Kronik

Jakob Nielsen: Altingets journalistik går til sagen, men den går aldrig i gult

KRONIK: Neutralitet, saglighed og en udpræget antipati mod breaking news-bjælker. 'Den tørre fætter' fylder 20 år, og chefredaktør Jakob Nielsen ser nærmere på kulturen og sjælen, der har præget og fortsat præger Altingets journalistik og redaktion.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jakob Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Nielsen
Ansvarshavende chefredaktør, Altinget

Vi skriver masser af nyheder. Vi skriver også store politiske nyheder, og nogle gange har vi nyheden før de andre.

Men vi går aldrig i gult.

Vi har helt enkelt ikke indført en funktion i vores redigeringssystem, der kan placere en gul bjælke hen over skærmen med teksten breaking news.

Fakta
Dette er et uddrag af jubilæumsbogen 'Altinget 2000-2020 - de første 20 år'. Bogen udkommer 20. januar.

Der skulle gå to år i jobbet, før det for alvor gik op for mig, hvor dybt den holdning egentlig stikker. Og hvad den betyder for vores journalistik.

I mellemtiden er jeg selv blevet meget klogere på, hvordan man laver journalistik, som kunderne vil betale for. Og det er måske den vigtigste egenskab ved Altingets journalistik.

I begyndelsen irriterede det mig: Hvorfor kan vi ikke skrive nyheden, når den ligger lige der, og enhver kan se den? Men efterhånden gik det op for mig, at det hverken var viljen eller evnen, der manglede. Det var et spørgsmål om en etik, der er udviklet og oparbejdet gennem små 20 år af nogle af branchens dygtigste og mest omhyggelige journalister. 

Jakob Nielsen
Chefredaktør

I en tid, hvor de traditionelle journalistjob forsvinder som bladene fra træerne om efteråret, er det lykkedes at skabe noget indhold, som kan drive en forretning.

Vel at mærke indhold, som ikke lefler for den laveste fællesnævner, springer over, hvor gærdet er lavest, eller pakker tomme kalorier ind i clickbait-rubrikker, der ikke holder, hvad de lover.

Det er det indhold, som for nogle år siden fik redaktør Troels Mylenberg til at kalde Altinget ”en dejlig tør fætter”. Det var vistnok ment som en kompliment. Og det er en etikette, vi tager på os med et smil.

DEN HELT AFGØRENDE præmis for al journalistik på Altinget er, at den skal afspejle vores politiske neutralitet. På sin vis kan det lyde banalt – for den enkelte journalist på Berlingske, Århus Stiftstidende eller Danmarks Radio tager heller ikke stilling, når vedkommende rapporterer om lokal, dansk eller europæisk politik.

Alligevel er det, som om Altingets neutralitet stikker dybere. Vi har ikke lederartikler, hvor jeg selv eller andre medarbejdere erklærer mediets holdning, og vi gør en dyd ud af at præsentere politiske tanker og forslag uden slagside hverken til højre eller venstre. Det betyder også, at vi ofte undlader at råbe lige så højt i vores rubriksprog – vores overskrifter – som mange af vores konkurrenter. Og noget tyder på, at læserne stoler på vores neutralitet. 

Hvert år får vi det målt, og resultatet er heldigvis hvert år det samme: Et meget stort flertal på op imod 90 procent betragter os som neutrale, mens en lille gruppe mener, at vi hælder til venstre – og en omtrent lige så lille gruppe mener, vi hælder til højre.

Men vi gør også en indsats for at være mere end den neutrale, tørre fætter.

Vi har fået et lækkert magasin på glittet papir, og det har ansporet os til at skrive stærke og læseværdige interview og portrætter. Og vi er blandt de førende medier i Danmark, når det handler om at udvikle robotjournalistik. Robotten kan bedst lide at skrive enkle og overskuelige historier fyldt med fakta, og på den måde passer den perfekt ind hos os, for det er nemlig noget, vores læsere også godt kan lide.

