Jarl Cordua: Den næste uge kan blive afgørende for Venstres fremtid

Endnu en uge er gået i den efterhånden langvarige saga om Venstre-vikingernes vej ud af ledelseskrisen.

Det har været en uge præget af to modsatrettede tendenser i den proces, der indtil videre kun har afgjort, at Kristian Jensens fremtid som mulig formand for Venstre er kraftigt decimeret, og at hans status som næstformand er falmet brat.

Det er sket, efter et telefonisk forretningsudvalgsmøde i Venstre sidste onsdag skar igennem diskussionen om, hvorvidt Jensens ord har nogen vægt over for formanden. Det har det ikke, må vi forstå på mødets konklusion, der entydigt peger på, at formanden har al magt.

Jensen fremstår nu politisk kastreret, og det er svært at tale hans person op internt i partiet derfra. Det store spørgsmål er, om han vil drage nogle konsekvenser af det. De spekulationer kører nu for frit løb, og der hviskes i krogene om, at Jensen går med overvejelser om at trække sig som næstformand. Det kunne for eksempel ske op til hovedbestyrelsesmødet fredag 30. august.

Mest iøjnefaldende er tendensen, hvor folk på det mellemtunge niveau i Venstre løbende melder ud i pressen med et krav om, at de ønsker en helt ny ledelse, hvor både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trækker sig fra deres poster, så man kan vælge Jakob Ellemann-Jensen til formand.

Han er det eneste navn, man hører nævnt som et bud på en formand, mens posten som næstformand fremkalder flere bud. Karsten Lauritzen, Sophie Løhde og regionsrådsformand Stephanie Lose nævnes i den forbindelse.

Mit forsigtige gæt er, at det fragmenterede kaos og samlingen i baglandet omkring kravet om en ny ledelse inden så længe er henholdsvis det mest sandfærdige billede og den stærkeste tendens.

Jarl Cordua

Inger Støjberg er også et navn blandt sine mange tilhængere, men omvendt er der også enighed om, at hun ikke kan samle partiet, og så er der den omstændighed, at en del tyder på, at hun engang i den kommende tid skal svare på spørgsmål i forbindelse med en dommerundersøgelse. Det er ikke just den bedste position for en V-næstformand.

Der er lidt uenighed om, hvorvidt disse drypvise meldinger, til dels fremkaldt af medierne, som ringer rundt og spørger organisationsfolkene, er en valid temperaturmåling, der varsler et større baglandsoprør. Kommer det til et digebrud i det øjeblik, der kommer en eventuel modkandidat til ledelsen?

Store dele af partiets organisationsfolk holder mund udadtil, men der er påfaldende mange forskellige organisationsfolk, der mener omtrent det samme: Ledelsen må væk – og Jakob Ellemann-Jensen er en åbenlys formandskandidat.

Hovedbestyrelsesmødet i sidste uge viste dog også, at dette synspunkt ikke er isoleret til små enklaver hist og pist i partiets stærke jyske bagland. Idéen om at fjerne hele ledelsen er udbredt, lever og vokser stadig i hele organisationen. Og netop den pointe gik pludselig op for Lars Løkke, der på mødet ifølge andre deltagere forekom rystet, da han erfarede, at hans formandsstol nu vaklede.

Meget hurtigt kom Lars Løkke op i kampagnegearet med interviews i weekenden i flere aviser og medier, hvor han påtog sig ansvaret for, at der havde været uro i partiet, hvor "musene havde leget på bordet", fordi han havde sovet i timen, og han forklarede balladen med, at han ikke havde sørget for, at folketingsgruppen havde konstitueret sig inden sommerferien. I stedet var det hele kørt af sporet i intern magtkamp.

Samtidig forlyder det, at Løkkes gamle kampagneteam fra juni 2014 med Lars Chr. Lilleholt og Troels Lund Poulsen er tilbage ved tasterne ved de gyldne telefoner for at ringe baglandets opbakning hjem til formanden. Et muligt resultat af den indsats viste sig, da Venstre i hovedstadsregionen i denne uge holdt møde, hvor man kollektivt tilkendegav opbakning til formanden.

Det er dog langtfra alle organisationsfolk og politikere i hovedstaden, der deler dette synspunkt, er denne signatur vidende om. På den anden side er det ventet, at Løkke som absolut minimum skal kunne mønstre opbakning i København og Nordsjælland. Hvis ikke han kan regne med det, så kan han lige så godt indse, at formandstiden er forbi.

Der er derfor to billeder af tilstanden i Venstre lige nu. Et billede af fragmenteret kaos, hvor opgivende jyske, men også sjællandske tillidsfolk kræver ny ledelse, der ikke ser ud til at stoppe og udvikler sig.

Og på den anden side Lars Løkke, der med interviews i medierne og Facebook-optræden, blandt andet som cyklende Pride-aktivist, forsøger at give et indtryk af, at han har fuld kontrol med partiet, og at det er business as usual. Hvilket billede er det rigtige? Og hvilken tendens er den stærkeste?

Mit forsigtige gæt er, at det fragmenterede kaos og samlingen i baglandet omkring kravet om en ny ledelse inden så længe er henholdsvis det mest sandfærdige billede og den stærkeste tendens. Den kommende uge vil formentlig vise, om der kan skabes en rimelig bred konsensus om kravet om Løkkes afgang.