Institut mod tortur: Det skal være slut med at spille "græsk vandpolo" med asylansøgere

Af Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity – Dansk Institut Mod Tortur

EU’s moralske fundament skælver. Den helt basale, humanistiske lære fra Holocaust og senere forbrydelser mod menneskeheden er, at stater ikke må kunne tvinge mennesker på flugt tilbage til deres bødler, altså det såkaldte princip om non-refoulement.

Det skal være muligt at søge asyl og få det, hvis man har en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland. Men i disse år underminerer vi dette grundlæggende princip i EU. Vi bidrager helt bogstaveligt til, at asylansøgere ‘skubbes tilbage’ over EU’s ydre grænser, før et eventuelt beskyttelsesbehov er afklaret. Det er uværdigt.

EU har naturligvis ret og pligt til at kontrollere og beskytte de ydre grænser – og sende migranter uden lovligt opholdsgrundlag og afviste asylansøgere retur. Men med underskrivelsen af FN’s flygtningekonvention har Danmark og de øvrige EU-lande forpligtet sig til at give enhver asylansøger ret til at få behandlet sin asylsag, så vedkommende kan modtage nødvendig beskyttelse mod forfølgelse.

Denne balance bør være et afgørende omdrejningspunkt for diskussionerne af EU’s fremtidige asyl- og migrantpagt. For desværre er vi vidner til - og medansvarlige for - at EU i stigende grad anvender uforholdsmæssig magt og vold i håndteringen af asylansøgere på EU’s grænser.

Dansk Flygtningehjælp har i oktober 2020 indsamlet skræmmende vidnesbyrd om kroatiske grænsebetjentes brutale og nedværdigende mishandling af asylansøgere i forbindelse med ’pushbacks’ på grænsen til Bosnien-Hercegovina.

Desværre er vi vidner til - og medansvarlige for - at EU i stigende grad anvender uforholdsmæssig magt og vold i håndteringen af asylansøgere på EU’s grænser.

Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity – Dansk Institut Mod Tortur

Uafhængigt af hinanden fortæller mere end 75 asylansøgere, at de i dagene 12.-16. oktober har oplevet ydmygende afklædning, slag med stave, afbrænding af ejendele og konfiskation af penge og mobiltelefoner, inden de blev sendt tilbage over grænsen ved byen Velika Kladuša i Bosnien. I mange tilfælde kun iført undertøj.

Tilsvarende har det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel og tv-stationen ARD samt andre medier sidst i oktober kunnet dokumentere, at EU’s grænseagentur Frontex ikke bare har overværet og forholdt sig passivt, når græske myndigheder har foretaget ’pushbacks’ i Det Ægæiske Hav, men i mindst ét tilfælde har grebet aktivt ind for at forhindre, at asylansøgere nåede i land på de græske øer.

8. juni 2020 gik det rumænske flådefartøj MAI 1103 også aktivt ind og blokerede for en båd med asylansøgere. I en video, som er optaget af den tyrkiske kystvagt, ser man besætningen på den rumænske patruljebåd råbe til asylansøgere i en gummibåd. Senere ser man det rumænske fartøj sejle forbi asylansøgerne i høj fart, så bølgerne slår imod asylansøgernes båd, inden den græske kystvagt overtager arbejdet med at skubbe båden tilbage mod Tyrkiets kyst.

Græsk vandpolo
De græske ’pushbacks’, der i nogle tilfælde finder sted med skarpladte skydevåben, er blevet så almindelige, at fænomenet i folkemunde har fået et kynisk øgenavn: ’Græsk vandpolo’, kaldes det blandt de lokale.

Der Spiegel dokumenterer, at Frontex-skibe i tre tilfælde i juni og to i august ved Lesbos har overværet eller deltaget aktivt i græske myndigheders ’pushbacks’. Desuden har et Frontex-fly observeret et ’pushback’ ved Samos i april. I alt seks dokumenterede tilfælde. Mørketallet er naturligvis ukendt.

Voldelige ’pushbacks’ er ulovlige og udtryk for et begyndende moralsk kollaps i EU. Vi har al mulig grund til at håndtere dette voksende problem. Vi bør derfor etablere en stærk, dynamisk og uafhængig monitorering af grænsebevogtning og asylhåndtering langs EU’s ydre grænser, så vi kan kontrollere og bidrage til, at alle typer af grænsekontrol efterlever vores fælles menneskeretsforpligtelser.

Konfronteret med Dansk Flygtningehjælps beretninger fra den kroatisk-bosniske grænse understregede EU’s indenrigskommissær, svenskeren Ylva Johansson, i et interview med den kroatiske tv-station N1 behovet for en "uafhængig overvågningsmekanisme, der sikrer, at der ikke sker pushbacks ved de ydre grænser."

