Debat

Isabella Arendt: Udsatte børn rammes ekstra hårdt derhjemme lige nu

DEBAT: Når både skole og fritidsaktiviteter er aflyst, er børn og unge, der lever i hjem med misbrug, endnu mere udsat. Regeringen bør lave et nødberedskab for 122.000 børn og unge, som mangler voksne omkring sig, skriver Isabella Arendt.

En usikker situation, som den vi ser i Danmark for tiden, kan få alkoholiserede forældre til at blive endnu mere utilregnelige, skriver Isabella Arendt.
En usikker situation, som den vi ser i Danmark for tiden, kan få alkoholiserede forældre til at blive endnu mere utilregnelige, skriver Isabella Arendt.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isabella Arendt
Landsformand for Kristendemokraterne

Heldigvis er der mange forældre, som i denne tid bliver hjemme af ansvar for samfundet. Der er dog særligt én gruppe af børn og unge, som bliver ufrivillige gidsler i denne karantænetid. Det er børn af forældre med misbrug. I hjem, hvor forældrene drikker for meget eller tager stoffer.

I Danmark er der 122.000 børn og unge, som lever i familier med alkoholmisbrug. Jeg har tidligere besøgt flere af Tubas afdelinger og hørt om deres arbejde for børn og unge, som har det rigtig dårligt derhjemme. Derfor var det også særligt disse børn og unge, som jeg har tænkt på den seneste tid.

Det skal ikke blive til en konkurrence om, hvem hjemmeperioden rammer hårdest. Jeg anerkender til fulde det store pres, mange forældre står i med en virksomhed, som måske skal lukke, indkomster, som forsvinder, børn, der skal hjemmeskoles, og et arbejde, som skal passes under næsten umulige omstændigheder. Derudover kommer frygten for at miste dem, vi elsker.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Alligevel vil jeg blot her minde om en gruppe børn, som i helt særlig grad kæmper lige nu. Når jeg taler med Tuba, bekræfter de desværre mine bange anelser. For netop deres børn og unge har skoler og fritidsaktiviteter været dybt nødvendige pusterum fra en familie, som ikke er god for dem.

At lege med andre børn i skolen eller at kunne sætte sig på en netcafé med vennerne har været helt nødvendigt for at fungere i en hverdag, hvor mor og far ikke er de faste holdepunkter, som de burde være.

Når skoler og fritidsaktiviteter er aflyst, får børnene og de unge ingen pause fra forældrenes misbrug.

Isabella Arendt

Ingen voksne at snakke med
Nu er skolen lukket. Netcaféen er lukket. Mor og far er de eneste voksne, som børnene ser. Så er to uger meget lang tid. Når skoler og fritidsaktiviteter er aflyst, får børnene og de unge ingen pause fra forældrenes misbrug.

Misbruget er desværre ikke sat på pause. Tværtimod er der en risiko for, at en usikker situation, som den vi ser i Danmark for tiden, kan få alkoholiserede forældre til at blive endnu mere utilregnelige. De unge står måske nu med ansvaret for at hjemmeskole deres yngre søskende. De små børn ved ikke, hvornår mor og far er ædru nok til at tage sig af dem.

I nyhederne kan de alle høre om en farlig virus. Børnene er bange, men har ingen voksne at snakke med. Red Barnet har lavet hjælp på deres hjemmeside, så forældre kan tage snakken om virussen på en god måde.

For de allermest udsatte børn og unge, er der ingen mor eller far til at berolige dem. De står med frygten alene – oven i den i forvejen svære situation.

I følge Tuba har mange af de udsatte børn og unge angst. De kan have brug for forudsigelighed og struktur i deres hverdag. Det findes ikke lige nu. Situationen i Danmark ændrer sig dag for dag, og ikke engang medier, eksperter eller regeringen har det fulde overblik over udviklingen eller de konsekvenser, som situationen kan få.

Det er umuligt at vide, hvad fremtiden bringer lige nu. Det er et vilkår, som kan stresse selv velfungerende voksne. For børn og unge med angst og alkohol i hjemmet er det et vilkår, som går dagen næsten umulig at komme igennem.

