Jarl Cordua: Dansk Folkeparti står ved kanten til afgrunden

For kun syv måneder siden var Dansk Folkeparti landets næststørste parti og blå bloks største parti. Partiets stifter sad på landets formelt fornemste post som Folketingets formand.

Partiets leder, Kristian Thulesen Dahl, var landets mest magtfulde politiker kun overgået af statsministeren. Ingen finanslov, ingen større investering eller reform blev vedtaget uden Dansk Folkeparti. 

Thulesen Dahl og hans væbner Peter Skaarup dikterede mere eller mindre landets udlændingepolitik, mens de kynisk overlod det besværlige arbejde til de borgerlige ministre, som DF's mandater holdt ved magten. Ministrene måtte tage bøvlet med de jurister i Justitsministeriet, der med stigende intensitet advarede mod, at nye udlændingestramninger nu havde nået et omfang, hvor man ramlede ind i konventioner og anden lovgivning, der beskytter flygtninges minimumsrettigheder.

Siden har vælgerne reduceret DF til landets tredjestørste parti, og Thulesen Dahl og Peter Skaarup er langt fra tidligere tiders indflydelse. Partiet er reduceret til at være hjælperytter for Socialdemokratiet, hvis De Radikale skulle melde forfald, når Mette Frederiksen til foråret skal levere på sit valgløfte om, at "Arne" eller snarere de nedslidte folk, der kommer efter ham, skal sikres en tidlig folkepension.

Ingen ved rigtig endnu, hvor man har DF i det store spil, hvor det er tydeligt, at valgskuffelsen over den vælgermæssige åreladning har efterladt partiet generelt groggy og uden et sikkert kompas for, hvilken retning den i øvrigt i tiltagende grad lunefulde Thulesen Dahl har tænkt sig at gå.

Vil han fastholde den gamle alliance med Socialdemokratiet fra før valget, som kan sikre DF en indflydelse i sager, hvor De Radikale ikke vil være med? Det vil i al fald sikre DF en parlamentarisk relevans i de måske syv-otte år, hvor Mette Frederiksen får lov at regere.

I forvejen tyder en del på, at Thulesen Dahls og Peter Skaarups jerngreb om partiet ikke er så fast som tidligere.

Jarl Cordua

Eller vil han søge tilbage til en mere traditionel position som støtteparti til Venstre og dets nye formand. Indtil videre demonstrerer Thulesen Dahl tydeligvis ved enhver given lejlighed, at han anser Jakob Ellemann-Jensen som en opkomling, som han endnu har svært ved at tage alvorligt, og som i øvrigt er politisk for tæt på Radikale.

I det hele taget vil DF-formanden ikke anerkende Venstres nye formand som leder af oppositionen. Det så man et eksempel på, da Thulesen Dahl kortsluttede Ellemann-Jensens forsøg på at samle de blå partier på Venstres landsmøde. Det er muligt, at Ellemann vil besnakke vælgerne om, at de ved, hvor de har Venstre, men Thulesen Dahl skal han ikke vide, hvor han har.

Thulesen Dahl mødes til kaffemøder med de øvrige blå partier hos Ellemann, men fører samtidig dobbeltspillet videre: DF gør sig til over for S, men forsikrer samtidig om, at man har meldt sig helt ind i blå blok – og samtidig skoser partiet Venstres tidligere formand for midt i valgkampen pludselig at ville i regering med Socialdemokratiet.

Politisk driver DF generelt tilbage til de sikre skanser, hvor man forsøger at mobilisere vælgere på frygt for islam og flygtningeinvasion. Peter Skaarup forsøgte sig for nylig med at advare mod julens afvikling, fordi varesortimenter, især fødevarer, i hans optik gik fra at hedde noget med jul til i stedet at blive markedsført under det mistænkelige præfiks "vinter-", hvorved den erfarne DF'er mente at kunne sandsynliggøre, at islam havde vundet yderligere terræn.

I al fald indtil nogen kunne fremvise, at der ofte i selvsamme forretning også fandtes et lignende produkt med det fortrængte præfiks "jule-". Enden blev dog, at Skaarup – lige fraset sin egen ikke ubetydelige frelste menighed af bekymrede – blev til grin.

Den gamle traver virker tilsyneladende ikke længere helt i samme grad til at piske en stemning op i vælgerhavet.

DF er dog ikke som i gamle dage de eneste deltagere i den aldrig afsluttede konkurrence om at være mest højtråbende alarmist. I feltet ses i al fald Venstres næstformand, Inger Støjberg, den netop ud-af-skabet-konservative Marcus Knuth, Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Nogle vil nok også mene, at socialdemokrater, herunder landets statsminister, fra tid til anden deltager i alarmist-konkurrencen efter behov.

Fast grund under fødderne har Thulesen Dahl, når han giver den i rollen som (linje)vogter af den hellige gral – den stramme udlændingepolitik. For hver eneste indrømmelse, S måtte give De Radikale i forbindelse med udmøntningen af forståelsespapiret – eller i forbindelse med finanslovsforhandlingerne – jo højere råber Thulesen Dahl op om, at "paradigmeskiftet" er brudt, og at den stramme udlændingepolitik er under afvikling.

Indtil videre har vælgerne dog ikke købt den udlægning. DF står omtrent til samme opbakning som ved det katastrofale folketingsvalg. På Christiansborgs sladderbørs florerer et giftigt rygte om, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) torsdag vil offentliggøre hjemstedet for et nyt flygtningecenter for de afviste børnefamilier, som skal have lov at flytte ud af Sjælsmark i henhold til forståelsespapiret mellem partierne i rød blok.

Og minsandten om ikke ministeriet har fundet, at selveste Thyregod er et egnet hjemsted for dette nye udrejsecenter. De skarpsindige vil bemærke, at benævnte sted er Thulesen Dahls hjemby, hvor cirka hver tredje vælger i 2015 stemte på liste O. Taler rygtet sandt, bliver der tale om en offentlig afklædning af Thulesen Dahls tabte magtposition i dansk politik.