Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Ellemann kæmper stadig med autoriteten

KOMMENTAR: Weekendens rå afstraffelse af Kristian Jensen ses af nogle som tegn på Ellemanns spirende lederskab og autoritet, mens andre ser det som en falliterklæring, at det var nødvendigt at gribe til så håndfaste metoder, skriver Jarl Cordua.

Efter Kristian Jensen var gledet ud af magthierarkiet i partiet, egnede han sig pludselig som oplagt prygelknabe for formanden, skriver Jarl Cordua.
Efter Kristian Jensen var gledet ud af magthierarkiet i partiet, egnede han sig pludselig som oplagt prygelknabe for formanden, skriver Jarl Cordua.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sent lørdag aften fik Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, for første gang i sit politiske liv blod på hænderne, da han svang øksen over den tidligere næstformand Kristian Jensen, der per pressemeddelelse omgående blev frataget Arktis-ordførerskab og samtlige udvalgsposter.

Den utilslørede straffeaktion kom som konsekvens af, at Kristian Jensen tilsyneladende havde (fejl)fortolket sin nye "frie" rolle som at være den i partiet, der havde til opgave at bane vejen for et eventuelt formandsprojekt ved i Jyllands-Posten – ud af det blå – at lancere en langsigtet politisk strategi.

Manøvren skabte imidlertid et problem for Ellemann. Ikke når det kom til selve idéens indhold, der nok kunne opnå sympati i brede dele af Venstre. For Jensen tænkte, at Venstre sammen med andre ansvarlige partier omkring midten burde slå en handel af med Socialdemokratiet om en tiårsplan, der skaffer finansiering til den grønne omstilling, velfærd og infrastrukturinvesteringer.

Problemet var, at Ellemann første gang kunne læse om Jensens melding i avisen, en melding, der altså ikke var koordineret med partiledelsen og dermed blev opfattet som et illoyalt forsøg fra en tidligere næstformand, der for næsen af Ellemann og uden adkomst tiltog sig retten til at placere partiet politisk med velvillig hjælp fra en af Danmarks store morgenaviser.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Kristian Jensen havde tilsyneladende helt glemt, hvad han sagde i forbindelse med sin afgang som næstformand: "Tidligere formænd og næstformænd skal ses, men ikke høres."

Lørdag aften kunne alle høre den tidligere næstformand. I al fald i en lille times tid, lige indtil Ellemann kastrerede ham med en voldsomhed og brutalitet som sjældent set. Selv i det efterhånden hårdt prøvede Venstre.

Ellemann kæmper med autoriteten, og kun tiden kan vise, om afstraffelsen af Jensen bliver et vendepunkt, hvor doseringen og timingen viser sig effektiv.

Jarl Cordua

Hvad var så Kristian Jensens bevæggrunde til gå i Jyllands-Posten? Nu havde partiet ellers fundet en rolle til ham med et spændende og stadigt vigtigere ordførerskab, og dertil var han koblet på i forbindelse med udarbejdelsen af vigtige udspil. Den tidligere næstformand var på vej til at blive integreret i Ellemanns Venstre.

Var det lumske Jensen, der nu igen var på krigsstien for at udfordre endnu en formand, fordi han notorisk er drevet af sin utilpassede natur med endnu uindfriede politiske ambitioner?

Eller var det bare naive Jensen, der som en gammel cirkushest lugtede savsmuld og ikke mindst higede efter stråleglansen i manegen, da Jyllands-Posten lokkede med forside og dobbeltsideinterview i søndagsavisen, hvor politikerens store planer rigtig kunne foldes ud og komme til sin ret?

Ak! Sikken en stor tænker og politisk visionær strateg, som Venstre nu er gået glip af i modsætning til den nye formand, der efterhånden har fået ry for at sige så lidt som muligt, og som konstant angribes for at stå en klar kurs for sit parti. Var det denne kontrast, som Kristian Jensen forsøgte at tegne op, eller var han blot den renhjertede idealist med de bedste intentioner for sit parti?

Svaret afhænger helt af, hvem man spørger i Venstre. Resultatet af Jensens uvelkomne initiativ står imidlertid tindrende klart: Kristian Jensen er fortid i partiet, og det pibler nu frem med halvbagte historier om, at hans fremtid kan blive som formand i Dansk Idræts Forbund, når stolen næste år bliver ledig.

Det er selvfølgelig fint for forbundet, hvis det til sin tid kan smykke sig med en tidligere finansminister og udenrigsminister i formandsstolen, selv om de må tage med i købet, at det er samme mand, som igennem hele sin politiske karriere ved flere lejligheder fatalt har overspillet gode kort ved akutte anfald af selvovervurdering og katastrofal fejllæsning af situationen og ødelagt meget for sig selv.

Imidlertid blev det ikke Jensens bud på en V-strategi, der siden har været omdrejningspunktet for diskussionen i og om Venstre. I stedet er det blevet til en fortsættelse af diskussionen om Ellemanns lederskab eller det, som flere iagttagere snarere mener, at der netop hersker en akut mangel på.

Den rå afstraffelse af Kristian Jensen gjorde imidlertid, at flere nu pludselig øjnede Ellemanns lederskab og autoritet. Der er dog også delte meninger om, hvorvidt det var nødvendigt at løse sagen på så håndfast vis.

Nogle kommentatorer mente, at en samtale over en kop kaffe i mindelighed ville være en mere værdig afslutning på Kristian Jensens fremfærd fremfor metoden med bål og brand samt efterfølgende ligfærd i fuld offentlighed. Det er også et synspunkt, der findes blandt Venstrefolk med sympati for Kristian Jensen eller hos dem, som i det hele taget afskyr den grimhed, som er den ydmygende afstraffelses tro følgesvend.

