Hvor farlig er den danske minkvirus? Europæisk vurdering på trapperne

VIRUS: Situationen med muteret virus i danske mink er emnet ved flere møder og begivenheder i EU i denne uge. Blandt andet forsøger udenrigsministeren at afværge flere rejserestriktioner mod Danmark.

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Simon Holst Jensen

Situationen omkring den coronamutation, der er fundet i danske mink, bliver i stigende grad et internationalt emne.

I de seneste dage har Storbritannien lukket grænserne for rejsende, der er taget afsted fra Danmark, og nu har sagen også bevæget sig til EU, hvor den er på dagsordenen ved mindst tre lejligheder i denne uge.

En af de tre var allerede mandag, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) så sig nødsaget til at diskutere problemet med EU’s handelsministre.

Her kan frygten for, at flere lande skal gå samme vej som briterne i den nærmeste fremtid, have været katalysatoren. I hvert fald var videomødet blandt andet et forsøg på at undgå nogle drastiske tiltag fra vores nabolande.

”Vi hverken må eller vil gamble med danskernes sundhed og kampen mod covid-19. Samtidig skal vi selvfølgelig værne om den danske eksport, der ikke må rammes af restriktioner som følge af misforståelser eller manglende informationer,” skriver Jeppe Kofod til Altinget.

Udenrigsministeren fortæller samtidig, at han oplever stor opbakning til regeringens håndtering af virusmutationen, når han taler med sine europæiske kollegaer.

Fuld transparens
Regeringen og myndighederne har løbende sørget for at underrette de relevante internationale organisationer, og blandt andet er ECDC i tæt kontakt med Statens Serum Institut under udarbejdelsen af torsdagens risikovurdering. 

"Regeringen tager risikoen for cluster 5-smitte meget alvorligt. Vi har et ansvar ikke bare for den danske befolkning, men også globalt. Det er også derfor, at regeringen har handlet resolut. Vi er i tæt dialog med WHO, EU og vores internationale partnere. Danmark yder fuld transparens, som WHO også har anerkendt," skriver Jeppe Kofod. 

Netop WHO anbefaler i øvrigt, at andre lande ikke med den nuværende viden skal lave rejse- eller handelsrestriktioner mod Danmark.

Risikovurdering og kommissærmøde
Torsdag kommer de danske mink igen i centrum. Her offentliggør Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol (ECDC) en risikovurdering af netop den mutation, der er fundet i de hårdtramte dyr. Vurderingen laves i samarbejde med Unionens fødevaresikkerhedsagentur, Efsa.

Op til weekenden er det Mogens Jensen (S), der som fødevareminister skal tale med EU’s kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides, ved en videokonference.

Her forventes det ifølge Miljø- og Fødevareministeriet, ”at kommissæren vil få en status på mink og covid-19 i Danmark.”   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Stella Kyriakides

EU-kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed

0:000:00