Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua efter Arne-udspil: DF kan erodere blå bloks fortælling om økonomisk ansvarlighed

KOMMENTAR: Regeringen har fremlagt udspillet om tidlig pension. Dansk Folkepartis forventede støtte undergraver fortællingen om, at de borgerlige udgør et alternativ til regeringens økonomiske politik, skriver Jarl Cordua.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl omfavnede i går forslaget om tidlig pension, samtidig med at han kritiserede det for ikke at ramme målgruppen tilstrækkeligt bredt, skriver Jarl Cordua.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl omfavnede i går forslaget om tidlig pension, samtidig med at han kritiserede det for ikke at ramme målgruppen tilstrækkeligt bredt, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så fremlagde regeringen sit længe ventede udspil om "tidlig pension," også kaldet Arne-ordningen, der som bekendt var et centralt valgløfte for Socialdemokratiet forud for sidste folketingsvalg.

Det er nemt at konstatere, at der allerede tegner sig et flertal bag forslaget, hvorfor S-regeringen og især statsminister Mette Frederiksen (S) kan notere sig valgperiodens absolut vigtigste politisk sejr – måske fraregnet håndteringen af coronapandemien.

Dette forslag vil – i en udvidet form – blive gennemført med opbakning fra Enhedslisten, SF og – tyder alt på – som minimum Dansk Folkeparti. Andre partier af mindre betydning kan også vise sig at ville tilslutte sig et forlig. 

Centralt står naturligvis Dansk Folkeparti, hvor formand Kristian Thulesen Dahl i halvandet år har prikket til regeringen om nu snart at komme med et forslag. I går omfavnede han forslaget, samtidig med at han kritiserede det for ikke at ramme de håbefulde i målgruppen tilstrækkeligt bredt.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

"Mange må være skuffede", vurderede DF-formanden, der dog samtidig erklærede, at han var parat til at indgå en aftale. Derfor kan man kun konkludere, at Thulesen Dahl under de kommende forhandlinger med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil stille sig op ved siden af partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) og politisk leder Pernille Skipper (EL) og kræve, at ordningen udvides.

Det vil selvfølgelig gøre ordningen noget dyrere end de 3,1 milliarder kroner, som regeringen har beregnet, at ordningen vil koste i 2025, når den er fuldt indfaset. Det kræver selvsagt også yderligere finansiering, som Dansk Folkeparti selvfølgelig også skal hjælpe med at finde.

For regeringen ligner forslaget om "tidlig reform" stadig en vælgermæssig vindersag.

Jarl Cordua

Det står allerede nu klart, at det ikke bliver på udlændingeområdet, som Dansk Folkeparti forestiller sig, da Enhedslisten og SF allerede på forhånd har vetoet den mulighed.

Dansk Folkeparti står i øvrigt ikke alene i støtten til ordningen.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, meddelte live tirsdag fra gemalens yacht et sted i Middelhavet til TV 2 News, at man er positiv overfor forslaget, men stiller samtidig krav om skattelettelser til andre grupper af folk, der har været længe på arbejdsmarkedet.

Samtidig forestiller Vermund sig, at man pludselig finder finansiering hos de mere end 30 milliarder kroner, som indvandrere menes at koste det danske samfund. Det bliver helt sikkert ikke med SF's og Enhedslistens stemmer, at det kommer til at ske.

Det interessante er dog, at Nye Borgerliges position tyder på, at de ikke vil overlade det alene til Dansk Folkeparti at omfavne denne udvidelse af de allerede omfattende pensionsordninger, som det normalt har været en borgerlig position at kritisere.

Nye Borgerlige har længe været under beskydning i den standende krig om højrefløjens vælgere fra netop Dansk Folkeparti for at være hjerteløse økonomiske liberalister, der var helt ligeglade med samfundets svageste, og det kan formentlig have fået Nye Borgerlige til at justere deres position.

Spørgsmålet er, om Nye Borgerlige vil kæmpe for at overtage Dansk Folkepartis position på velfærdsområdet, eller om de vil dyste med Liberal Alliance om at være mest økonomisk liberale.

Nye Borgerlige kan dog hurtigt finde udgangen fra forhandlingerne, hvis Hummelgaard på forhånd afviser Vermunds krav om skattelettelser, og det ligner umiddelbart det mest sandsynlige scenarie. 

