Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Alternativet trænger til en lektie i basal empati

KOMMENTAR: At Alternativets topfolk og bagland skulle være særlig optaget af empati, er ikke just det indtryk, offentligheden står tilbage med, efter nogle uger med voldsom kritik af partiets nyvalgte leder, Josephine Fock, skriver Jarl Cordua. 

Fem år – og et folketingsvalg senere – er stemningen i Alternativet præget af alt andet end eufori, fest og glade dage, skriver Jarl Cordua.
Fem år – og et folketingsvalg senere – er stemningen i Alternativet præget af alt andet end eufori, fest og glade dage, skriver Jarl Cordua.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For fem år siden udtalte denne signatur skråsikkert, at man kunne glemme alt om, at Alternativet kom i Folketinget. Forudsigelsen viste sig at være skrupforkert.

Det nye parti førte en fantastisk original kampagne, der ramte klokkerent ind i et fortvivlet og dybt skuffet segment af centrum-venstre-vælgere, der befandt i afgrundsdyb frustration over årene med Thorning-regeringen.

Pludselig øjnede de et kærkomment og charmerende alternativ, de kunne holde ud at stemme på efter at have oplevet et rødt Danmark økonomisk lagt i jernlænker af finansminister Bjarne Corydons nødvendighedens konkurrencestatspolitik og Margrethe Vestagers "sådan er det jo"-reformdagsorden samt et bizart politisk striptease- og nærdødsshow, der udstillede SF's inkompetence.

Vælgerne var næppe dummere, end at de sikkert godt vidste, at de tog en chance med partistifteren Uffe Elbæks muntre flok. På alle måder gjorde Alternativet en dyd ud af nødvendigheden, når det kom til at dyrke farverige udtryk og mangfoldighed.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

På nær en konsekvent grøn profil og krav om opgør med den sædvanlige politik, som det blev til på Christiansborg, og som hængte mange ud af halsen, gjorde Alternativet, hvad det kunne for at skabe mest mulig tvivl om partiets placering på den traditionelle højre-venstre-akse.

Først med registreringen af partiets efterfølgende stemmeafgivning i Folketinget kunne det fastslås, at Alternativet i folketingssalen var et parti, der kun marginalt var lidt mindre rødt end Enhedslisten.

Nu ligner Alternativet mere end andet en pøl af intriger, returopgør for gamle tvister, sammensværgelser, fløjkrige og magtkampe. Alt det, som Alternativet slog sig op på at ville være et alternativ til.

Jarl Cordua

I de glade dage forud for valget i juni 2015 så man endda bemærkelsesværdige politiske omvendelser med flere borgerlige herunder et par halvkendte Venstremænd, der nu gik med i partiet, selv om vælgervandringerne siden viste, at Alternativet primært hentede sine stemmer fra frafaldne radikale og SF’ere.

Fem år – og et folketingsvalg senere – er stemningen i Alternativet præget af alt andet end eufori, fest og glade dage. Partiet skranter på alle måder. Valget sidste år blev en kæmpe skuffelse. Ifølge Elbæk selv en såkaldt bummer.

Vælgerne forsvinder fortsat, og i meningsmålingerne ligger partiet omkring spærregrænsen. Til trods for at der nu sidder en rød regering, så er partiet parlamentarisk irrelevant, og dets vigtige mærkesag, klimaet, er overtaget af rivaliserende partier som SF, Radikale og Enhedslisten.

Især de to første partier er i langt bedre form end tilbage i 2015, hvor de kæmpede med fortidens politiske møllesten, der truede med at trække dem ned i dybet. Nu er situationen omvendt. Det er Alternativet, der besværges af møllesten. Og det er en meget tung en af slagsen, der uden tvivl har potentiale til at aflive partiet.

Møllestenen har form som en indædt og derfor ikke helt ublodig kamp om magten over partiet, hvor fronterne er trukket så hårdt op, at man holder brandudsalg af partiets engang så hyldede politiske værdisæt.

Det er faktisk mærkeligt, at en halvgammel borgerlig kyniker, der skriver disse linjer og selv med plettede hænder fra fortids bitre magtkampe, nu befinder sig i en position, hvor jeg med god ret kan belære alternativisterne om det politisk fornuftige i at udvise basal "empati", det vil sige vigtigheden af at behandle hinanden ordentligt.

