Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Da 19 spørgsmål endte som et stort V-selvmål

KOMMENTAR: Heller ikke i denne uge fik Venstre succes med at vende det politiske momentum til deres fordel. Senest har sagen om Jane Heitmanns 19 anonyme spørgsmål om sundhedsreformen blotlagt de interne stridigheder i partiet.

Det kører ikke rigtigt for det store regeringsparti Venstres spinmaskine for tiden, mener Jarl Cordua.
Det kører ikke rigtigt for det store regeringsparti Venstres spinmaskine for tiden, mener Jarl Cordua.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kører ikke rigtigt for det store regeringsparti Venstres spinmaskine for tiden.

Der er ikke mange målinger, der giver stor grund til optimisme, når det gælder udsigten til at få genvalgt Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og det er også svært at se, hvilken sag der kunne ændre på situationen her få måneder eller måske bare uger fra et folketingsvalg.

Oveni det, så har regeringens forslag til en sundhedsreform og især den del, der handler om nedlæggelsen af regionerne, kløvet partiet i to, hvilket må være et mareridtsscenarie for ethvert parti, der står foran en valgkamp.

Tilsyneladende var de interne stridigheder sat på pause, imens Løkke og især hans sundhedsminister Ellen Trane fik lejlighed til at høre andre interessenter, blandt andet diverse patientorganisationers meninger om sundhedsreform-forslaget.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Kritikere håber nok på ændringer med hensyn til at sikre mere folkevalgt repræsentation end det blev dem til del i regeringens forslag. Der tales overalt i det politiske miljø om, at regeringen engang efter vinterferien vil relancere sin sundhedsreform, og det giver vel kun mening, hvis der også er nyheder at berette om på et pressemøde, som kunne tolkes som indrømmelser til kritikere fra Venstres bagland.

I ordet 'relancering' ligger der dog også en forventning om, at sundhedsreformen fastholdes.

Der er ikke mange målinger, der giver stor grund til optimisme, når det gælder udsigten til at få genvalgt Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Jarl Cordua

Blandt Løkkes faste, men loyale stok af folk, når det gælder forsvar af sundhedsreformen, tæller foruden sundhedsminister Ellen Trane også partiets fynske sundhedsordfører Jane Heitmann. Og hun har fået en del opmærksomhed i denne uge, hvor Jyllands-Posten blotlagde historien om, hvordan hun som medlem af Folketingets Sundhedsudvalg gennem udvalget anonymt stillede 19 skrappe spørgsmål, som kun kan tolkes som, at spørgeren på forhånd har den formodning, at regionsrådene og især deres medlemmer er et stort overflødighedshorn af pengespild på skatteborgernes regning, og at modstanden også fra Venstrefolk mod regionernes nedlæggelse dybest set handler om piveri over udsigten til at miste privilegier.

Spørgsmålene, og især deres form, fik allerede sidste tirsdag gemytterne helt op i det røde felt på Venstres gruppemøde, hvor en ret bred kreds af folk, der spænder fra Hans Chr. Schmidt fra det sønderjyske og Jan E. Jørgensen fra Frederiksberg, voldsomt kritiserede fremgangsmåden. Man fandt stilen usympatisk, og i øvrigt gav det endnu mere luft til den ulmende uenighed i sagen, som alle kan se risikerer at blive et stort handicap for Venstre i den forestående valgkamp. 

Kritikerne spekulerer i øvrigt på, hvorvidt at spørgeren selv har forfattet de 19 spørgsmål, eller om de er formuleret i Venstres såkaldte Center for Kommunikation og Politik - i dagligt tale kaldet for ”CKP” (man må i øvrigt undre sig over, hvem i Venstre der dog finder på forkortelser, der giver mindelser om styrende centrale organer i et kommunistparti).

Hvis det er tilfældet, og det er der mange i Venstre, der tror, da Heitman ifølge deres vurdering ikke just er typen, der selv har for vane at formulere den slags, så peger flasken på den ansvarlige leder af CKP, nemlig Andreas Thyrring. 

