Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Ny blå regering kræver opgør med radikaliseret højrefløj

KOMMENTAR: Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har droppet tidligere tiders gentleman-aftale om ikke at være åbenlyst fjendtlige over for andre borgerlige partier. Men den konstante krig mod særligt Ellemann kan ikke blive ved med at gå.

Pernille Vermund er tilsyneladende helt ligeglad med at føre nærmest permanent krig i konkurrerende partiers lejre, skriver Jarl Cordua.
Pernille Vermund er tilsyneladende helt ligeglad med at føre nærmest permanent krig i konkurrerende partiers lejre, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det borgerlige blå Danmark ligner efterhånden et saneringsmodent hus. Måling på måling har længe vist, at vælgerne fravælger enhver tanke om igen at få en ny statsminister. Og det kan næppe undre nogen, så længe blå blok i stigende grad er atomiseret – senest med Lars Løkkes netværksprojekt, der nok skal ende med at blive til endnu et parti i blå blok.

Det ligger lige for at give politikerne fra de partier, som hænger i bremsen med hensyn til vælgeropbakning, skylden. Hvorfor tager de sig ikke bare sammen? Hvorfor kan de ikke forliges internt i et parti som Venstre, der tydeligvis er i dyb vælgerkrise?

Hvorfor vælger partierne ikke generelt mere inspirerende ledere med større appel til vælgerne end de sædvanlige talende jakkesæt? Hvorfor udvikler de ikke ny og overraskende politik, sådan at folk kunne overveje at stemme på dem igen fremfor at køre med de gamle travere?

Det er en rigtig og logisk kritik. I sidste ende er det de folkevalgte, ledende borgerlige politikeres egen skyld, når det går vælgermæssigt dårligt i partier som Venstre og Dansk Folkeparti – og det samme kan man sige, når det går godt i Nye Borgerlige og hos Konservative.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Når det gælder den samlede opbakning, så findes der imidlertid også en kollektiv skyld hos partierne, der kunne udmåles i, om man bidrager positivt eller negativt til at skabe samling om de blå politiske partier, der til sin tid kunne gøre det muligt at slå Mette Frederiksen. Her er det tydeligt at se, at nogle partier i deres arbejdsmetode er fuldstændig ligeglade med den målsætning. Hvis de da ikke ligefrem bekæmper den. Og deres vælgere bakker dem endda op i denne arbejdsmetode, hvor man er mere fokuseret på at angribe blå midterpartier end røde.

Det er et tydeligt problem, at for få af de politiske ledere i blå blok er optaget af at skabe samling blandt de borgerlige partier. Det er i øvrigt spørgsmålet, om man kan tale om egentlig "ledere" i flere af de blå partier. Flere af partilederne definerer tydeligvis politisk ledelse som noget med at sige lige nøjagtigt det, som de tror, folk ønsker at høre, kombineret med uhæmmet stemmemaksimering på bekostning af rivaliserende partier.

Bundlinjen er et gigantisk tab af egentlig borgelig politisk indflydelse, aflysning af borgerlig dominans og genindførelse af socialdemokratisk ditto fra før 1982.  

Jarl Cordua

Eksempelvis er Nye Borgerliges leder Pernille Vermund tydeligvis fuldstændig ligeglad med om Venstre brækker over, blot så længe hun kan arve nogle af stemmerne, der måtte følge af Venstres Inger Støjbergs eventuelle exit fra det engang så store og dominerende blå regeringsparti.

Vermunds støtter på de sociale medier forsømmer i øvrigt aldrig et øjeblik til at fortælle, hvor elendig, uduelig og venstreorienteret en formand Jakob Ellemann-Jensen er efter deres opfattelse. Aldrig ser man Vermund tage ham i forsvar.

Tværtimod er Nye Borgerlige-støtterne sikkert opmuntret af, at Nye Borgerliges og Dansk Folkepartis formand i håb om at score stemmer helt sikkert har forstærket krisen i Venstre. Det er sket i kraft af den aldrig svigtende opbakning til Støjberg, dels i spørgsmålet om rigsretssag, dels med åbenlys indblanding i den interne magtkamp i den detroniserede næstformands parti.

Eksempelvis lader de to højrefløjspartier spørgsmålet om deres opbakning til Ellemann afhænge af hans opbakning til Støjberg og ved konstant at så tvivl om Venstres stramme udlændingekurs. Endda også efter at Støjberg er blev fyret af partiets forretningsudvalg for åbenlys og længerevarende, illoyal adfærd, som begge partier aktivt har taget del i med diverse paradefotos på Facebook, støtteindsamlinger mv.