At Alternativets topfolk og bagland skulle være særlig optaget af empati, er ikke just det indtryk, offentligheden står tilbage med efter nogle uger, hvor den har været vidne til voldsom kritik af partiets nyvalgte leder, Josephine Fock, der nu af en stribe anonyme og enkelte åbne kilder, får revet sin ikke helt så pæne fortid som kolerisk, kontant og alt andet end empatisk leder i fagbevægelsen og i partiet i næsen.

Anklagerne fyger om "rusken" og "overfusning" af medarbejderne i en grad, så de efterfølgende bryder psykisk og grædende sammen. Det ligger så langt fra Alternativets oprindelige selvbillede af et evigt i grønt tyldansende Nirvana messende om kærligheden i luften, som man overhovedet kan komme.

Billedet af Fock som en knusende dygtig forhandler i fagbevægelsen respekteret af politiske modstandere for sine evner og gode blik for mulighederne, der sikrede Alternativet en smule indflydelse på Christiansborgs forhandlingsbørs er nu – af hendes modstandere i partiet – reduceret til en selv- og medieoptaget kolerisk hystade og nøjeregnende primadonna, der tromler alt og alle på hendes vej.

Omtrent lige så tragikomisk er den måde, som partiet har varetaget engang så lovpriste dyder som gennemsigtighed og demokrati. Siden uenigheden om arvefølgen på partilederposten brød ud i lys lue, er Alternativets topfolk nu begyndt at tale girafsprog for at skjule, hvad de virkelig mener.

Et eksempel var da en talsmand for folketingsgruppen længe talte udenom, når reporterne på Christiansborg forsøgte at få et klart svar på, om gruppen bakkede op om Josephine Fock – her kun en måned efter, at medlemmerne i Amager Bio klart valgte hende som ny leder.

Læs også

En helt særlig uskøn rolle spiller partiets stifter, Uffe Elbæk, i dramaet. Også på det punkt er Alternativet gået nye veje med hensyn til at følge det gamle råd om, at forhenværende partiledere bør blande sig udenom, når der er valgt en efterfølger.

Elbæk er tydeligvis aktiv i kampagnen for at omstøde den klokkeklare beslutning, som partiets medlemmer ellers traf efter en bemærkelsesværdigt åben demokratisk proces, hvor man valgte hans efterfølger.

Den konsekvente langsomme undergravning af Focks autoritet, som ligner noget, man så under Det Konservative Blodbad i 90'erne, er på alle måder uværdigt, men partistifter Elbæk er åbenbart nået til et punkt, hvor han gerne sætter både hele sit partis fremtid og sit eget eftermæle ind på brættet som indsats for at vinde magtkampen over Fock.

Risikoen er dog, at Alternativet undervejs i processen brænder ned til grunden. Her bør man især holde øje med det henfald af prominente folkevalgte, der melder sig ud, som for eksempel partiets tidligere borgmester i København, Niko Grünfeld.

Selv for kynikere som undertegnede, der nok altid har rystet overbærende på hovedet af Alternativets naive insisteren på, at de kunne ophæve tyngdelovene i dansk politik, så er det en deprimerende forestilling at være vidne til det grimme teater, som lige nu udspiller sig hos det, der engang faktisk repræsenterede en smittende glad og positiv idealisme, hvor man i al fald fik indtryk af, at flertallet af de medvirkende var drevet af de smukkeste og ædleste hensigter.

Nu ligner Alternativet mere end andet en pøl af intriger, returopgør for gamle tvister, sammensværgelser, fløjkrige og magtkampe. Alt det, som Alternativet slog sig op på at ville være et alternativ til.

Det tilkommer næppe mig, der allerede i 2015 holdt gravtale over Alternativet, præmaturt at holde ligsyn over partiet. Det er dog svært at øjne kompromiset mellem den fjendtlig indstillede folketingsgruppe og deres uønskede partileder, der i stedet for at kommunikere politik bruger tiden på at skulle forholde sig til sine gamle personalesager.

Hvis ikke det opgør snart får en ende, så vil det gå galt for partiet, der med kun seks-syv års historie bag sig stadigvæk er ret dårligt funderet i mange vælgeres bevidsthed, og hvor de trofaste støtters tålmodighed lige nu bliver testet til bristepunktet.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00