I juni omkring folkemødet overtog  den i øvrigt ret erfarne Thyrring jobbet som leder af CKP efter Jens Kloppenborg, der samtidig overtog Thyrrings hidtidige job som særlig rådgiver for energi-, forsynings og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. Mange spurgte sig selv, hvorfor dette skifte pludselig kom. Var det Løkke, der havde blandet sig? Havde Kloppenborg begået utilgivelige fejl?

Forklaringen er tilsyneladende, at Venstres top ville fastholde Thyrring i en situation, hvor han egentlig havde fået et job som public affairs-chef i Lægemiddelindustriforeningen på hånden, og han krævede derfor at blive leder af CKP for at blive i Venstre. Det ønske imødekom Venstre og tilbød i stedet Kloppenborg Thyrrings hidtidige stilling som særlig rådgiver for Lilleholt. Thyrring er altså ingen kostfornægter, når det gælder magtspil. 

Læs også

Der er imidlertid næppe behov for hos det store regeringsparti, at ham, der står i spidsen for partiets politiske kommunikation, ifølge mange Venstrefolks mening enten selv – eller hans spin-butik – har været proaktiv i at genoplive den ulmende interne borgerkrig i spørgsmålet om regionernes nedlæggelse. Det siger sig selv.

Hvis kritikerne har ret, så står Andreas Thyrring med et kæmpe forklaringsproblem, udover at have demonstreret en helt uforklarlig og ualmindelig dårlig politisk dømmekraft, som bør kalde på kraftig selvransagelse. I hvert fald hvis man har den forventning, at jobbet går ud på at løse problemer for Venstre – og ikke at forstørre dem eller skabe dem selv.

Og problemerne kom med Jyllands-Postens historier, for da blev Jane Heitmann skydeskive for en hel række af rasende regionsrådspolitikere for Venstre, der stod i kø for at skælde ud på partiets sundhedsordfører. En af dem er den altid meget farverige fynske folketingskandidat og medlem af regionsrådet Bo Libergren, der svingede sig op til at beskylde sin partifælle og konkurrent for at have udført ”snusket muldvarpearbejde”.

Sidst den betegnelse blev anvendt i den offentlige debat, var vist da daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen beskyldte daværende medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF Else Hammerich for under en valgkamp i Irland mod EF-pakken tilbage i firserne at have givet irerne falske forventninger om den danske regerings holdning til en irsk genforhandling. Det førte i øvrigt til anlæggelse af en injuriesag, der endte i Højesteret og frifandt Ellemann-Jensen.

Det er under alle omstændigheder usædvanlige hårde ord i februar.

Hvis Jane Heitmann laver snusket muldvarpearbejde, så er der altså nogle i Venstre, der mener, at det indbefatter det arbejde, der foregår i partiets enhed for politisk kommunikation. Nogle i folketingsgruppen går så langt, at de ser affæren og CKP's påståede proaktive ageren som et generelt sygdomstegn og en forfaldshistorie for folkestyret på Christiansborg, hvor aggressive og kyniske skattebetalte spindoktorer med deres facon simpelthen mangler respekt for det folkevalgte demokrati.

Og i hvilken grad er holdet omkring statsministeren og Løkke selv blevet inddraget undervejs i sagen? Eller er det bare Heitmann, og som mange tror Andreas Thyrring, der har taget initiativet til de 19 spørgsmål?

Det er der ikke mange, der ved, og der er heller ikke den store lyst til at spørge ind til det. Det kan næsten ikke blive mere kulørt. Heitmann fastholder dog, at hun har handlet helt på eget initiativ, men at medarbejdere rutinemæssigt har været inddraget i formuleringen af spørgsmålene om regionernes administrations og driftsomkostninger, som hun mente, at der burde være mere fokus på.

Sagen er foreløbig endt med, at Heitmann har trukket sine spørgsmål, hvilket forhindrer sagen i at eskalere yderligere. Alligevel har sagen åbenlyst skadet partiet, uenighederne er endnu engang blotlagt, og grøfterne gravet dybere mellem parterne. Den har heller ikke ligefrem øget tilliden hos kritikerne til partiets top om, at de kommer med en ny og mere tilfredsstillende løsning i en relanceret sundhedsreform.

Det blev heller ikke i uge syv, at det politiske momentum vendte til Venstres fordel.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00