De Konservative har også tidligere for 14 dage siden meldt sig på banen, da formand Søren Pape Poulsen meldte sig klar til at lave forlig om den nye pension, hvis altså han kunne få nogle "rimeligt store bøffer" – efter alt at dømme i form af skattelettelser.

Spørgsmålet er, hvor seriøst Papes melding var, da Jyllands-Posten smed ham på forsiden. Papes reaktion tirsdag på udspillet var den mest afvisende blandt de partier, der ellers havde ytret interesse i at gå med i et forlig.

Faktisk lignede det hektisk rygsvømning tilbage til den kendte borgerlige position om, at flere rettighedsfunderede pensionsordninger grundlæggende er skadelige for dansk økonomi.

Det ligner en tanke, at nogen siden hans friske tilbud på Jyllands-Postens forside har opfordret ham til at justere sin position, så den kom mere i sync med det, som De Konservative normalt mener.

De Konservative ligner derfor efter gårsdagens meldinger fra Søren Pape Poulsen nogle, som Peter Hummelgaard godt kan slette fra listen over mulige forligspartnere.

Venstre meddeler, at de går til forhandlinger, men alle ved, at de ikke er reelt interesseret i et forlig.

Partiet vil i den kommende tid forsøge at genopbygge deres politiske platform omkring at være de mest økonomisk ansvarlige på Christiansborg, og det passer dem sikkert fint endelig at kunne angribe regeringen for nu at sælge ud af den økonomiske ansvarlighed midt under en økonomisk krise ovenpå coronapandemien.

For ikke at virke for socialt uempatiske i en sag, der i udgangspunktet har stor folkelig sympati, har Venstre klogt åbnet for en mulighed for, at man udvider seniorpensionsordningen, der netop er målrettet de nedslidte, som S-regeringen ellers samtidig bruger som argumentation for at indføre "tidlig pension".

Regeringen har nemlig problemer med at forklare, at de er ved at indføre en ordning for "nedslidte", men altså, før de er konstateret nedslidte. Da der er tale om en rettighedsbaseret pensionsordning, foregår der ingen visitering, før man får "tidlig pension".

Traditionelt har det været synspunktet i Socialdemokratiet og på venstrefløjen samt fagbevægelsen, at visitation for eksempel via en læge per definition er socialt stigmatiserende, hvorimod de borgerlige er varme tilhængere, fordi det forhindrer misbrug og målrettes dem, der har behov.

Da ingen forestiller sig, at regeringen tager Venstre på ordet, kan Venstre frit åbne for sluserne for en udvidelse af seniorpensionsordningen – velvidende, at statskassen på det punkt forbliver lukket, da Socialdemokratiet har helt andre planer.

Læs også

Radikale Venstre møder op til forhandlingerne, hvilket Socialdemokratiet også læser som et godt tegn.

Det interessante for offentligheden er, hvad de radikale stiller op med det faktum, at Arne-ordningen ifølge regeringens egne tal vil hive 9.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet. Det tal vil forventeligt stige, efter at Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten har forhandlet en yderligere udvidelse af ordningen.

De radikale ser traditionelt sig selv som garanter for, at socialdemokratiske regeringer ikke spiller hasard med det offentlige økonomi ved at føre eventyrpolitik med venstrefløjen.

Det er ikke mindst derfor, at man i "forståelsespapiret" har fået indføjet en klausul om, at politiske forslag, der mindsker arbejdsudbuddet, skal modsvares af tiltag, der øger arbejdsudbuddet.

Det interessante bliver, hvordan Socialdemokratiet vil kompensere de radikale for eksempel i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger? Tiltag, der effektivt øger arbejdsudbuddet, har det med at genere venstrefløjen, så det bliver derfor meget spændende, hvordan regeringen vil undgå en situation, hvor de radikale står ydmyget tilbage, fordi regeringen ikke kan levere på arbejdsudbuddet.

Samtidig udfordrer det også de radikales selvforståelse og naturligvis deres troværdighed i den økonomiske politik, som på det sidste har lidt under, at den politiske leder, Morten Østergaard (R), på et tidspunkt var ude at så tvivl om, hvorvidt man om 15 år eventuelt vil støtte, at pensionsalderen stiger til over 70 år.

En melding, der dog har indvirkning på de offentlige finanser allerede på nuværende tidspunkt, hvis et politisk flertal mener det. Hvis de radikale skal gå med i et forlig, kræver det nogle store indrømmelser på arbejdsudbuddet, som det er svært at se, at regeringen kan give.