Udsatte børn bør komme i nødpasning
Heldigvis er der frivillige og professionelle i mange organisationer, som giver disse børn og unge en hjælpende hånd. Blandt andet hos Tuba kan man ringe ind og få en god snak om sine forældres misbrug, livet derhjemme, frygten for smitte eller alt, hvad der ellers fylder i et lille barneliv lige nu.

Der er flere foreninger, som også har denne form for onlinehjælp til de udsatte børn og unge. Vi skal i denne tid særligt huske vores dygtige foreninger, som virkelig gør en forskel for mange børn og unge.

Vi skal huske de mange familier, som ikke fungerer derhjemme. For børn og unge i disse familier går vi en lang tid i møde. Det er ikke kun usikkert, hvordan samfundet udvikler sig, eller om nogle i deres familie bliver syge af covid-19. Det er også usikkert, om mor er fuld eller ædru i aften.

Det er usikkert, om forældrene er hjemme eller ude. Det er usikkert, hvornår man ser vennerne igen. Det er usikkert, hvordan man skal hjemmeundervises, og hvordan onlineundervisning virker. Det er lige nu meget usikkert at være udsat barn eller ung. Husk dem, når vi laver hjælp.

Konkret kan det være et forslag at lade nogle af disse børn og unge komme i nødpasning på skolerne – selvom deres forældre er hjemme. Alene for at give dem en mulighed for at komme lidt væk hjemmefra og tale med nogle voksne, som ser dem.

Selvom der er mange telefonnumre og skærme, hvor de unge kan henvende sig, er det ikke det samme som en rigtig voksen lige ved siden af dem (med halvanden meters afstand).

Forældre skal også have hjælp
Derudover er det vigtigt med hjælp også til forældrene. Jeg er af den helt klare overbevisning, at ingen forældre ønsker at skade deres børn. Ingen forældre ønsker at være dårlige forældre. Men nogle ender alligevel med at være det.

For de cirka 122.000 børn og unge, som lever med forældre med et alkoholmisbrug, er virkeligheden desværre, at de har dårlige forældre og et hjem, hvor det ikke altid er godt at være. Vi skylder også forældrene og hele familien at give dem en ekstra hjælp i denne tid.

Social- og Indenrigsministeriet tager sagen meget alvorligt og gør, hvad de kan for at beskytte de allermest udsatte mennesker i samfundet. Der er særligt stor fokus på hjemløse, som af åbenlyse grunde ikke kan holde sig hjemme, men har brug for nødherberger og hjælp.

De sociale institutioner som opholdspladser for børn og voksne køres videre, og mennesker med handicap får den hjælp, de har brug for. Sådan skal det også være.

Sæt et nødberedskab i værk
Desværre har vi i tilfældet af børn og unge i hjem med misbrug at gøre med mennesker, som ikke nødvendigvis befinder sig på socialområdets indsatser. Det er ikke nødvendigvis børn og unge, som er kendt af kommunen.

Det er ikke sikkert, de normalt modtager ekstra hjælp. For mange kan vores dygtige lærere og pædagoger og frivillige i foreningerne faktisk være nok til at få hverdagen til at fungere så godt som muligt.

Netop disse børn og unge bliver derfor ikke grebet af det sociale nødberedskab, som sættes i gang netop nu. De har ikke brug for specialiseret hjælp eller tvangsfjernelse. De har brug for at have daglig kontakt med stabile og dygtige voksne, som ser dem og hjælper dem gennem hverdagen. Det er denne daglige kontakt, som nu er forsvundet for rigtig mange af dem.

De børn og unge har vi et særligt ansvar for. Jeg appellerer derfor til regeringen og ministeren på området for at sætte et nødberedskab i værk også for dem. Og jeg vil foreslå, at man inddrager Tuba og mange andre gode organisationer for at sikre, at man når børnene og de unge lige netop dér, hvor de har brug for hjælpen.

Den næste tid er en usikker tid. Mange er helt naturligt nervøse. Lad det ikke også blive en tid, hvor 122.000 børn og unge skal ødelægges af deres forældres misbrug derhjemme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt
BA i Statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00