kan overstås rimelig tjept. Ellers kolliderer det med valget til EU-Parlamentet, som det jo ikke er meningen, at briterne skal være med til. De behøver ikke være ude 26. maj, hvor de sidste valg afholdes. Men de skal være væk, inden Parlamentet konstitueres i juli. Ellers står briterne som EU-medlem uden parlamentarikere – hvilket er traktatstridigt – og Parlamentet har givet deres sæder væk til andre lande – herunder Danmark. Det vil sige, at en længerevarende udsættelse vil lede til en større juridisk hovedpine.

Kan de selv trække i håndbremsen?
Ja. Det afgjorde EU-Domstolen før jul. Briterne har ret til at trække deres udmeldelse tilbage på ethvert tidspunkt, inden de officielt er trådt ud af Unionen. Men Domstolen understregede, at det ikke bare må være for at købe sig tid for så at melde sig ud igen efterfølgende.

Hvad med alle dem, som snakker om en anden afstemning?
For få måneder siden afviste de fleste kloge hoveder det som total utopi. Nu er der ikke længere nogen, der tør udelukke det. Det skal dog siges, at der ikke er noget flertal for den løsning i det britiske parlament. Og de, der tager for givet, at briterne efter over to års Brexit-limbo kommer til at ændre mening, kan blive slemt skuffede.

Spørgsmålet er også, hvad de overhovedet skal stemme om? Er det en gentagelse af sidste afstemning? Er det et valg mellem Mays aftale og en udtrædelse uden en aftale? Skal der være mere end to muligheder på stemmesedlen?

Hvad med no deal?
Det er jo det, alle vil undgå – undtagen de allermest hardcore Brexiteers. Risikoen er dog, at processen trækker så meget i langdrag, at tiden simpelthen løber ud, inden der er fundet en løsning. Og så har vi balladen.