I gamle dage var denne åbenlyse fjendtlighed vendt mod et borgerligt parti helt uhørt. Dengang var der en gentleman-aftale om, at partierne passede og ordnede deres egne trakasserier internt, og man fiskede heller ikke åbenlyst medlemmer hos hinanden.

Den aftale holder Liberal Alliance og Konservative - med en enkelt undtagelse - stadigvæk. Dansk Folkeparti har til gengæld helt droppet de fine fornemmelser. Sikkert af bitter nød, presset af konkurrencen fra Pernille Vermund, som er helt ligeglad med at føre nærmest permanent krig i konkurrerende partiers lejre.

Det betyder i øvrigt også, at alle øvrige politikere - hvis de skulle føle behov for det  - til sin tid er inviteret til at blande sig i en eventuel forestående formandskamp i Dansk Folkeparti og i øvrigt også i Nye Borgerlige, den dag en krise indfinder sig. Sådan en "fest" plejer altid at indfinde sig på et eller andet tidspunkt.

Kortsigtet kan denne marodørpraksis helt sikkert give gevinst i form af flere stemmer til Nye Borgerlige og det ligeledes stærkt pressede Dansk Folkeparti, selvom de langsigtede fælles konsekvenser er erodering af tiltroen til Venstres formand og blå bloks eneste erklærede statsministerkandidat.

Bundlinjen er et gigantisk tab af egentlig borgelig politisk indflydelse, aflysning af borgerlig dominans og genindførelse af socialdemokratisk ditto fra før 1982.

Læs også

Det radikaliserede højres kampagne mod ham bør Ellemann i øvrigt selv tage bestik af på et tidspunkt og handle på i sin langsigtede planlægning. Eventuelt ved at erklære, at han ikke længere kan regne med de to højrefløjspartier og deres gakkede EU-exit-fantasier og i stedet direkte appellere bredt til de borgerlige vælgere med det enkle budskab, at han - alle sine fejl til trods - er deres bedste, og måske eneste, håb om en ny statsminister. 

Så må Nye Borgerlige og DF enten pege på Pape, der dermed tvinges ud i rampelyset, eller også må partierne forklare, hvorfor man ikke kan pege på en borgerlig statsministerkandidat. Det bliver uholdbare positioner for dem op til et folketingsvalg.

Allerede nu begynder presset at stige på Pape for at etablere sig som statsministerkandidat ved siden af den pressede Ellemann. Dermed er han rykket et skridt nærmere med hensyn til en sandsynlig heftigere kritik og tryktest af både de konservatives EU-politik og udlændingepolitik, som er de to områder, der skiller det blå Danmark i en på den ene side pragmatisk, men presset liberal fløj, og en skinger, uforsonlig, men når det gælder ledende poster i dette land, helt og aldeles uvælgelig national-konservativ fløj.

Pernille Vermund er uden tvivl en kæmpesucces i dansk politik, men kun når det kommer til disciplinerne synlighed, kommunikation og evne til at samle utilfredse stemmer op ved at love klar og synlig, om end urealistisk eventyrpolitik. Hendes succes har – i stil med det man ser det med Republikanerne i USA - været med til at radikalisere hele højrefløjen og tvunget DF til at indtage endnu mere yderligtgående synspunkter, end partiet havde i forvejen. Eksempelvis ved at DF nu satser alt på at blive nationalkonservative Søren Krarup-disciple med EU-udmeldelse og mere kristendom i den tidehvervske aftapning som de "folkelige" slagnumre.

På den måde er Vermund og hendes parti, som stormer frem i meningsmålingerne, også en gave til rød blok.  I al fald så længe Nye Borgerlige og DF bruger det meste af deres tid på at angribe Ellemann og måske endda med tiden også Søren Pape for at fiske efter midtervælgere, der måtte være interesseret i at prøve lykken med de blå igen.

Det siger sig selv, at det kan ikke blive ved med at gå. Det kan det ikke i USA, og det kan det heller ikke i Danmark. Hvis de blå igen skal have en chance hos midtervælgerne, kræver det et blåt opgør med den radikaliserede højrefløj. Det er en opgave, som kræver både tålmodighed, troværdighed og talent, og det er så spørgsmålet om Ellemann eller Pape besidder det.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00