Jarl Cordua: Debatten om nedlukningen stiller Venstre i et stort dilemma

KOMMENTAR: Opgøret med regeringens håndtering af nedlukningen stiller Venstre i et stort dilemma. Selvom partiet gerne vil leve op til den forventede rolle som kritisk opposition, ved partiet, at Mette Frederiksen kun vil vinde på yderligere slagsmål, skriver Jarl Cordua. 

"Der er ikke noget at komme efter".

Sådan lød Radikale Venstres Jens Rohdes konklusion tirsdag under samrådet, da de borgerlige forgæves forsøgte at fravriste statsminister Mette Frederiksen (S) et svar på, hvad det mon var for "myndigheder", der under "nedlukningspressemødet" i marts anbefalede selvsamme nedlukning. Formentlig den mest dramatiske politiske beslutning siden krigen.

Dermed kortsluttede Rohde al videre diskussion om, at der skulle gemme sig en mulighed for, at et flertal kunne ydmyge regeringen i en sag, hvor statsministeren i forvejen sidder med alle trumferne.

Mette Frederiksen havde heller ingen problemer med at tage samrådet, der nærmest udviklede sig til en sejrsparade, hvor hun – på nær de inkvisitoriske øjeblikke, hvor hun blev mødt af oppositionens skarpe spørgsmål – ellers så ud til at nyde forestillingen.

Det har utvivlsomt været vederkvægende, hver gang statsministeren fik lejlighed til at slå fast, at nedlukningen var regeringens ansvar og helt egen beslutning, vel vidende at denne beslutning i befolkningens øjne – også langt ind i de borgerliges rækker – har vist sig at være populær.

Hvis de borgerlige gerne vil fortsætte den diskussion, er det tydeligt, at statsministeren gerne tager en runde til.

Det kan være, at der kommer nogle papirer frem, der kan underbygge den ret udbredte formodning i oppositionen og i pressen om, at statsministeren i sin tid "oversolgte" sin plan om nedlukning med henvisning til endnu ikke fuldt ud identificerede "myndigheder", men det bliver svært at få overbevist vælgerne om, at det kan retfærdiggøre yderligere kritik.

Næste slag bliver nedsættelsen af en kommission, der kulegraver sagsforløbet ud fra det fromme håb om, at vi som samfund kan lære noget af forløbet. Det står i al fald klart herfra, at i fremtiden vil en opposition og pressen ikke lade sig spise af med henvisning til "myndigheders" anbefaling uden et klart svar på, hvilke myndigheder der helt konkret er tale om. 

I Venstre står man i et dilemma i sagen.

På den ene side anerkender man, at al videre diskussion om coronanedlukningen ender som en vindersag for Frederiksen og en tabersag for Venstre, hvor man bliver udstillet som pindehuggere, der kun er optaget af proces. 

Der udsætter man sig også for kritik fra højrefløjsmarodøren Pernille Vermund (NB), der for længst har signaleret, at hun og hendes parti aldrig vil underkaste sig hverken loyalitet eller de sædvanlige gentlemanspilleregler i blå blok, hvor man dæmper den interne kritik for så i stedet at holde sammen mod rød blok.

Tværtimod forsømmer hun ikke chancen for at rose statsministeren, og hvis et hvilket som helst blåt parti ser sygt ud og falder bagud i forhold til resten af flokken, falder hun over vedkommende i stil med de øvrige charmerende væsener på stepperne, der lever af syge og døde dyr.

Det vil nok aldrig ændre sig. Det er simpelthen Pernille Vermunds karakter at arbejde på den måde, hvad hun har vist ved flere lejligheder senest med udstillingen af Jakob Ellemann-Jensen (V), men også i forhold til Dansk Folkeparti.

Her og nu giver det Vermund fremgang i målingerne, men spørgsmålet er, om det i længden er en strategi, der betaler sig for Nye Borgerlige.

På den anden side forsvarer man sig i Venstre med, at der har været et pres og en forventning – også fra medier og kommentatorer – om, at man som opposition sammen med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance (men altså ikke Nye Borgerlige) bider sig fast og forsøger det bedste, som man kan, for at få flest mulige klare svar.

Det sker selvfølgelig ud fra devisen om, at en opposition i Folketinget er sat til at opponere imod og kontrollere den udøvende magt. Målt på diverse analyser efter samrådet blev det ikke just en stjernestund for oppositionen. Selv Berlingskes kommentator Thomas Larsen bemærkede, at oppositionen nærmest forstyrrede regeringen i dens andre vigtige gøremål.