Men makronbunden i vores journalistiske lagkage er og bliver den gedigne journalistik, som udøves bag betalingsvæg af vores fagjournalister på vores 23 nicheportaler.

I MODERNE JOURNALISTIK tales der meget om point of difference – altså det, der adskiller netop vores indhold fra konkurrenternes. Og i vores tilfælde er der ingen tvivl om, hvad point of difference er: Det er det faktum, at vi har en lang række fagredaktører, der følger et bestemt område og derfor kan levere en journalistik, der går et spadestik dybere og holder fokus på substansen frem for det taktiske spil. 

En politisk ordfører fra et af de gamle partier i Folketinget fortalte på en konference, som jeg deltog i, at hun nogle gange undlader at tage telefonen, når det er Altingets journalister, der ringer. ”For de er altid så godt inde i sagerne, at man ikke bare kan verfe dem af.”

Styrkelsen af fagredaktørerne er ekstra vigtig, fordi det modsatte er sket i de klassiske medier. Min vurdering er, at antallet af egentlige fagmedarbejdere inden for de klassiske, indenrigspolitiske områder på Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken er styrtdykket i løbet af de seneste årtier; i stedet er journalisterne i højere grad generalister, der skal kunne løbe lidt efter det hele. Eller de indgår i gravergrupper, som skal afsløre komplicerede sammenhænge eller optrevle store skandaler.

På de elektroniske medier er fagmedarbejderne i nogen grad genopstået – men det sker mest på de brede områder. Danmarks Radio har således to (i øvrigt vanvittig dygtige) fagmedarbejdere – eller korrespondenter, som de kalder det – på retsområdet, men mig bekendt ingen korrespondent, der dækker miljøstoffet, arbejdsmarkedet eller socialstoffet.

Om Rasmus Nielsen havde forudset den udvikling, da han stiftede Altinget i 2000, skal jeg ikke kunne sige, men det er en udvikling, der har været med til at skabe grundlaget for Altingets kommercielle succes. Der er simpelthen et stadigt større lag af professionelle i både det offentlige og det private, der er afhængige af nichemedier, som opmærksomt følger og rapporterer om de områder, der ikke længere bliver fulgt særlig tæt i de brede medier.

AT MEGET AF JOURNALISTIKKEN præsenteres bag betalingsmur, er et andet særkende for Altingets journalistik. Efterhånden er de fleste private medier begyndt at kræve betaling for deres journalistik, men da Altinget som et af de allerførste medier herhjemme indførte en betalingsvæg i 2002, blev der rystet på hovedet de fleste steder i branchen.

Netmedier skulle have masser af klik og finansieres af annoncer, var den generelle opfattelse dengang.

Det gav Altinget et meget værdifuldt forspring i arbejdet med at opfinde modeller, hvor kunderne faktisk betaler for det indhold, som vores journalister producerer.

Samtidig har vi en forside, hvor vi bringer det brede og almene politiske stof samt udvalgt stof fra de 23 nicheportaler. Det er med til at gøre vores medie mere kendt og giver os mere gennemslagskraft, men det ændrer ikke ved, at man skal abonnere på en eller flere af nicheportalerne, hvis man for alvor vil være opdateret på bestemte områder i dansk politik.

Og her spiller vores servicestof også en vigtig rolle. For mange af vores abonnenter er journalistikken nemlig ikke den eneste og måske ikke engang den vigtigste grund til at holde Altinget. En anden grund kan være, at vi lægger meget stor vægt på at have det bedste debatstof inden for vores nicheområder. 

Vores lille håndfuld af debatredaktører følger grundigt med i samfundsdebatten og sørger for at bringe de vigtigste aktører sammen i en debat, hvor fokus altid – eller i hvert fald næsten altid – er på bolden frem for manden.

Vi har også en unik navnebase, hvor vi hjælper læserne med at holde øje med, hvem der har runde fødselsdage, hvem der er blevet fyret, og hvem der skifter job. 