For de fleste i folketingsgruppen var det imidlertid kommet til den erkendelse, at Ellemann måtte statuere et eksempel efter nogle måneder, hvor adskillige folketingsmedlemmer, herunder næstformanden Inger Støjberg, har taget sig frihed til at melde i øst og i vest om centrale politikområder.

Det har skabt forvirring om Venstres politiske kurs og foranlediget endnu flere spørgsmål, om den nye formand evner at holde styr på butikken og har en fast hånd på rattet.

Efter lørdag aften blev der i al fald tegnet en meget tydelig rød linje for, hvad Ellemann fremover vil finde sig i. På gruppemødet tirsdag opremsede formanden, der også fungerer som gruppeformand, en række situationer, der tjente som eksempler på, at målet nu er fuldt: Enten retter man ind – eller også risikerer man, at det får dramatiske konsekvenser for den videre politiske karriere.

Efter Kristian Jensen var gledet ud af magthierarkiet i partiet, egnede han sig pludselig som oplagt prygelknabe for formanden, der nu kunne gøre det synligt for enhver, hvad konsekvensen bliver, hvis ikke man evner at rette ind.

Alle spekulerer naturligvis på, hvordan formanden vil reagere, hvis den situation måtte opstå, hvor Støjberg igen har lyst til at løbe, før startskuddet lyder, i forhold til hvad Ellemann og hans gruppe har lyst til at melde på en lang række centrale spørgsmål.

Kan man forestille sig Ellemann fjerne retsordførerskabet fra sin landsmødevalgte næstformand på grund af illoyalitet? Hvad har han ellers af muligheder?

Og kan partiet i det hele taget holde til endnu en afstraffelsesaktion på samme niveau? Forstår Støjberg selv alvoren, og føler hun i det hele taget et medansvar? Det sidste er – vurderet på forhistorien – meget tvivlsomt.

Kritikere peger også på, at den "hårde" magt, som Ellemann udøver, i virkeligheden viser, hvor svækket han er som formand, når han finder det nødvendigt at gribe til så håndfaste metoder. Det ses som en falliterklæring. Der er i al fald den sandhed, at jo stærkere en formand er, jo mindre behøver han at gribe til drastiske tiltag.

Ellemann kæmper med autoriteten, og kun tiden kan vise, om afstraffelsen af Jensen bliver et vendepunkt, hvor doseringen og timingen viser sig effektiv. Fortsætter uroen og de mange ukoordinerede meldinger i øst og vest, så kan kritikerne med rette pege på metodens impotens.

Omvendt kan optimister pege på den succes, som Socialdemokratiets ledelse fik med at få banket dissidenter på plads. Spørg bare Mette Gjerskov. Den håndfaste ledelse hos S er i al fald ikke længere til diskussion i offentligheden og blandt kommentatorer.

Læs også

I mellemtiden er endnu en diskussion om Ellemanns lederskab opstået gennem nyhedsartikler fra Berlingske og Ekstra Bladet, der beskriver en utilfredshed i dele af folketingsgruppen med det nye lederteam, som har tiltaget sig en magt, som tydeligvis irriterer nogle V-folketingsmedlemmer.

"L-banden" er betegnelsen for ledelsen, da bogstavet L går igen i efternavnene: (Sophie) Løhde, (Karsten) Lauritzen og (Troels) Lund.

I sagens natur er det ikke tydeligt, hvem og hvor mange der kritiserer ledelsesforholdene i partiet. I gruppen gættes der på "vinduesrækken", det vil sige en række erfarne selvbevidste folketingsmedlemmer, der i værelse 29 sidder tæt ved vinduet.

Problemet for Ellemann er, at kritikken åbenbart ikke er blevet fremlagt på gruppemødet, hvilket gør det svært for ledelsen at håndtere den. Det viser dog også, at tilliden til ledelsen åbenbart ikke er den allerbedste, siden man hellere vil gå i pressen med sin kritik.

Det står i al fald klart, at Ellemann og L-banden bør tage kritikken alvorligt og få talt sig til rette med dem, der mener, at L-banden har tiltaget sig for meget magt, og i al fald forvalter den på en måde, der skaber irritation.

Et gæt er, at dele af ledelsen har glemt den gamle kultur i Venstres folketinggruppe, hvor de enkelte medlemmer blev set som gode kolleger, som man behandlede med stor ærbødighed og meget respekt. Også når de sagde noget vrøvl og opførte sig tåbeligt. Forglemmelsen er næppe ond vilje, men skabt af ledelseslagets utålmodighed og stræben for at få partiet på skinner igen.

En ny kultur er også vokset frem i Venstre igennem en lang periode, hvor partiet naturligt havde regeringsmagten, som krævede en daglig stram styring, som andre af de ældre medlemmer ikke mener, at der længere på helt samme måde er et behov for.

De vil køre selv uden at skulle modtage instrukser og have "overfrakke" på fra topledelsen, der skal kontrollere meldinger afstemt med den økonomiske politik og råderum. 

Under alle omstændigheder er det nok tid til, at folketingsgruppe og ledelse får afstemt forventningerne til hinanden snarest muligt. Det var måske sådan noget, som formand Ellemann over for sin gruppeledelse kunne insistere på, at der snarligt kom en løsning på?

Dette land har faktisk brug for en effektiv, skarp og kompetent opposition, og det er på tide, at vi får den. Helst med det største oppositionsparti og dets leder i spidsen.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00