Derfor er det nærliggende, at den langsomme, men sikre åbning af landet, medfører, at oppositionen til højre, der i den seneste Voxmetermåling kun kan samle knap 39 procent, kaster sig ind i politiske kampe, hvor der er markant større chance for at tilføre regeringen et nederlag.

Her ligner regeringens bebudede folkepensionsreformen, der giver mulighed for tidlig tilbagetrækning for nedslidte, umiddelbart en god mulighed.

For at regeringen skal få et flertal for dens valgløfte til "Arne", som endnu ikke er blevet materialiseret i et egentligt lovforslag, skal den overtale Dansk Folkeparti, idet Radikale Venstre blankt har afvist idéen.

Dansk Folkeparti har indtil videre holdt en dør åben, men har betinget sig at se regeringens forslag. Den brede analyse er, at reformforslag vil komme til at skuffe nogle (måske mange) vælgergrupper.

Imidlertid ligner Dansk Folkeparti et parti, der på ét år er gået fra at være en magtfuld potentiel aftalepartner med Socialdemokratiet og mangeårig vægtig resultatorienteret deltager i det politiske spil til et noget mindre parti, der nu kæmper noget, der mere og mere ligner en eksistenskamp, hvor identiteten og selvforståelsen er ved at ændre sig tilbage til et mere rent borgerligt højrefløjsparti defineret ved at være i opposition til Socialdemokratiet og dets magtapparat af embedsmænd med videre. 

Måske har Venstres Jakob Ellemann-Jensen registreret, at Dansk Folkeparti ender med at sige nej til en pensionsreform, når han i spørgetiden i går forsøgte at brændemærke S-valgløftet til Arne som genintroducering af den afskaffede efterløn.

Til trods for at Frederiksen afviste præmissen, gentog Ellemann med stor iver og et veltilfreds smil, at regeringen vil genindføre efterlønnen. Det budskab er der formentlig mere klippegrund at bygge på end at forsøge at punktere statsministerens coronatriumf.

Ved at forsøge at udstille socialdemokraterne som dem, der bevidstløst udbygger velfærdsstaten ved at lade alle mulige nye velfærdsordninger knopskyde, taler han ind i klassisk borgerlige vælgeres forestillinger om Anker Jørgensen-socialdemokrati på speed.

Det kan endda også have potentiale til at presse DF'erne, der muligvis er ved at finde sig til rette som genfødt borgerligt parti. Selv hvis det mod forventning lykkes Frederiksen at overtale Dansk Folkeparti, vil Ellemann stadig fremstå som vogteren af den hellige liberale gral og galvanisere selvforståelsen som det borgerlige regeringsduelige reformparti.

Med lidt held vil lanternen i det fjerne lyse klarere, sådan at nogle borgerlige vælgere med tiden vender hjem og udligner den ydmygende forskel mellem rød og blå blok.

Måske det endda vil kunne udgøre et nyt fundament til et nyt borgerligt regeringsprojekt?

I grundlovstalen fredag slog Ellemann selv nogle toner an, hvor et borgerligt projekt kunne anes.

Kort fortalt handler det om, at Venstre sådan set er klar til reformer overalt, herunder klimaplanen, blot så længe, at regningen ikke ender som skatter hos virksomhederne og borgerne.

Det sidste vil i realiteten være middelklassen. Det er nemlig især den privatansatte middelstand, der i moderne tid udgør Venstres vælgersegment. Det er dem, som Venstre skal være parti for.

Grundanalysen er, at store dele af de borgerlige vælgere har købt præmissen om mere grøn politik, men der er næppe enighed om, at det er den arbejdende middelstand, der skal bære regningen, hvilket venstrefløjen tydeligvis forestiller sig.

Regeringen får lov at vælge, om den vil udfordre sit røde parlamentariske bagland, eller om de vil gennemtrumfe en grøn politik på anden vis. Dansk Folkeparti har med Morten Messerschmidt som klimaordfører kappet tovene til regeringen, så det giver Radikale Venstre en nøgleposition.

Her er budskabet, at en klimapolitik med deres stemmer kun ser dagens lys med indførsel af højere CO2-afgifter.