Adspurgt af tv-stationen, hvordan denne mekanisme skal se ud, svarede hun noget vævende, men oplyste, at hun har bedt EU’s agentur for grundlæggende rettigheder, FRA, skrive retningslinjer for, hvordan EU’s medlemslande kan indrette en overvågningsmekanisme.

At der er noget i EU’s eget system, der ikke fungerer, når det gælder kontrol med medlemsstaternes overholdelse af fundamentale menneskerettigheder ved modtagelsen af asylansøgere, er beretningerne om Frontex’ rolle i de græske ’pushbacks’ et nedslående bevis på. Frontex mangler den nødvendige legitimitet og uafhængighed til troværdigt at kunne sikre respekt for asylretten langs EU’s ydergrænser.

Allerede i juni 2020 kunne man i The Guardian læse, at EU-embedsmænd blev beskyldt for at indgå i et cover-up for at skjule, at den kroatiske regering undlader at vejlede sine grænsestyrker om overholdelse af menneskerettigheder. Interne e-mails afslørede, at den kroatiske regering ikke følte noget behov for en overvågningsmekanisme, som EU’s medlemslande tidligere har besluttet at finansiere.

Fremtidens kontrolmekanisme
En fremtidig, uafhængig kontrolmekanisme bør blandt andet bygge på Europarådets organer, fordi vi i denne sammenslutning af 47 europæiske stater med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den tilhørende domstol i Strasbourg har et veletableret system til kontrol af de europæiske landes overholdelse af menneskerettighederne.

Faktisk besøgte Europarådets vigtige anti-tortur-komité, CPT, så sent som i august det kroatiske grænsepoliti. Og man kan frygte, at komiteens rapport, som vil blive sendt til den kroatiske regering i november, vil indeholde nye beretninger om alvorlige menneskeretskrænkelser. 

Både Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Grækenland har ratificeret tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention. Det indebærer, at der i disse lande er etableret Nationale Forebyggende Mekanismer, som skal overvåge, at frihedsberøvede personer ikke udsættes for tortur eller andre former for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Her – og i andre lande - kan der dog sagtens være behov for modernisering og kapacitetsudvikling af institutionerne.

For personer, der ikke er frihedsberøvede, kunne blandt andet de nationale menneskerettighedsinstitutioner spille en vigtig rolle i overvågningen af, om menneskerettighederne overholdes, også af grænsemyndigheder.

Der er således behov for at styrke flere institutioners mandat og kapacitet i overvågningen af europæiske grænsemyndigheders overholdelse af menneskerettighederne. Fra dansk side kunne vi med fordel bidrage til at hjælpe og udvikle nogle af disse europæiske kontrolorganer, ligesom vi kunne se på mulighederne for at skabe øget samarbejde og erfaringsudveksling på tværs af de monitorerende institutioner.

Det er afgørende, at alle kontrolorganer har fuld uafhængighed og ikke er en del af nationale myndigheder eller EU-agenturer, der selv varetager grænsebevogtning. Kontrollanterne skal kunne gennemføre hyppige og uanmeldte besøg på de steder, hvor asylansøgerne opholder sig, uanset om de er frihedsberøvet eller ej.

De skal have mulighed for at gennemføre interviews med asylansøgerne, uden at andre lytter med, og for fri kommunikation med alle, der i øvrigt kan bidrage med relevant viden. Kontrollanterne skal derudover have adgang til alt relevant materiale, herunder politiets registre og notater om personer, de er i berøring med, og eventuelle lægejournaler.

En overvågningsmekanisme skal aflægge rapport til de nationale myndigheder i det undersøgte land, og de nationale myndigheder skal forpligtes til at føre en dialog med kontrollanterne om, hvordan de mest effektivt styrker beskyttelsen imod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Overholdelsen af både FN’s flygtningekonvention, FN’s torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommer i disse år under pres fra det stærke politiske ønske i EU’s medlemslande om at begrænse antallet af mennesker, der når frem til EU-territorium med mulighed for at søge asyl.

Hvis vi skal fastholde de forpligtelser, der er nedfældet i konventionerne, er der stærke moralske og juridiske argumenter for at skabe en langt mere "retfærdig og human" grænsekontrol langs EU’s ydre grænser.

"Retfærdig og human" er som bekendt slagordet for regeringen og Socialdemokratiets ambitioner om at ’eksternalisere’ den danske asylbehandling til ’modtagecentre’ i tredjelande.

Derfor må der også være vægtige politiske argumenter for en effektiv kontrol med overholdelsen af menneskerettighederne langs EU’s ydergrænser.

For hvis vi ikke engang evner at overholde basale juridiske forpligtelser i grænsekontrollen langs EU’s eksterne grænser, hvordan skal vi så nogensinde kunne tro på, at Danmark kan ’eksternalisere’ sin flygtningemodtagelse og asylbehandling til tredjelande i overensstemmelse med menneskerettighederne, som det hedder i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne?