Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Ellemann bør tage ved lære af Martin Rossens vinderprojekt

KOMMENTAR: Hvis Jakob Ellemann-Jensen vil stå i spidsen for et regeringsdueligt projekt, skal han lade sig inspirere af den afgående stabschef Martin Rossen og lægge en langsigtet strategi for Venstre, skriver Jarl Cordua. 

Rossens afgang kan være en passende anledning for Jakob Ellemann-Jensen til at studere Socialdemokratiets vinderprojekt, skriver Jarl Cordua. 
Rossens afgang kan være en passende anledning for Jakob Ellemann-Jensen til at studere Socialdemokratiets vinderprojekt, skriver Jarl Cordua. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Måske man i dansk politik for eftertiden bør huske netop tirsdag 16. juni 2020 for to interessante begivenheder.

På denne dag gik Venstre nemlig for første gang i 47 år enegang i EU-politikken ved at nægte en siddende regering et forhandlingsmandat forud for forhandlingerne om et syvårigt EU-budget.

For kritikere et absolut lavpunkt for Venstres rådvilde leder, Jakob Ellemann-Jensen, mens andre ser dette historiske træk som et udtryk for frustration over en historisk bomstærk, arrogant og EU-skeptisk statsminister.

Hverken i sidste eller i denne uge ville statsministeren svare på, hvor hun vil hente pengene til den ekstraregning til Danmark, som Mette Frederiksen på bedste populistiske beskub længe ellers har foregøglet danskerne, at der fandtes en hemmelig vej til at undgå.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den anden begivenhed handler om et pludseligt skifte i regeringens absolutte inderkreds.

Normalt er det let at konstatere, at rådgiveres funktion overvurderes på Christiansborg, men ikke i tilfældet Martin Rossen, som i går meddelte, at han forlader Statsministeriet for at blive Danfoss-vicedirektør med ansvar for den verdensomspændende koncerns kommunikation, PR og lobbyvirksomhed.

Rossens betydning for Mette Frederiksens og Socialdemokratiets projekt kan umuligt overvurderes. Han har været manden bag den lagte strategi og den, der har sikret, at den blev holdt.

Jarl Cordua

Rossen står dermed til at overtage et af de absolutte topjobs i den danske kommunikationsverden tilsyneladende som afløser for den afdøde Kenth Kærhøg – i øvrigt selv en legende inden for virksomhedskommunikation.

Rossens betydning for Mette Frederiksens og Socialdemokratiets projekt kan umuligt overvurderes. Han har været manden bag den lagte strategi og den, der har sikret, at den blev holdt – hele vejen fra Frederiksens overtagelse af formandskabet i Socialdemokratiet til Statsministeriet og så ét år frem på regeringsbænkene.

Det har vist sig som en effektiv strategi, der har placeret Socialdemokratiet lige der, hvor mange danskere politisk befinder sig, men som også tager hensyn til partiets og de mange aktives selvforståelse af Socialdemokratiet som den almindelige danskers parti.

Det handler om, at man er forankret i den sociale forståelse og har taget hånd om velfærdsprojektet, som socialdemokraterne i øvrigt i disse år insisterer på at tage hele ejerskabet til.

Rossen forlader nu et Socialdemokrati, der i dag står historisk stærkt i meningsmålingerne, og hvor det politiske projekt står mere lysende klart, end det er set i årtier.

I regeringen har Rossen for en politisk rådgiver fået en hidtil uset stærk rolle som stabschef med sæde i regeringens to centrale arbejdsudvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvor kun finansminister Nicolai Wammen sidder med begge steder. 

Det interessante i den sammenhæng er, at den model også blev accepteret af de folkevalgte på ministerholdet, hvilket siger en del om Rossens interne høje status, og han har været utrolig magtfuld.

Populært sagt er ingen fugl lettet under denne regering, uden at Rossen forud har givet starttilladelse. Under hans lederskab for den særlige kommunikationsenhed i Statsministeriet har regeringens kommunikation simpelthen nået nye niveauer af professionalisme.

Endnu har man ikke set, at ministres pressemøder, pressemeddelelser og andre nyheder ligger oven i hinanden, som ofte var tilfældet tidligere under andre regeringer.

Desuden er man god til at kapre opmærksomheden fra andre partier, som det skete på grundlovsdag, hvor statsministeren stjal billedet fra de borgerlige allerede fra morgenstunden.

En af de banebrydende idéer er at sikre, at regeringens dagsorden bliver smurt ud over flere politiske sæsoner, så man ikke løber tør for politik, der kan understøtte den grundlæggende fortælling om regeringen.

Man bør derfor heller ikke forhandle for mange politiske forlig oven i hinanden, når man skal fylde tiden helt ud i årets politiske kalender. Timing af nyheder er man også god til, og man evner at holde på informationerne indtil sidste sekund.

Det hele skal i øvrigt hænge sammen med den store fortælling om regeringen og Socialdemokratiet. Hvem er man? Hvad vil man? Hvorfor vil man det? Og hvem vil man være noget for?

Der er ikke set et mere sammenhængende politisk projekt siden Anders Fogh Rasmussens i 2001. Efter min vurdering er man lykkedes med at overgå det, netop fordi Rossen tænker mere langsigtet.

Hvor Fogh var meget effektiv til at få sit regeringsprojekt gennemført i løbet af et halvt år, sådan at han løb tør for politik, så breder Socialdemokratiets – af Rossen lagte – strategi sig ud over flere år.

Derfor kan man nok diskutere, hvor stor betydning hans exit nu får for Socialdemokratiet i den umiddelbare fremtid. For skinnerne er jo lagt, og alle involverede – både høj og lav – er indforstået med, at modellen har tjent S-regeringen særdeles godt.

Så hvorfor dog ikke fortsætte med den plan?

Nogle vil sikkert undre sig over, hvorfor Rossen så forlader posten som magtfuld stabschef.

Mit eget bud er slitage kombineret med en fornemmelse af, at han skal væk, mens tingene er i god gænge. I ni år har han været Mette Frederiksens rådgiver. Det er meget lang tid for en rådgiver på det niveau.

Rossen har faktisk længe ytret over for sine omgivelser, at han egentlig helst så en fremtid et stykke væk fra Christiansborg og dets særlige miljø, som han altid har betragtet med en meget stor portion skepsis og konstant følt sig fremmed i.

På trods af sin kæmpesucces slår Rossen ikke én som et politisk dyr, der lever og dør for politik, evigt optaget af tvekampene i folketingssalen og hele baggrundsmusikken med dramaer, intriger med videre.

Bevares, han har ingen problemer med at hænge selskabeligt ud med politiske modstandere, men ingen er heller i tvivl om, at han er partiets mand og føler sig dybt forpligtet af at bidrage til Socialdemokratiet, som han som helt ung tilsluttede sig.

På trods af det glade skæve smil og glimtet i øjet har alvoren og det tunge ansvar, som han snart for mange år siden påtog sig med alle de forventninger, der også fulgte med, hele tiden været Rossens følgesvend.

Læs også

I mange år har han været den, som mange af socialdemokraterne – i al fald dem i 30'erne og 40'erne – har sat deres lid til som troldmanden, der med sin i øvrigt ikke specielt hemmelige strategi – og naturligvis en formidabel og sikkert eksekverende statsministerkandidat kunne sikre Socialdemokratiet en ny fremtid som Danmarks helt dominerende regeringsparti.

Han er nok den nærmeste, som vi i dansk politik hidtil er kommet en Karl Rove – George W. Bushs legendariske strateg. Nu har han leveret det, som han skulle, og mere til – til sit parti og sine mange dybt taknemmelige kammerater, heriblandt ikke mindst statsministeren, som sjældent for den race ingen problemer har med at dele æren for sin succes med sin mangeårige bundloyale rådgiver.

Tiden er simpelthen kommet til, at Rossen finder hjem til den comfort zone, hvor livet i en stor erhvervskoncern – selv i disse krisetider – nok byder på mere forudsigelighed end den politiske verdens lunefuldhed, som Rossen aldrig accepterede som et vilkår, som han i længden kunne leve med.

Rossen var og er en kontrolfreak, der nok aldrig rigtig forstod, at der er ting, som man bare ikke kan kontrollere.  

Interessant bliver det nu, hvordan Socialdemokratiet vælger at organisere sig i fremtiden. Det ville være mærkeligt, hvis ikke de fortsatte med den stramme styring af kommunikationen, som har vist sig særdeles succesfuld. Det har man allerede folkene til.

Når det gælder det andet interessante kendetegn ved denne regering, der handler om at sikre, at Socialdemokratiets politik bliver gennemført, og at embedsmandsapparatet ikke med tiden modarbejder projektet, der hænger det i fremtiden nok mere på de enkelte ministre at sikre sig, at det hele ikke sander til i proces.

Rossens status i partiet har hidtil medført, at alle i partiet i tvivlstilfælde har rettet ind, fordi de stolede på hans dømmekraft. Nu, hvor han er væk, skal ministrene i langt højere grad stole mere på deres egne vurderinger.

Og hvem kan herefter med samme vægt på vegne af Frederiksen piske stadigt mere selvbevidste ministre tilbage i folden? Det bliver aldrig med Rossens tunge vægt bag, når slagene falder. 

Der går dog sikkert meget lang tid før, at Rossens fravær bliver bemærket i offentligheden, så længe Socialdemokratiet har en strategi, som alle i partiet er enige i og kan følge.

Statsministerens egen efterhånden enorme autoritet vil i sig selv sikre dette.

Måske vokser Frederiksen-regeringens, herunder Rossens store succes, også i størrelse i sammenligningen med det tidligere regeringsparti Venstres aktuelle problemer, som selv borgerlige lederskribenter og iagttagere har meget lidt respekt for. 

Det giver sig udslag i ledere og analyser blandt andet denne onsdag. Hvor Socialdemokraternes projekt har stået lysende klart siden efteråret 2015, er det stadig en gåde for mange, hvad Venstre vil.  