For regeringen ligner forslaget om "tidlig reform" stadig en vælgermæssig vindersag.

Alle forstår, at Frederiksen skal holde sit klokkeklare valgløfte, og det er tydeligt, at hun er under pres fra fagbevægelsen for at levere en ordning, som de har efterspurgt, lige siden Thorning-regeringen – tvunget af de radikale – og med Frederiksen som beskæftigelsesminister lagde efterlønnen i graven.

Denne ydmygelse af Socialdemokratiet, fagbevægelsen og af Frederiksen selv skal der naturligvis rettes op på. Det handler selvfølgelig også om, at Arne-ordningen restaurerer socialdemokraternes selvforståelse som Anker Jørgensens disciple og Socialdemokratiet som det klassiske arbejderparti.

Alle partier har det bedst med sig selv, når deres politik matcher selvbilledet. Det er bare ikke så tit, at partierne får mulighed for dette, når man er i regering, fordi der skal tages alle mulige hensyn til samarbejdspartnere, og fordi de økonomiske rammer sætter naturlige begrænsninger for gavebodens størrelse. 

Alligevel har S-regeringen truffet et politisk valg med dette forslag, der er en slags maggiterning af, hvordan Socialdemokratiet ser sig selv. Socialt ansvarlige, der gerne vil være noget for fagbevægelsens "svageste" medlemmer blandt ufaglærte arbejdere, hvorfor man sender regningen videre til dem, som man intet har imod, skal bære den, nemlig "kapitalisterne" – det vil sige bankerne og dem, der ejer værdipapirer.

At finansieringen set fra et økonomisk perspektiv efter alt at dømme er ineffektiv og for eksempel indeholder et samfundsøkonomisk dødvægtstab, er regeringen helt ligeglad med. Bare den opleves som social retfærdig af de vælgergrupper, som man henvender sig til.

Mange af dem har helt sikkert tidligere stemt Dansk Folkeparti eller gør det stadigvæk. Mette Frederiksens regering har for længst accepteret, at den – præcis ligesom Dansk Folkeparti – står sig bedst ved at være venstrepopulistisk på udvalgte områder af den økonomiske politik. Det er simpelthen et politisk vilkår for at fastholde magten.  

Der går vel derfor en lige linje, fra da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med Arne-forligets store vinder, 3F's Per Christiansens mellemkomst, flettede fingre i samtaleværelset på Christiansborg for tre år siden, hvor man saboterede VLAK-regeringens økonomiske politik til nu, hvor de samme partier sætter sig sammen om at lave endnu en pensionsreform, hvor eneste reelle kriterium er, at man har været på arbejdsmarkedet – i beskæftigelse eller ej – i 42 år uden at have brugt tiden på uddannelse undervejs og ikke har været så uforsigtig at have lagt til side til en større pension, der overstiger to millioner kroner. 

Det er muligt, at Thulesen Dahl internt i Dansk Folkeparti har været under intern kritik for blandt andet at have legitimeret Frederiksens udlændingepolitik, men der er tydeligvis fuld enighed i Dansk Folkeparti om at legitimere hendes økonomiske politik, når Dansk Folkeparti vil overgå regeringen og sammen med venstrefløjen kræver en udvidelse af ordningen.

Med indførelse af denne nye pensionsordning, der tydeligvis ikke omfatter alle vælgere, der havde håbet på at være omfattet, er vejen i kommende finanslovsforlig med videre åbnet for, at venstrefløjen eller Socialdemokratiet selv stiller forslag om at øge ordningens udbredelse.

Det vil så trække endnu flere ud af arbejdsmarkedet og dermed på sigt kunne destabilisere de sunde offentlige finanser. Det er op til Mette Frederiksens ansvarlighed til den tid selv at sætte hælene i, for det bliver tydeligvis ikke Dansk Folkeparti, der kommer til at sige nej tak til endnu en omgang i velfærdskarusselen. 

Dansk Folkepartis forventede medvirken i et forlig undergraver i sig selv også fortællingen om, at de borgerlige skulle udgøre et alternativ til regeringens økonomiske politik, hvor den økonomiske ansvarlighed skulle være i højsædet.

Det kan Frederiksen også medregne som en slags ekstragevinst.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00