Jarl Cordua: Bergamo er skrækscenariet, som ikke må blive til dansk virkelighed

Vi er inde i uge 1 i en både danmarks- og verdenshistorisk begivenhed, hvor vi alle er mere eller mindre passive tilskuere hjemme i stuerne.

Samfundet er næsten lukket ned, og det samme er tilfældet for dansk politik, for så vidt angår den del, hvor en regering immer mødes af en kritisk opposition.

Ingen aner, hvornår vi får genetableret normalen igen. Svaret afhænger af prognosen for coronavirussens hærgen på landets intensivafdelinger og udviklingen i antallet af uigenkaldelige dødsfald. Måske om et par uger, men ikke utænkeligt vil det først ske om nogle måneder.

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har forhåbentlig med de indledende drastiske tiltag allerede i sidste uge reduceret risikoen for, at nationen må opleve rædselsscenarier som dem, der udspiller sig i disse dage i Norditalien.

Især norditalienske Bergamo fremhæves som en by, der alt for sent kom i gang med foranstaltninger, der kunne sætte smittespredningen på pause.

I dag betaler byen og andre dele af Norditalien prisen ved at måtte gennemleve krigstidslignende scener, hvor udmattede læger skal vælge mellem "unge" eller "gode liv" og "gamle" eller "dårlige liv", som var de lokale udgaver af Vorherre.

Ingen fornuftige mennesker i Danmark ønsker, at en situation som Bergamo bliver til virkelighed, og derfor er langt de fleste klar til at gøre, hvad som helst for at undgå den.

Jarl Cordua

Ingen fornuftige mennesker i Danmark ønsker, at en situation som Bergamo bliver til virkelighed, og derfor er langt de fleste klar til at gøre hvad som helst for at undgå den.

Det er i den kontekst, at fremtiden skal forstå den historiske nødretssituation, hvor alle forretninger minus dagligvareforretninger og apoteker holder lukket, og hvor alle møder med mere end ti deltagere nu fra onsdag er forbudt.

En vigtig undtagelse er dog den grundlovssikrede politiske møde- og forsamlingsvirksomhed, hvis nogle politikere føler trang til at udsætte sig for den smitterisiko, der følger med, eller har behov for at udstille, at de ikke har forstået alvoren.

Mette Frederiksens regering og hendes team har indtil videre leveret en stort set fejlfri ledelse, som også høster anerkendelse hos oppositionen, der har haft meget svært ved at finde hår i suppen, der efterfølgende har kunnet skabe politisk røre.

Blandt de få hår, der kunne fiskes op, var dog grænselukningen til blandt andet Tyskland, som hurtigt viste sig ikke at være en blomst groet i Sundhedsstyrelsens have.

Alligevel traf regeringen denne beslutning, som trods lidt indledende betænkelighed og diskussion blandt skeptikere alligevel er blevet accepteret, også selv om der ikke foreligger evidens om effekten på smittespredningen.

Det fremhæves af kritikere, at coronavirus som bekendt allerede findes i landet. I nogle uger har den bredt sig som en steppebrand efter at være hjembragt af især skiturister i Østrig og Norditalien, der intetanende siden smittede deres omgivelser.

Sidenhen har Tyskland og en lang række lande selv bragt grænselukning i anvendelse, og senest har endda også EU og til dels Sverige også gennemført nedlukning af deres grænser.

Grænselukning og især grænsekontrol har i nogle år ellers været højrefløjens store slagnummer i flygtningedebatten, og derfor oplever nogle grænselukningen som et rent knæfald for de stemmer, der mener, at landets bedste våben mod trusler udefra altid indebærer, at vindebroen hejses op permanent.

Skansen for et stadigt åbent Danmark rømmede statsministeren dog hurtigere, end de fleste forestillede sig, og beslutningen skabte røre i et par dage. Det gør den ikke mere.

Dermed udelukkede regeringen også en potentiel risiko for kritik fra den yderste højrefløj på jagt efter en ledig position, der især i øjeblikket kunne vise sig at have stor appel til skræmte danskere.

Hvorvidt nedlukningen af grænsen er en fornuftig disposition eller ej, er imidlertid nu en ligegyldig diskussion overhalet af udviklingen.

Tilbage står, at regeringen tager alle – også teoretisk funderede – midler i brug, og der er tilsyneladende bred opbakning politisk og i befolkningen bag ethvert tiltag, der kan skabe selv det mindste håb om at mindske smittefaren og stoppe mareridtet.

Udviklingen i nabolandene og resten af verden har endog vist, at Danmarks oprindelige enegang nu på ingen måde længere afviger fra normalbilledet.