Jarl Cordua: Blåt valgnederlag afgør rivalisering mellem DF og Venstre

Meningsmålingerne viser fortsat klart, at det på valgdagen tegner til at blive en total afvisning af blå bloks fire år ved magten.

I stedet går vælgerne igen hen og stemmer på flere af de gamle partier, der tabte 2015-valget. Således tilsmiler vælgerlykken atter de engang så forkætrede eller latterliggjorte partier Radikale og SF og i mindre omfang Konservative. 

Man husker nok, at de store vindere af 2015-valget på borgerlig side blev Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Netop disse to partier, der i indeværende valgperiode har stået for den største uro i blokken, får nu massive klø af vælgerne. Kollektivt bør de fire blå partier nok erkende, at deres samarbejde – eller hvad man nu skal kalde det – i valgperioden har tæret på vælgernes respekt.

Præget, som den var af konstante indbyrdes armlægninger, magtdemonstrationer og voldsom uro under forhandlingsprocesser med et rend af dramaqueens med evindelig markeringstrang foran tændte tv-kameraer. Og kulminerende med de dilettantiske finanslovsforhandlinger i 2017, hvor LA truede med at stemme imod sin egen regerings finanslov.

Hele det menageri har simpelthen fået fyresedlen af vælgerne. Blå bloks partier var simpelthen for længe om at samle sig om noget, der kunne ligne et fælles projekt, og det, man endte med – sundhedsreform – tabte man fortællingen om og var uden større vælgerappel. Det bør mane til stor eftertanke i den borgerlige blok, når man efter valget skal til at formulere et troværdigt alternativ til S-regeringen, hvilket ikke bliver let.

Inden man når så langt, så skal 2019-valget først tabes og fordøjes. Det er sandsynligt, at de fire borgerlige partier bliver til seks og dermed sker der en atomisering og dermed en svækkelse af den borgerlige blok.

Kun Venstre fremstår i blå blok som det parti, der har styrke nok til at påtage sig opgaven med at formulere et regeringsalternativ til den kommende S-regering. 

Jarl Cordua

Formentlig vil der med tiden ske en samling omkring VKLA-partierne. De tre partier deler fælles politisk gods med nogenlunde konsensus om hovedspørgsmål som skat, EU og udlændinge. De vil dog næppe alle have styrke eller interesse i at samarbejde med en S-regering.

Man må forvente, at det især er Venstre og Konservative, der vil være interesseret, som det skete mellem 2011-2015. De to nyeste protestpartier på den yderste højrefløj vil blive isoleret og holdt ud i strakt arm.

Der vil ikke ske en tilnærmelse, medmindre Nye Borgerlige undervejs finder ud af i løbet af den kommende valgperiode, at en forudsætning for, at en ny borgerlig regering igen kan se dagens lys om fire år, er, at man dropper sine ultimative krav. På den anden side er det Nye Borgerliges eksistensberettigelse, som de ikke kan opgive. Stram Kurs betragtes som helt uden for rækkevidde, og det vil være farligt for de øvrige partiers troværdighed at søge enhver forståelse med cirkus Paludan.

Hvem skal så lede den blå blok i fremtiden? Ja, det bliver i al fald en Venstremand. Målingerne peger entydigt på, at vælgerne har afgjort striden mellem V og DF om, hvem der fremover skal være førerhund i blå blok.

Med en halvering af DF og omtrent status quo i vælgeropbakning for Venstre, så bør der ikke længere være diskussion om, hvem der er lillebror. DF’s snak om regeringsansvar handler nu kun om den meget teoretiske mulighed, om man vil indgå i en bred SOV-samlingsregering.

Forklaringen på DF’s fald fra tinderne er mange, men man kunne pege på, at Thulesen Dahl selv med næsten 21 procent af stemmerne fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at påtage regeringsansvar i 2015.

Måske det blev opfattet som lidt for smart fedtspilleri og derfor netop én af grundene til, at vælgerne i stort antal forlader DF. Kun Venstre fremstår i blå blok, som det parti, der har styrke nok til at påtage sig opgaven med at formulere et regeringsalternativ til den kommende S-regering.

Afklaringen om, hvem der er førerhund i blå blok, er ikke en uvæsentlig landvinding for det hårdt plagede nuværende statsministerparti. Spørgsmålet er så, om Kristian Thulesen Dahl fremover vil acceptere sin plads i hierarkiet.

Mange vælgere fravalgte imidlertid Venstre tilbage i 2015 for at stemme på blandt andet DF, og de er endnu ikke vendt tilbage trods Lars Løkkes forsøg på relancering af sit projekt med storstilede planer og bemærkelsesværdige kovendinger.

Årsagen kan naturligvis være fravalg af regeringens politik og tilvalg af Mette Frederiksens velfærdsgavebod. Den kan også bunde i et simpelt fravalg af en politisk leder af Venstre, hvis fortid med sager kredsende om privatøkonomiske forhold gør det umuligt for disse vælgere at stemme på Venstre.

Det bliver ikke bedre af, at Løkkes image som magtpolitiker er tyndslidt efter at have været i front i mere end ti år, heraf de seks år som statsminister. Nogle gange vil vælgerne simpelthen bare have nogle nye folk til at regere dem, uanset om eftertidens historikere sikkert vil belønne Løkke med rosende ord om de store og ofte fornuftige reformer, som han fik gennemført i sin tid som politiker.

Med et forudsigeligt valgnederlag vil det være naturligt med et skifte på formandsposten i Venstre og som leder af blå blok, der kan sætte et nyt hold, en ny politisk linje og en ny strategi. Men selv hvis vælgerne demonstrerer dette ved massivt at fravælge blå blok, så er det ikke sikkert, at Venstres leder vil indse det, men i stedet forsøge at klynge sig til magten videre frem.