Og så er der robotterne. De hjælper os med at holde øje med lovforslag og alle de spørgsmål, som medlemmerne af Folketinget stiller til regeringens ministre.

Takket være en robot – i praksis et program i vores computere – trækker vi hver dag nye spørgsmål og ministrenes svar ind på Altingets hjemmeside, hvor de bliver forvandlet til artikler og fordelt ud på de 23 portaler efter relevans. Det er ikke kunst, og robotten kan ikke selv finde ud af at give artiklerne overskrift, men det er en meget effektiv service til dem af vores læsere, der har behov for at følge bestemte områder tæt.

En anden robot sørger for at følge alle lovforslag, der bliver fremsat, og skabe en tidslinje, hvor man kan følge hele behandlingen i Folketinget fra betænkningen over udvalgsmøderne og høringssvarene til debatterne i salen og den endelige afstemning. Og så sørger robotten for, at alle de artikler, Altinget bringer om det enkelte lovforslag, bliver sat ind på tidslinjen.

Jeg må indrømme, at jeg – som de fleste journalister – i begyndelsen var lidt skeptisk over for robotjournalistik, men jeg er blevet stor tilhænger af det, efterhånden som jeg har opdaget, hvad det kan, og hvordan det tilføjer helt nye dimensioner til vores journalistik, som hverken kan eller skal erstatte vores spillevende journalister.

Ikke desto mindre blev jeg overrasket, da jeg efter folketingsvalget pludselig opdagede en hel ny type robotjournalistik på Altinget.

En maskine havde sørget for at hente de præcise stemmetal fra de officielle kilder og skrive en artikel om hver eneste kandidat ved valget, og her kunne man læse om kandidatens valgresultat, også i forhold til tidligere valg, i forhold til partifæller og øvrige kandidater.

Alt sammen skrevet i et korrekt, afmålt dansk – og selvfølgelig med en tydelig markering af, at artiklen var skrevet af en robot.

Jeg havde aldrig hørt om den robot og frygtede et kort overblik, at noget var gået galt.

Men det viste sig at være omvendt: Folkene bag den nye robot havde gået meget stille med dørene, fordi de var usikre på, om den nye robot ville fungere. Da de opdagede, at den faktisk virkede helt efter hensigten, blev de så begejstrede, at de lagde den på hjemmesiden med det samme uden at fortælle nogen om det.

I TAKT MED at Altinget er vokset, er der også blevet kortere mellem de journalistiske højdepunkter. Også mellem dem, der for alvor sætter dagsorden.

Men det ville være stærk tobak at skrive en hel artikel om Altingets journalistik uden at nævne lakridspiberne. Hvem husker ikke historien fra 2013 om, at EU ville forbyde Skippers små, sorte lakridspiber?

Historien eksploderede og førte omgående til både hamstring og civil ulydighed fra politikere, der en gang for alle havde fundet dokumentation for, at de var blevet helt vanvittige nede i Bruxelles.

Problemet var selvsagt, at historien var langt mere nuanceret end som så. Ja, der lå et ændringsforslag om at forbyde slik, der ligner tobak, men det er højst usikkert, om der nogensinde var nogen, der sådan for alvor var ude efter lakridspiberne.

På Altinget ramte historien hårdt, fordi det var første gang, at redaktionen for alvor oplevede at være under pres fra kilder og fra andre medier, der gik vores journalistik efter i sømmene. 

Heldigvis førte den ikke til, at Altingets journalister holdt op med at grave kontroversielle sager frem. Det var Altinget, der i 2015 som de første for alvor satte fokus på sundhedsfaren, da mange unge efter en TV 2-dokumentar begyndte at droppe HPV-vacciner

Og det var Altinget, der i 2016 afslørede, hvordan regeringen stik imod reglerne benyttede ulandsbistand til at finansiere store dele af de danske asyludgifter. I 2017 var det Altinget, der for alvor satte fokus på de kaotiske tilstande i Slagelse Kommune, og året efter afslørede vi, hvordan Udenrigsministeriet mistænkte falske facebookprofiler for at sprede falske nyheder i den danske udlændingedebat.

Og så kom i sensommeren 2019 afsløringen af regeringens strategi for den kommende finanslov – et scoop, som i et stykke tid fik nogle af regeringens centrale spindoktorer til at afvise at mødes med nogle af Altingets journalister. Ikke fordi de var vrede – de kender og forstår selvsagt spillets regler – men mere fordi de frygtede, at de så kunne blive mistænkt for at være kilden til det opsigtsvækkende læk.

Men det er måske på vores portal om civilsamfundet, at vi har præsteret den bedste og mest moderne journalistik. I en lang række artikler har Altinget sat fokus på dårlig ledelse i ngo-miljøet – hvilket i en af de konkrete sager førte til, at såvel direktøren som det meste af bestyrelsen i en mindre organisation endte med at forlade deres poster.

Klassisk kritisk journalistik inden for et område, som der skrives meget lidt om i de brede medier. Men det, der for alvor gør mig stolt over den journalistik, vi bedriver på portalen om civilsamfundet, er det konstruktive element, der hele tiden følger med. Vi forlod ikke den kriseramte organisation, efter at ledelsen var blevet afsat; vi vendte tilbage og beskrev omhyggeligt, hvordan en ny ledelse tog fat på at genopbygge organisationen og bringe de pressede medarbejdere på ret kurs.

DET KRITISKE, det konstruktive og det inkluderende er tre bærende søjler i vores journalistiske indsats, og hvis vi fjernede den ene, ville de to andre være utroværdige.

Men selv når vi afslører magtmisbrug, fake news eller misbrug, gør vi det uden gule bjælker. 

Og først under folketingsvalget i sommeren 2019 – mere end to år efter, at jeg var begyndt på Altinget – gik det for alvor op for mig, hvor dybt modstanden mod den højtråbende breaking-kultur stikker på Altinget.

Vi leverede en glimrende og ordentlig dækning af valgkampen, men undervejs kæmpede vi en del med at få skrevet nogle af de nyheder, der kunne sætte dagsordenen i et døgn – eller bare nogle timer. Det lykkedes da også, men ikke nær så meget, som jeg havde troet og håbet.

I begyndelsen irriterede det mig: Hvorfor kan vi ikke skrive nyheden, når den ligger lige der, og enhver kan se den?

Men efterhånden gik det op for mig, at det hverken var viljen eller evnen, der manglede. Det var et spørgsmål om en etik, der er udviklet og oparbejdet gennem små 20 år af nogle af branchens dygtigste og mest omhyggelige journalister. 

Det var et spørgsmål om kultur, om Altingets sjæl, om man vil. Det ligger meget dybt i journalisterne her på stedet, at de ikke er dem, der råber højest. At de ikke påstår hvad som helst, medmindre de er helt sikre. Og at de meget nødig vinkler så skarpt, at de kan beskyldes for at være politiske eller for at gå et bestemt ærinde.

Det er sunde instinkter. Og det er en kultur, som har været med til at gøre Altinget til noget så usædvanligt som et 20 år gammelt medie, der fortsat oplever markant vækst. Den slags laver man ikke lige om, fordi der er valgkamp. Og det er faktisk godt. 

Udfordringen de næste 20 år bliver at få tilføjet endnu flere facetter til vores journalistik. At skærpe vores evne til at tale med store bogstaver, når situationen kræver det. Men det bliver stadig med neutraliteten som betingelse og fagligheden som makronbund. 

Og det bliver uden gule bjælker.

Præcisering: I afsnittet om fagredaktører står der, at antallet af fagmedarbejdere på JP, Politiken og Berlingske er styrtdykket. Det er efter offentliggørelse blevet præciseret, at der menes fagmedarbejdere på de klassiske, indenrigspolitiske områder, og at der er tale om skribentens vurdering. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00