Venstre satser tydeligvis på, at regeringen kommer under pres for at skulle udskrive store skatteregninger til vælgergrupper og tilbyder sig derfor som alternativ, der vil finde pengene på anden vis gennem reformer med videre. I det omfang, hvor man kan finde fodslag med Radikale Venstre, er der store muligheder for et samarbejde.

Den samme problemstilling gør sig i øvrigt også gældende i genopretningspolitikken. Hos venstrefløjen forestiller man sig, at gavechecks til de mindst bemidlede bliver udbetalt før sommerferien for at få forbruget i gang, men det modsætter Radikale Venstre sig.

Til gengæld ligner det allerede – med statsministerens positive svar på den konservative Søren Pape Poulsens direkte spørgsmål tirsdag under Folketingets spørgetid in mente – at feriepengene kommer til tidlig udbetaling.

Det vil få bred opbakning i Folketinget, og regeringen vil naturligvis høste noget gevinst på det, men det vil ikke på samme måde have karakter af en gavecheck – og sætte en noget uheldig præcedens for "køb af vælgere for lånte midler" – når lønmodtagerne får deres egne penge udbetalt tidligere.

Grundlovsdag i år vil formentlig bedst huskes for, at det kom til et endeligt digebrud hos Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der ikke længere kunne modstå det stadigt større interne pres for, at Dansk Folkeparti forlod den mellemposition på EU-spørgsmålet, hvor partiet stod på en grund af stærk EU-skepsis, men aldrig egentlig klassisk EU-modstand.

Dansk Folkeparti er født ud af Fremskridtspartiet, hvor man var grundlæggende EF-tilhængere, og Thulesen Dahl har gerne villet fastholde en position som tilhænger af det indre marked, men altså uden forpligtelserne. Præcis ligesom de britiske konservative forestiller sig.

Så længe Thulesen Dahls status var uangribelig, kunne han modstå presset, men med det undergangsvarslende valgnederlag i fjor og den fortsatte deroute i målingerne, herunder udfordringen fra Vermunds Nye Borgerlige, hvor man for længst har bekendt sig til den hårde EU-modstand, da måtte diget give efter, og Thulesen Dahl overgive sig til stærke kræfter i partiets kerne af mere yderliggående på spørgsmålet.

Umiddelbart får det den konsekvens, at Dansk Folkepartis position er klar og nemmere at forklare. På den anden side er det også et farvel til Thulesen Dahls og andre DF'eres drømme om at kunne indgå i et regeringssamarbejde.

For nogle borgerlige vælgere vil Venstre og De Konservative nu stå tilbage som de eneste tilbageværende muligheder, som med tiden kan indgå i en blå regering.

Spørgsmålet er også, om Dansk Folkeparti nu fremstår mere indbydende for de grupper af midtervælgere, der tidligere har stemt på partiet, men som nu er sivet tilbage til Venstre, men også Socialdemokratiet.

Mette Frederiksens analyse var tydelig i svaret til Thulesen Dahl i spørgetimen, da han borede i regeringens hastige tilbagetog fra den nu forladte skanse, hvor man fastholdt, at Danmark ikke ville bidrage mere til EU's budget.

Hvor Frederiksen siden den seneste folkeafstemning i december 2015 har været mere end lunken i sin EU-begejstring, turde hun pludselig springe ud som fuldblodig EU-tilhænger, selvom hun havde visse forbehold.

Thulesen Dahl og hans EU-position udgjorde pludselig ingen fare for Socialdemokratiet. Han var nu ovre i kassen sammen med de andre skøre eskapister på området, som hun ikke længere behøver at tage alvorligt.

Dansk Folkepartis holdningsskifte ligner en ydmygelse af Thulesen Dahl og en detronisering af ham som politisk lederskikkelse og hans politiske projekt med at være politisk spilfordeler på midten.

Spørgsmålet er, om den politiske magtkamp om den politiske linje er slut med justeringen af EU-politikken? Vil Dansk Folkeparti søge mod højre for at udligne forskellene til Nye Borgerlige, som man også under slagdueller i Folketingssalen nærmest ligger i åben krig med? Og hvilke muligheder giver det i øvrigt for Venstre og De Konservative at få flere tidligere DF-vælgere med ombord?

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Lav et etisk medieråd for influencere Lisbeth Knudsen: Lav et etisk medieråd for influencere Næste artikel Mikkel Vedby: Bliver Macron og Merkel nutidens Mitterrand og Kohl? Mikkel Vedby: Bliver Macron og Merkel nutidens Mitterrand og Kohl?
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.