Jarl Cordua: De tålmodige Venstre-folk i åbent oprør mod Løkke

Har Lars Løkke Rasmussen skabt så store forventninger til sin sundhedsreform, at de bliver alt for svære at indfri? En del tyder på det.

Meget få kender endnu det præcise indhold af regeringens bebudede sundhedsreform, som forventes at blive præsenteret lige efter nytår og være et pænt stort tema i statsministerens nytårstale 1. januar. En vellykket præsentation om en på papiret populær mærkesag kan kun ses som et vigtigt afsæt frem mod forårets folketingsvalg.

Der har længe været store forventninger til, at regeringen i slutningen af valgperioden leverede en større sundhedsreform, der skulle højne kvaliteten i sundhedsvæsenet. Umiddelbart har forventningerne handlet om flere ressourcer, da borgerlige regeringer tidligere gerne har villet bruge flere penge på sundhedssektoren. Samtidig er ordet ”reform” blevet forbundet med indrømmelser til de krav, som DF, LA og Konservative længe har stillet, om en nedlæggelse af landets regioner og en samling af den politiske ledelse af hele sundhedssystemet under regeringen i København.

Sundhedsreformen, som ingen kender det præcise indhold af, er blevet udskudt ad flere omgange. Det fyldte for eksempel det meste af tiden på Venstres sommergruppemøde i august, uden at nogen konkrete planer lå på bordet. Vi ved dog, at der på finansloven blev bundet en halv milliard kroner i halen på reformen. Det skete formentlig kun, fordi reformen ikke bare skulle ligne ren omstrukturering, som det derfor vil blive for nemt for oppositionen at kritisere.

Mere tillokkende for vælgerne er nok den idé, som statsministeren præsenterede i årets åbningstale i Folketinget i oktober, der handler om skabelsen af 21 nye sundhedsfællesskaber, der skal ”bygge bro” mellem sygehus, kommune og praktiserende læge:

"Hvert sundhedsfællesskab bliver bygget op omkring et af de nuværende akutsygehuse. De vil i gennemsnit dække fire-fem kommuner. Og være en ny drivkraft for, at behandlingen bliver sammenhængende," sagde Løkke i åbningstalen.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner Stephanie Lose har efterhånden demonstreret nogle gange, at man ikke bør undervurdere hende, når det kommer til magtkampe.

Jarl Cordua

Statsministeren gav selv eksemplet om den svækkede ældre patient, der bliver indlagt på hospitalet, som i fremtiden vil opleve at blive taget trygt og ordentligt hånd om.

Her bliver den åbenbart banebrydende idé om, at sygehus, egen læge og kommunen arbejder sammen, præsenteret. I sundhedsfællesskabets tidsalder bliver der derfor tilrettelagt et samlet, overskueligt forløb. Hele vejen fra indlæggelse til opfølgning og genoptræning, som måske skal fortsætte i det lokale sundhedscenter. Det er her, man vil tage imod akutte patienter døgnet rundt og hurtigt igangsætte udredning og relevant behandling af høj kvalitet.

Akutmodtagelser skal helst føre til, at flere patienter færdigbehandles hurtigere, så man undgår ventetid, og at færre patienter bliver indlagt på sygehusene.

En reform med dette indhold handler ikke kun om at få behandlet patienterne i en ruf, men at skabe større effektivitet, der sparer ressourcer andre steder i systemet. Bedømt på disse overskrifter ligner sundhedsfællesskaberne altså klassisk Løkke-politik, efter ”den politiske håndværker” har været i gang med skruenøglerne nede i samfundsmaskineriet.

Forslaget kan naturligvis også ses som et forsøg på at imødekomme de mange vælgere og politikere, som mener, at Løkkes reformer har tømt yderområderne både for lokale sygehuse og administration, og at der derfor er blevet for langt til sygehuset for at få behandling.

Lige den del bliver ikke svær at sælge til vælgerne i en tid, hvor ”lokalt” regnes for godt, frit og demokratisk, mens ”centralt” er skidt, bureaukratisk og udemokratisk.

Imidlertid har ordet ”regionalt” været lidt på vippen. Kærligheden hos de borgerlige har været til at overse. Der findes dog Venstre-folk, særligt dem, der er valgt til regionsrådet naturligt nok og bor længst væk fra rigets hovedstad, som her tyve minutter i tolv, før reformen præsenteres, kaster deres kærlighed på regionerne. Og det sker naturligvis via provinspressens flagskib AvisenDanmark, der for tiden dagligt opruller det, der bedst kan betegnes som en kampagne eller ligefrem et oprør mod nedlæggelsen af regionerne.

Således kunne Lars Løkke søndag aften læse på nettet, at en hel flok af hans gamle støtter under formandskampen undsagde idéen om at nedlægge regionerne. Mest markant naturligvis tidligere gruppeformand Søren Gade, men også Carl Holst, Martin Geertsen og Carsten Kissmeyer – alle tre nuværende folketingsmedlemmer, der enten er eller tidligere har været topfigurer i regionsrådspolitik.

I Venstres folketingsgruppe har man på et aftengruppemøde i forrige uge ellers i ro og mag diskuteret regionernes fremtid og her åbenbarede sig tre positioner: en loyal tredjedel, der ventes at følge regeringen i en endnu ikke specificeret model, hvor man kobler et professionelt administrativt led på, der skal styre sundhedsvæsenet regionalt, men afvikler regionerne; en tredjedel, der foretrækker, at regeringen og Folketinget sidder med det fulde politiske ansvar og afviser en mulig model med flere regionale professionelle sundhedsbestyrelser. Det er især folk på Sjælland.

Og endelig er der dem, der gerne vil bevare status quo med folkevalgte regionale råd, der er ansvarlige for sundhedssystemet regionalt ligesom i dag. Selvom positionerne blev åbenbaret, så var det ikke muligt at drage en egentlig konklusion, henset til at der endnu ikke foreligger en egentlig plan fra regeringens side. Og derfor bliver diskussionen af nogle Venstrefolk beskrevet, som ”når blinde slås”.

For Søren Gade, der som bekendt er kandidat til Europa-Parlamentet, er det nedlæggelsen af det folkevalgte element, der afgør sagen. Han, der selv er økonomuddannet fra Århus Universitet, advarer mod, at en reform risikerer at blive noget med Djøf-bureaukrater, der styrer sundhedsvæsenet med regneark og effektiv centralisme fra København.

Lige den politik er ikke just højt i kurs hjemme på resterne af den jyske hede i det midtjyske Venstre, som Gade er opvokset i, erklærer han. Her aner man en lige linje fra den populistiske kampagne, som han sammen med andre jyske MF'er igennem nogle år har ført som periferiens oprør mod ”Djøf-centralisterne i København”.

I løbet af de seneste dage har en række jyske borgmestre – også via AvisenDanmark – ligeledes bakket op om regionernes fremtid og især ”det folkevalgte led”, som modstanderne af en nedlæggelse af regionerne ser som et opgør om Venstres sjæl. Og netop ham, som nogle kalder for ”Venstres sjæl”, den stærke formand for Venstre i Midtjylland Jens Nicolai Vejlgaard (endnu en Løkke-støtte i 2014), som i de senere år har fået mytisk status blandt både Venstre-folk og journalister i rollen som seismolog, med hensyn til hvilke holdninger der er mest udbredte i partiets jyske kerneland, skærer igennem onsdag, hvor han siger, at ”det aldrig kan blive Venstre-politik at nedlægge et demokratisk valgt led”.