Indtil i går troede de fleste, at Venstre var det borgerliges Danmarks ubetingede mest EU-positive parti. Efter at Jakob Ellemann-Jensen nægtede at give regeringen forhandlingsmandat, som så i stedet blev sikret af De Konservative, står det pludselig uklart, om det stadig er tilfældet. Selv efter at Ellemann havde iført sig EU-sokker.

Forventningen er dog, at Venstre og Ellemann vender hjem til den EU-positive lejr, så snart erkendelsen har indfundet sig, at der var tale om en fejl, og man ikke behøver at gentage manøvren.

Måske man kunne have opnået det samme ved at have kritiseret statsministeren for ikke at ville svare på spørgsmålene, men alligevel – til trods for dette – have givet hende et mandat?

Man kunne eventuelt have pakket tilslutningen til mandatet ind i årsager som "nationale grunde". Nu fremstod Venstres formand som kortsigtet, hævngerrig og uansvarlig. Det er ikke en forsvarlig position for et parti, der ønsker at overtage regeringsmagten.

I stedet overlod man det til rivalerne hos De Konservative at samle bolden op. De tilsluttede sig regeringen og gav et mandat med det løfte, at EU ikke begynder at finde pengene ved at pålægge danskerne skatter og afgifter. Det løfte var nemt at give for regeringen, da det frygtscenarie næppe er muligt under den nuværende traktat.

I erhvervslivet kan man drage et lettelsens suk og notere sig, at når det store borgerlige partis leder taber hovedet, har man altid det andet borgerlige parti, der kan sikre stabiliteten i dansk EU-politik.

I øvrigt er det lidt forunderligt, at det bliver De Konservative, der får lov at spille denne rolle, da netop EU-skepsissen er ganske udbredt i partiet. Det er også en sag, der ligger til i forhold til vurderingen af Søren Pape Poulsens politiske næse. 

Omvendt trækker det fra i forhold til Jakob Ellemann-Jensens politiske dømmekraft. Hvordan kan det være, at Venstre ender med at stå så skidt i denne sag?

Især når indtrykket i offentligheden længe har været, at regeringen groft oversolgte sin egen EU-strategi og endte nærmest at stå helt afklædt, fordi man for længe insisterede på en strammerpolitik omkring EU-budgettet, der aldrig ville blive virkelighed?

Umiddelbart ligger det lige for at svare med Venstre-formandens manglende erfaring og overblik. Dertil kommer også, at Ellemann lod sig provokere af en selvsikker statsminister, som efterhånden er vænnet til at bruge Venstres formand som dørmåtte.

En væsentlig drivkraft i Venstre-formandens ageren er derfor et længe opsparet behov for at tilføre regeringen et stort nederlag. Desværre for ham endte det ikke helt sådan. 

Hvis Ellemann virkelig vil slå Socialdemokratiet, kunne han eventuelt tage ved lære af dem.

For eksempel kunne Venstre lægge en egentlig langsigtet strategi – i stedet for kun at være optaget af taktiske manøvrer, hvor det hele mest handler om at få regeringen ud på gyngende grund, og hvor man risikerer – som vi så det i går i EU-sagen – at man pludselig skaber tvivl om sin egen EU-positive identitet?

For hvad er Venstres strategi og fortælling? Jo, man vil (vist) samle de borgerlige partier. Og hvordan går det så med det? Ja, det projekt ligger i ruiner, som Berlingske konkluderede i en leder onsdag. Det er så ikke kun Venstres egen skyld, at det forholder sig sådan.

Måske Rossens afgang netop var en passende anledning til at studere vinderprojektet og se, hvad man kan lære af det? Det at studere andres succes gjorde Ellemanns forgænger, Anders Fogh Rasmussen, allerede nogle måneder efter at han blev valgt til formand i marts 1998, da Søren Pind (i øvrigt efter at jeg havde gjort ham opmærksom på bogen) forærede Fogh Labour-strategen Philip Goulds bog 'The Unfinished Revolution', hvis strategi Venstre siden kalkerede en til en og med succes tilpassede til Venstres politiske profil. 

Ellemann og Venstre bør derfor også lade sig inspirere af Rossen og Frederiksens tålmod, hvor de allerede under Thorning-regeringerne lagde deres planer ud fra en langsigtet målsætning.

Det første spørgsmål, som Venstre skal finde svar på, er: Hvem vil man være parti for? Dernæst lægge en strategi, der samler partiet med en fortælling om, hvilket parti Venstre skal være.

Måske bliver det også nødvendigt at tage et opgør med dem, der ikke kan se sig selv i denne fortælling. Men hellere tage smertelige opgør nu fremfor at trække pinen ud.

Endelig skal man samle et hold omkring formanden, der evner at tænke og ikke mindst formulere liberal politik. Også her er man langt bagud i forhold til Socialdemokraterne, hvor flere yngre folketingsmedlemmer brugte oppositionsperioden på at skrive bøger, der dog alle loyalt understøttede den grundlæggende fortælling og strategi, som Rossen og Frederiksens havde lagt.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00